Ama Dablam Bogen

Efter Ama Dablam ekspeditionen i 1988 skrev ekspeditionsdeltagerne en bog om den første rent danske ekspedition til Himalaya. Forlaget Gyldendal udgav bogen. Her kan du læse teksten fra bogen.

Bogen om Ama Dablam indeholder en række utrolig flotte billeder. Den er skrevet af alle 8 deltagere i den succesfulde Ama Dablam ekspedition. Hvis du kunne tænke dig selve bogen, kan den købes via enten Bo, Henrik eller Jan.

A M A   D A B L A M

En bestigning af verdens smukkeste bjerg.

Den Danske Himalaya ekspedition 1988:

Caspar Sutton

Peter Voldstedlund

Bo Belvedere Christensen

Henrik Jessen Hansen

Michael Hjorth

Jan Mathorne

Jan Nicolaisen

Søren Allan Smidt.

Indholdsfortegnelse:

Forord.

På en støvet sti.

Halvandet år på vej.

Kathmandu.

Gennem monsunen.

Et hjem i 5.000 meter.

11. oktober.

Kolde fødder.

Strandet i Lukla.

Følgende afsnit er ikke medtaget på internettet.

Appendices: Dagbog.

Klatring.

Ruten.

Akklimatisering og højdesyge.

Udstyr.

Sponsorer.

Ordliste.

Forord.

Da jeg i 1967 meldte mig ind i Dansk Bjergklub for at begynde at dyrke bjergbestigning, introduceredes jeg af en af datidens erfarne rotter, som også fortalte mig om frustrationen ved at være bjergbestiger i fladlandet Danmark. Han mente, at afstanden til bjergene var så stor fra København, at det hele blev noget unaturligt noget og, hvad der egentlig var værre, at vi danskere aldrig ville kunne opnå samme standard, som den de har i alpelandene, da vi ikke kan lave bjergture flere gange om ugen året rundt. På mange måder havde han ret. Der kræves stor begejstring og rejselyst af den, der med Danmark som udgangspunkt vil realisere en ambition om at klatre svære ture på store bjerge. Skal sikkerheden være acceptabel, må man ret ofte være i bjergene for at opnå og vedligeholde fysisk form, erfaring, klatrefærdighed, psyke og rutine. Det er ikke nok at gymnastisere på småklipper i Sydsverige og mure i nabolaget, selv om dette også skal til.

Ikke desto mindre har vi haft en del dygtige bjergbestigere i tiden løb, som har klatret svære ruter i f. eks. Alperne, og det er også blevet til en række ekspeditioner, af hvilke jeg kort vil nævne nogle, hvis medlemmer oftest var medlemmer af Dansk Bjergklub, som stiftedes i 1951. I 1960, 1964, 1968, 1973 og 1987 var der ekspeditioner på Grønland, hvor talløse, ubestegne tinder udgør et eldorado. Det foregik bl. a. i områderne nord for Angmagssalik, omkring Evighedsfjord nord for Sukkertoppen og Blossevillekysten ved Ejnar Mikkelsens Fjeld. Ekspeditionen til Ingolf Fjeld i 1973 var Danmarks skridt ind i moderne ekspeditionsklatring med en over 1600 meter høj, meget vanskelig væg som mål. Dårligt vejr stillede sig i vejen for succes lige som i 1987, hvor en mindre gruppe med Michael Hjorth og Søren Smidt måtte vende om på den vældige granitvæg på Ketil Pingasut. I 1976 besteg en dansk gruppe Alpamayo i Peru, og der har været aktivitet i mange andre dele af verden.

Før der var noget, der hed Dansk Bjergklub, gjorde en dansker, Bekker Larsen, i 1950 et heroisk forsøg på at nå toppen af det endnu ubestegne Mount Everest. Han havde tjent penge ved skotøjshandel i Afrika og drog siden på falske papirer ind i det borgerkrigshærgede og lukkede Nepal. Han var uden bjergbestigererfaring og -udstyr og reddede sikkert livet ved, at hans to sherpabærere i ret stor højde nægtede at fortsætte, da de ikke havde noget reb med. Der blev ved denne lejlighed sat en dansk højderekord, som fik lov at stå uanfægtet i over 20 år.

En del andre toppe i Himalaya har haft dansk besøg, men det første rigtig "kendte" af dem blev Ama Dablam i 1988. Ama Dablam er ikke så imponerende ved sin højde, da Everest jo ligger lige ved siden af, men bjergets skønhed har gjort, at alle de mange, som kommer forbi på vejen til Everest, betages af det. Derudover er alle ruter på Ama Dablam temmelig vanskelige.

Denne beskrivelse af Den Danske Ama Dablam Ekspedition 1988 er historien om en lykkelig ekspedition. De fleste deltagere nåede toppen, og der var ikke alvorlige ulykkestilfælde. Turen forløb i harmoni og under udfoldelse af godt kammeratskab, hvilket ikke er nogen selvfølge - desværre - under det pres, man udsættes for i højden. Ruten var tilfredsstillende svær og flot. Hvad kan en bjergbestiger ønske sig mere? Ikke ret meget.

Med præstationer som denne behøver man ikke have alpin mindreværdsfølelse p.g.a. fødested, og jeg vil lykønske alle ekspeditionens deltagere med en meget flot tur. Denne bogs læsere kan i øvrigt glæde sig over at sidde med den første danske beretning fra en bjergbestigerekspedition udkommet i bogform.

Peter Søndergaard,

formand for Dansk Bjergklub.

PÅ EN STØVET STI.

Michael: Klokken er 7.30 en almindelig hverdagsmorgen på hovedbanegården. Jeg venter på Søren og Jan Nicolaisen.

Mens jeg venter, skiftevis spænder og slapper jeg af i hænderne, som er dybt begravet i lommerne. Spog slapper af. Jeg forsøger at koncentrere mig om de sidste meter af den vanskelige klatretur, vi har planlagt at gøre i dag. En speciel klatretur midt mellem to normale weekendture til Kullen.

Der kommer de i fuld fart. Jan iar allerede klatreskoene på. Men vi skal ikke nee på perronen, slet ikke med toget. Vi er her allerede.

Langs Hovedbanegårdens parkeringsplads findes en af de bedst tænkelige træningsfaciliteter for klippeklatring: En 18 meter lang og 3 meter høj, lodret mur bygget af sandstenskvadrer med ujævnheder præcis store nok til at det yderste af 2-3 fingre samt kanterne af et par bløde klatresko kan få fæste.

"Jan! Venstre hånd på grebet der, højre fod på bulen, kryds over med venstre fod. Så kan du nå det gode greb deroppe!", siger Søren, der kender væggen, som sin egen bukselomme.

Jan forsøger. Placerer fødderne korrekt, spænder i venstre arm og strækker sig mod højre. Strækker sig, strækker...

"Næ...ei!" siger han. Er ude af balance, må spænde hårdere med venstre hånd og forsøger igen. 5 centimeter fra grebet... 2 centimeter... højere. Begynder at vibrere ukontrolleret. "...gnn!" Jan når grebet præcis som højre fod glider af trinnet og med et vræl styrter han til jorden.

Men der er blot 40 centimeter ned, og skaderne beløber sig til en kortvarig fornemmelse af nederlag. Den værst tænkelige ulykke vil være at lande i en af fortovets utallige efterladenskaber.

En time klatrer vi her. Op og ned, men mest frem og tilbage, igen og igen. Finder de vanskeligste bevægelsessekvenser og presser hinanden i en hård, men venskabelig konkurrence.

Selv om væggen ved Hovedbanegården giver knivskarp træning af balance, fingerstyrke og smidighed, og selv om disse egenskaber hver især vil være en dyd på de højeste bjerge, er der langt fra Københavns myldretidstrafik til Ama Dablams isvægge tusinder af meter over Himalayas dale. Vi er pinligt klar over, at det næste halve år, frem til Den Danske Himalaya Ekspeditions afrejse i september 1988, vil kræve træning og forberedelse til udfordringer langt større end et par meters murstensklatring kan give.

Et halvt år tidligere, præcis et år før Den Danske Himalaya Ekspedition håbede at nå toppen af Ama Dablam, var vi alle samlet til det første egentlige planlægningsmøde: Seks klatrere, Peter som koordinator og Caspar som leder.

Caspar Sutton: 33 år og fra Dragør, ekspeditionens leder. Magister i etnografi fra Københavns Universitet med speciale i Nepal. Har i forbindelse med sit studium besøgt Nepal og Østen mange gange, og i en årrække arbejdede Caspar som trekkingleder i Nepal og erhvervede sig herved en uvurderlig erfaring, der kom ekspeditionen tilgode igen og igen. Caspar er holdets ikke-klatrer.

Peter Voldstedlund: 28 år fra Farum, ekspeditionens koordinator. Er arkitekt m.a.a. og bor og arbejder i København. Har klatret i 6 år hovedsagligt i Skandinavien, men har også besøgt Alperne. Peter har utallige Grønlandsture incl. ekspeditioner ind på indlandsisen bag sig, hovedsaglig som leder af vandregrupper, der ønsker en mere spændende tur end sædvanligt. Peter fattede interesse for Himalaya og besøgte Nepal i 1986, hvor han mødte Caspar.

Bo Belvedere Christensen: 32 år og født i København. Cand. scient. i geologi fra K¢benhavns Universitet og er nu systemkonsulent. Bo har klatret i 11 år, både klippeklatring og bjergbestigning. I 1983 klatrede Bo sydvæggen på Grand Capucin nær Mont Blanc, en stejl og anstrengende rute, som på det tidspunkt var noget af det sværeste danskere havde lavet i Alperne. I 1984 besteg Bo Peru's højeste bjerg, Huascaran, som med sine 6768 m kun er få meter lavere end Ama Dablam.

Henrik Jessen Hansen: 28 år og læge fra Københavns Universitet og er under videreuddannelse til kirurg. Sidder i den internationale bjergmedicinske lægekommission. Foruden at være klatrer fungerede Henrik også som ekspeditionslæge. Henrik har samlet sig megen erfaring i alpinisme gennem 8 års klatring overalt i Alperne og Skandinavien, ofte ved at gemmenføre bestigninger under ekstreme forhold.

Michael Hjorth: 33 år født i København, hvor han læser geologi. Kom som 23-årig ind i Dansk Bjergklub og blev hurtigt meget facineret af bjerge og klatring. Langvarig træning kombineret med naturligt talent, har gjort Michael til en af Danmarks bedste klippeklatrere med bl.a. flere førstebestigninger til følge. Deltog i 1987 sammen med Søren på den dansk/svenske ekspedition til Ketilfjelds sydvæg i Grønland.

Jan Mathorne: 27 år og fra København. Er civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole og bor i Lyngby. Jan har klatret i 4 år overalt i Skandinavien og i Alperne. Har klatret meget med Henrik de sidste 3 år. De har lavet mange vinterture og store flerdagesture i Alperne på alle årstider.

Jan Nicolaisen: 25 år og fra Lyngby, er ekspeditionens yngste deltager. Jan har været ansat i forsvaret i 7 år og er medejer af en klatreudstyrsforretning. Har klatret i 7 år. Fattede interesse for isklatring og alpinisme gennem vinterture til Norge. Dette førte til flere overvintringer i Alperne, hvor Jan, som første dansker besteg adskillige ekstreme isruter i Mont Blanc området.

Søren Smidt: 28 år og stud.mag. ved Roskilde Universitets-center. I 1984 var Søren i USA og klatrede som første dansker den 1.000m høje, lodrette "El Capitan" i Yosemite Valley. Søren har klatret i 8 år og har spredt sit engagement ligeligt mellem alle grene af sporten: svær klippeklatring, is- og fosseklatring og bjergbestigning. Dette har gjort ham til en af Danmarks dygtigste og mest alsidige klatrere.

Caspar: Efteråret 1986 var fint i Nepal, høj klar himmel, sol og hvide bjergtoppe. Sommeren havde jeg brugt til at planlægge nye trekkingruter, arbejdet lidt i Indien, været på ferie i Kina og Tibet, og skulle nu møde efterårets første trekkinggruppe for at guide dem rundt om Annapurna. Jeg var taget til Bangkok for at modtage dem, og det var en usædvanlig varm og fugtig morgen. Jeg stod ved gaten da gruppen kom trætte og smilende, undtagen en; han var på min alder iført hvide sko og de største tømmermænd der længe har været set i Bangkok. Han smilede venligt goddag og styrede direkte op mod baren for at købe to guldøl. Mit humør sank lige så hurtigt som øllet i flaskerne, da jeg fandt ud af, at jeg skulle dele telt med ham i en måned.

Peter og jeg kom imidlertid til at planlægge store oplevelser mens vi var i Nepal.

På en sådan trekkingtur er der mange lange aftener der forløber bedst med rakshi og god snak. Da vi havde krydset Thorung La passet faldt snakken på ekspeditioner og eventyr. Peter var den første klatrer, som jeg rigtig havde talt med, og det var da naturligt at spørge hvilket bjerg han helst ville bestige - Ama Dablam - var svaret, og der var ingen tvivl i hans sind.

En aften da rakshi'en var specielt god, begyndte vi uden rigtigt at vide af det, så småt at planlægge en ekspedition til netop det bjerg. Det faldt så heldigt, at jeg måneden efter skulle lede en trekkingtur til Mount Everest base camp og Ama Dablam.

Peter og resten af gruppen rejste hjem, og jeg tog over til Mount Everest og så nu Ama Dablam - det var kærlighed ved første blik, og det stod lysende klart for mig, at jeg ville sætte en ekspedition i værk. På denne tur havde jeg det held at have Mølle og Bent Røddik med. De havde stort kendskab til dansk erhvervsliv, og mente at det nok ville være muligt at rejse midler til et sådant projekt. Alle disse ting kørte rundt i hovedet på mig, da jeg kom ned til Kathmandu igen. Men selv om jeg brændte efter at gå i gang med at planlægge en dansk ekspedition til det smukkeste bjerg jeg nogensinde havde set, så holdt en generthed mig tilbage. Det var en helt ny boldgade, forbundet med risici af en helt anden karakter end jeg var vant til på mine bjergvandreture.

Men heldigvis var lysten større end genertheden.

For at bestige bjerge i Nepal, skal man søge om tilladelse, og på de mest populære bjerge vil der ofte være mange års ventetid, da der kun må være tre ekspeditioner pr.bjerg pr.sæson. Ama Dablams skønhed og store klatreudfordring har givet bjerget et magisk navn. Da det blev besteget første gang i 1961 af Hillary's videnskabelige ekspedition var det ulovligt. Ekspeditionen tilbragte flere måneder i nærheden, og bjergets tiltrækning var for stor for holdets klatrere. Flere af dem besteg senere Mt. Everest. Andenbestigningen var i 1979 og i firserne har en del ekspeditioner haft succes, men af de sidste ni ekspeditioner inden vor har kun én haft succes.

På vej ud til lufthavnen den dag jeg skulle tilbage til Danmark, spurgte jeg en god ven af mig der kender turist ministeriet ud og ind, om han ville lægge en ansøgning ind for mig på Ama Dablam efteråret 1988. Han var dog i tvivl om, hvor nemt det ville gå, da bjerget er et af de mest populære i Nepal, men heldet skulle tilsmile os.

Jeg havde en dejlig fornemmelse på vej hjem i flyveren. Det er ellers altid trist at forlade Nepal, men tanken om Ama Dablam varmede, og på det tidspunkt gjorde jeg mig intet begreb om, hvilket kæmpe arbejde det skulle blive at få os derud i efteråret 1988.

Det første jeg gjorde efter at være komme hjem i december 86, var at ringe til Peter for at fortælle ham, at hvis han havde lyst, så var der en ekspedition til Ama Dablam.

Peter: Selv om jeg blev taget på ordet, var jeg straks med på ideen. For da jeg fattede interesse for klatring, begyndte jeg samtidig at læse bøger om bjergbestigning. Derfra var der ikke langt til ekspeditionsberetningerne. Jeg blev lige fra starten fascineret af disse beretninger om lande og steder ekspeditionerne drog igennem. Navne som Namche Bazar, Klostret i Tengpoche blev synonymer for ekspeditioner og eventyr. De har alle gået ad de samme stier: Chris Bonnington, Reinhold Messner, Peter Habeler, Doug Scott, alle bjergbestigningens koryfæer.

For at virkeliggøre en drøm om selv at deltage i en sådan ekspedition, opleve de samme steder, ville det være nødvendigt at overskride grænsen mellem det mulige og det umulige, forekom det mig. Selv Caspars ukuelige optimisme kunne langt fra fjerne min skepsis. Der var økonomiske og praktiske problemer, orlov fra arbejde osv.

Hvis jeg tog ind til Bjergklubben og fremlagde den slags planer, ville jeg straks blive stemplet som en fusentast. Jeg tilhørte hverken Bjergklubbens gamle garde eller dens mere eller mindre sammenspiste inderkreds. Og dette ville måske blive et af de største projekter i klubbens hidtidige historie. Sandsynligheden for at gennemføre er realistisk meget lille, så jeg må fare med lempe.

Noget senere viser jeg billeder for Michael og Søren i forbindelse med deres forestående bestigning af Ketil i sydvest Grønland. Ved denne lejlighed nævner jeg at Caspar og jeg muligvis har en tilladelse til Ama Dablam. Jeg forstår deres forbavselse og undren. Men de er begge interesseret.

Det næste punkt i ansøgningsproceduren over for de nepalesiske myndigheder er fremsendelse af en liste over ekspeditionens medlemmer. Så nu er vi tvunget til at sammensætte et hold. Derfor beder jeg Søren og Michael om at komme med nogle forslag. Begge er enige om Henrik, der udover netop at have gennemført nogle imponerende ruter, også er læge. To uger senere mødes jeg med dem alle tre i Bjergklubben. Vi sidder for os selv og snakker om at spørge Bo og Jan Nicolaisen. Pludselig står Jan med ryggen til ikke langt fra, hvor vi sidder.

"Hvad siger du til en ekspedition til Ama Dablam ?" "Hvad ?". "Jeg kan ikke love noget som helst, men vi har muligvis en tilladelse efteråret 1988". "Jeg vil med !"

Så mangler vi så kun Bo. Den opgave var Michael ved at tage sig af. Bo ville have en noget længere betænkningstid end Jan.Halvandet år på vej.

Michael: Caspar og Peter havde med deres ide indpodet en drøm hos os alle. At drømme om en bjergtur er ikke det dårligste, og alle ambitiøse klatrere har adskillige på lager. I drømmen er alt muligt. Lige så let fingeren løber fra bjergets fod til dets top på fotografiet hjemme i den varme stue, lige så let klatrer man uhindret op. Kræfterne er uudtømmelige, vejret perfekt, sammenholdet og venskabet ubrydeligt og indtrykkene vil stå stærkt i mindet i al fremtid.

Men trods drømmenes lyksalighed, drømte vi ikke længe, før vi fik et rationelt ønske om at forberede os. Vi havde en fælles drøm, et fælles mål. Men en fælles holdning til hvordan vi skulle nå det, havde vi ikke. Vi var et hold, men havde vi sammenhold?

På vores første fællesmøde var jeg skeptisk. Ideen var Caspars og Peters, og de to havde i enighed udnævnt Caspar som leder. Behøver vi en leder? Seriøs klatring kan kun ledes fra et sted: bjergvæggen. Og kun af den eller de klatrere, som er forrest. Det havde Caspar helt sikkert ikke tænkt sig at være.

Var klatreholdet enigt? Alle havde vi ofret mange år af vores liv på dette ene at dyrke klatring og bjergbestigning på så vanskeligt og seriøst et plan som muligt. Men vi var samlet her i højere grad fordi vi havde evner en fordi vi havde været venner.

Bo kendte stort set kun mig. Jeg kendte næppe Jan Mathorne, og Søren, som jeg havde klatret med i mange år, havde jeg i den senere tid haft et par voldsomme kontroverser med. Kunne vi komme overens om en fælles bestigningstaktik af Ama Dablam?

Ved hans rolige fremfærd, ved hans blotte tilstedeværelse og ikke mindst ved saglige argumenter, fik Caspar os overbevist om det fornuftige i at have en leder og i, at lederen var ham. En Ama Dablam Ekspedition er andet og mere end bjergbestigning, mere end en greb for greb tilbagelægning af vanskelige klatremeter. Økonomisk planlægning og sponsorkontakt hjemme, tilladelser og bureaukrati i Nepal, et land hvor bakshish ofte er den hurtigste forhandlingsløsning. Caspar havde været 12 gange i Nepal, havde som etnograf arbejdet med hindukastesystemet og kendte landet, dets skikke og høflighedsfraser. God viden når vi skulle hente den endelige tilladelse i Nepals Turistministerium.

Peter foreslog tidligt, at vi skulle bestige Ama Dablam i traditionel ekspeditionsstil, hvor hele holdet arbejder sammen om at anbringe faste lejre forbundet med faste reb for til sidst at give det stærkeste par mulighed for sikkert at nå toppen. I skarp kontrast stod Søren, holdets dygtigste og mest individualistiske klatrer. Han ønskede tre små uafhængige hold, som i let alpinstil bestiger bjerget i et langt fremstød hver for sig.

Vigtige spørgsmål, vanskelige beslutninger, men uvæsentlige over for det store problem: Hvorledes skaffer vi de 450.000 kroner som ekspeditionen vil koste?

Fra første færd var vi overbevist om, at sponsorering var løsningen. Den norske Everestbestiger Bjørn Myrer Lund sagde under et foredrag i København, at i Danmark måtte ekspeditionssponsorering være let, fordi vi ikke, som i Norge, har så mange klatrere, ikke har så mange ekspeditioner, der konkurrerer om pengene.

Men på trods af, at vores ekspedition var den første rent danske, der ville forsøge at bestige et højt bjerg i Himalaya, havde vi utallige negative svar på henvendelser til firmaer og fonde. Ingen syntes, at projektet lød uinteressant, flere kunne se kommercielle og PR-orienterede muligheder ved at støtte os, men alle mente, det var for usikkert. "Vi risikerer vores gode omdømme som forsikringsselskab/bank/etc, hvis I kommer ud for et alvorligt uheld!" lød et klassisk svar.

Med 'naturalie'-sponsering gik det bedre, ikke mindst med de helt store. Det australske eventyrrejsebureau World Expeditions oprettede i 1987 sit europæiske hovedkontor i København og besluttede i en tidlig fase af ekspeditionsplanlægningen, at de ville dække landarrangementet i Nepal, hvortil de sælger de fleste af deres rejser. Det indebar, at vi havde udgifterne til bærere, mad, overnatning, lokale fly- og bustransporter, ekspeditionsgebyr og forbindelsesofficer, i alt en tredjedel af budgettet i hus! Men ikke nok med det: World Expeditions satte os i forbindelse med Thai International, deres mest benyttede flyselskab, og de var villige til at donere Ama Dablam Ekspeditionen otte flybilletter og 400 kg. fragt fra København via Bangkok til Kathmandu og retur, svarende til et beløb på godt 100.000 kr! Med næsten halvdelen af budgettet dækket mere end et halvt år før afrejse, var der ingen tvivl: Vi kommer af sted.

I sommerferien tager vi til bjergbyen La Berarde, Massif des Ecrins i de franske alper, hvor vi vil klatre og holde ekspeditionens sidste fællesmøde, inden Søren rejser til Nepal og Indien på studietur.

Bo og jeg har gennem årene været på mange ture sammen. 2½ måned på kanten af Grønlands indlandsis ofte liggende vejrfast i ugevis havde lært os gensidig respekt. Vi kender hinandens stærke og svage sider og er hurtigt enige om fælles taktik ved en bjergtur. Men ikke siden 1984 i Wilder Kaiser, Østrig, havde vi klatret sammen, så dette møde er så god en anledning som nogen til at prøve vores makkerskab igen og støve bjergformen lidt af.

Bo har de senere år vendt sig mere mod familie og karriere og trods højdeerfaring efter hans bestigning af Perus højeste bjerg Huascaran i 1984 og hans legendariske kondition, er vi alle spændt på, hvordan han vil klare teknisk vanskelige klatrepassager.

Men vi behøver ikke være urolige. Bo har registreret, at han er under 'observation' og han klatrer fortræffeligt. Hvor han på Kullens korte, men særdeles vanskelige ruter ofte er nervøs og usikker, er han i bjergene rolig og hurtig. Måske er det den større afstand ned til jorden. Styrter man under klatring på Kullen, virker risikoen for at falde i jorden urovækkende, hvorimod man på høje vægge i bjergene blot vil hænge frit i luften for enden af rebet.

Da vi kommer tilbage efter en lang dag på Meije, er de andre ankommet. Peter, Caspar og hans veninde direkte fra København. Jan M. og Henrik fra Chamonix samt Søren og Jan N. fra Verdon i Sydfrankrig. Caspar er i strålende humør, giver igen og igen udtryk for begejstring og glæde ved, at vi alle skal bo sammen i telte på dette skønne sted. Den øvrige flok er mere afdæmpede; er som klatrere vant til at slå telte op halvulovligt bag buske i nærheden af en bjergby. De har på få øjeblikke alt organiseret og er klar til at lave mad, hvorimod Caspar, som har glemt kogesættet, foreslår en tur på restaurant. Han taler til klatreres døve ører og tomme lommer.

Fællesmødet næste dag er henlagt til Pilattehytten 3 1/2 times gang fra La Berarde. Massif des Ecrins er en nationalpark og som sådan forskånet for de tovbaner, som forpester de fleste alpeområder. Man må gå, hvis man vil op i bjergene! Det medfører automatisk, at her er færre mennesker og flere dyr, end noget andet sted, jeg har været i Alperne.

I mindre grupper ankommer vi i løbet af eftermiddagen til hytten. Bygget af solide granitblokke i to etager med blå skodder for de dybtliggende små vinduer, er den et smukt og praktisk udgangspunkt for bestigninger på de omkringliggende toppe. Indenfor regerer hytteværten. Her er kun adgang, hvis man har hyttens gummigalocher på. Maden, der serveres, er god og billig.

Men vi har alle mad med selv og benytter os ikke af spiserummet. Udsigten er for fantastisk til at sidde inde, så vi koger og braser lidt væk fra hytten. Under maden snakker og diskuterer vi, men egentlig møde kan vi ikke holde, for Søren er endnu ikke dukket op. Klokken halv ni dukker han op. Han skulle vaske tøj og ringe hjem. Kun Caspar kommer med en enkelt bemærkning. Jeg mærker raseriet fra tidligere episoder med Søren vælde op, men holder min kæft.

Aftenens væsentligste emner er den videre sponsorering, samt klatretaktik på bjerget. Udover World Expeditions og Thai International har vi ingen sponsorer. Klatreudstyr kan vi købe til indkøbspris hos Rainbow Mountain Equipment, en lille klatreforretning i København, som ejes af bl.a. Henrik, Jan M. og Jan N.

"Kan I ikke forhøre udstyrsproducenterne, om de vil sponsorere os?" spørger Peter.

"Det kan vi sagtens, men det er ikke særlig sandsynligt, at det giver noget", siger Henrik.

"Det er små udenlandske firmaer, som netop lever af sådan nogen som os, og hvis de sponsorerer er det kun til deres eget lands ekspeditioner. Der er for lidt prestige i udlandet ved vores ekspedition, desværre," tilføjer Jan N.

Vi fordeler opgaverne med hensyn til madplanlægning, korrespondance med mulige sponsorer og beslutter, hvad Søren skal ordne for os, når han er i Kathmandu. Herefter står klatringen på programmet.

"Jeg synes vi har diskuteret selve bestigningen alt for lidt," siger Caspar. "Hvordan beslutter vi, hvem der skal først på toppen? Hvordan organiserer vi en evakuering på bjerget, hvis én bliver syg? Og hvor meget fælles klatreudstyr skal der indkøbes? Selv om jeg ikke har så meget forstand på klatring, tror jeg det ville være godt, hvis jeg eller Peter koordinerer og leder beslutninger og skærer igennem ved konflikter, netop fordi Peter og jeg ikke deltager i selve bestigningen".

"Sådan som jeg forestiller mig klatringen" siger Søren, "har vi slet ikke behov for lederskab! Vi har ikke brug for fælles udstyr og de første på toppen er det hold, som har klaret sig bedst"

"Hvad skal vi så med den her ekspedition? Folk kunne jo lige så godt tage af sted alene" snerrer Caspar.

"Selvfølgelig skal vi støtte hinanden!" fortsætter Søren. "Men den eneste fornuftige måde at klatre på er i tre tomandshold, som vi allerede er delt op i: Bo og Michael; Jan M. og Henrik; Jan N. og jeg. Vi vælger selv vores eget klatreudstyr, vi klatrer, når vi er akklimatiseret, og bliver en syg, involverer det kun ham selv og hans klatremakker, hvis ikke det er alvorligere, end at de selv kan komme ned. Fuldstændig som når man klatrer i Alperne. Alle er lige stillet. Ingen skal slide sig op ved at bære udstyr for andre igen og igen i lav højde, som på traditionelle ekspeditioner. Og de klatrekonflikter, der opstår, kan kun løses af klatrere!"

Jeg har lyst til at modsige ham, men kan ikke. Søren er så forbandet individualistisk, men han er ærlig, og han har ret. Det er den enkleste, hurtigste og mest tilfredsstillende måde at bestige Ama Dablam på.

"Men vi kender ikke bjerget" indskyder Henrik. "Er der vanskelige passager, som kræver, at vi sikrer dem med faste reb, så skal de første gøre et arbejde for de efterfølgende hold."

"Det er i orden i starten af ruten. Men hvis det er højt på bjerget, er det urimeligt at kræve, at de første bærer ekstra reb hele vejen. Jeg gør det ikke." slutter Søren.

Søren er ikke i tvivl, men han er utvivlsomt også den stærkeste, den der bedst kan udnytte den hurtige stil. Vi andre klatrere håber alle det vil lykkes i Alpin stil. Caspar accepterer.

Vi har diskuteret længe, klokken er mange og det er tid til at finde soveposerne. Caspar og Charlotte sover inde på Pilattehytten, mens vi andre finder en plan klippehylde et par hundrede meter væk. Som medlemmer af Dansk Bjergklub får vi ganske vist hytterabat og en overnatning vil kun koste os 25 kr hver. Men vi har alle gennem årene forfinet en let lurvet stil, som dikterer, at vi nødigt betaler for et natlogi. At vi gladeligt giver måske 3000 kr for avanceret regntøj, er en helt anden sag.

Jeg vågner med et sæt! Det lyder som hele den franske hær har valgt vores sovesten som eksercerplads. Jeg griber lygten, lyser ud i mørket og ser en lang række alpinister, der som perler på en snor følger en bjergguide på den lille sti, der løber umiddelbart langs min sovepose. Jeg kikker på himlen og ser en svag rødmen i øst. Også vi skal op og af sted. Bo, Jan N., Søren og jeg har aftalt at klatre nordøstryggen på Les Bans - en smuk 500 meter høj og forholdsvis let klippekant et par timers vandring fra Pilattehytten. Det er godt at være tidligt på færde i bjergene. Dels for at være nede igen i ordentlig tid, dels for at sneen og isen på gletschertilgangen ikke skal blive for blød i morgensolen. Egentlig bliver jeg helst liggende lidt endnu, men blæretrykket overstiger soveposesuget, og når jeg alligevel er ude i kulden, kan jeg lige så godt få gang i kogeapparatet og sparke lidt liv i de halvdøde kroppe omkring mig.

Nogle timer senere står vi ved indstigningen til vores rute. Satans! Tre andre klatrere er allerede på ruten! Det er ikke fordi vi forlanger at få de franske alper for os selv, men at have andre klatrere umiddelbart foran er både forstyrrende for vores oplevelse af klatringen samt farligt, fordi området er kendt for løse sten, som de måske river ned over os. Vi stopper og ser dem lidt an. Det viser sig at være en fransk guide med 2 unge klienter, og heller ikke han er glad for at få selskab. Med rynkede bryn kikker han på os og i et febrilsk tempo sætter han i gang op over væggen. Vi er ikke imponerede, og modsat god dannelse beslutter vi os for et overhalingsforsøg. Vi er alle i god form, rutens sværhedsgrad er langt under vores standard og vi er i modsætning til guiden i sine tunge bjergstøvler iført lette klippeklatresko. De skal snart få vores såler at se! Vi klatrer i to uafhængige hold og Søren og jeg skal føre 1. reblængde sikret af henholdsvis Jan og Bo.

Kort tid efter er Søren og jeg på hver sin side af guiden, som nu ser endnu mere vred ud, men blot 100 meter højere oppe har vi alle helt uproblematisk lagt de tre franskmænd under os.

Det her er livet! God klippe, smuk rute på et flot bjerg, sol fra en skyfri himmel. Bo og jeg fungerer perfekt sammen i dag og vi tilbagelægger meter efter meter, reblængde efter reblængde i en rytmisk glidende stil uden pauser, uden spildtid af nogen slags. Søren og Jan er nogle gange lidt foran, andre gange lidt bagefter, og som to jævnbyrdige reblag når vi toppen efter 3 1/2 times klatring - en god time hurtigere end guidebogen angiver som normaltid.

Vi er helt euforiske! Griner ubehersket ad hinandens fjogede bemærkninger, mens vi gumler på daggammelt brød og smuldret chokolade. Glemt er gårsdagens raseri; jeg husker kun mine bedste bjergture - alle klatret sammen med Søren.

Nedstigningen bliver anderledes besværlig: Fastklemte abseilreb, stejl is, løs klippe og en blød spaltefyldt gletscher. Ubehageligheder ganske vist, men med til at prente denne fantastiske dag i erindringen. Trætte kommer vi til hytten, indtager vores sidste madrester og tager endnu en nat på soveklippen.

Næste dag hilser vi igen på guiden - nu meget venligt stemt. De tre franskmænd var tilbage ved hytten kl 2 i nat, 10 timer senere end os. Han havde ikke kunnet finde den rette vej ned og var meget imponeret af vores hurtighed. "Trés vite!" siger han igen og igen.

"DRRINNG!"

Jeg har Konica importøren Morten Larsen i røret, da det ringer på døren. Udenfor står en fragtmand med to store papkasser Duracell batterier. "OK, sæt dem der, tak!" siger jeg, styrter tilbage til telefonen og får aftalen i orden: Vi kan få 200 film og 4 altvejrskameraer fra Konica!

Pludselig glider det, få dage før vi skal rejse. Hvor det viste sig umuligt at få sponsorer til kontante midler, er vi til gengæld overordentligt heldige med 'naturalie'-sponsorer, og min kælder fyldes med kasse efter kasse med vigtige produkter til ekspeditionen.

Men ikke alt er i orden. 5 dage før afrejsen ringer jeg for 117. gang til Mountain Equipment i England og rykker for vores 8 Redline soveposer, som vi særbestilte for 4 måneder siden.

"Vi er i gang med at sy den sidste, de kan være hos jer om en uge," siger den flinke englænder i den anden ende. "Om en uge! Fuck! Vi rejser onsdag!" Jeg forsøger at beherske mig. "Det står tydeligt i ordren!"

"Oh! It does?! Så sender vi dem med ekspreskurer og I har dem mandag. God tur!"

Jeg er målløs.

Tirsdag aften klokken seks, 14 timer før afgang har vi soveposerne. Lækre, varme, men alle helt ens og alle for korte trods vores detaljerede individuelle mål på ordresedlen. Det er for sent at brokke sig, vi må tage dem, som de er og skælde ud, når vi kommer hjem.

Det bliver en lang nat uden søvn. Køjesække og rygsække skal fyldes med udstyr og proviant. Paklister skal føres minutiøst og vægten registreres. 5 minutter før sidste sæk er snøret til kommer Jan Mathorne i sin bil for at køre det hele til lufthavnen. Vi er 65 kg over de 400, som Thai har tilladt os, og vi krydser fingre for, at det går.

Det sidste pressemøde, de sidste spørgsmål; familie og venner får det sidste klem. Al bagagen checkes ind, og Thai repræsentanten accepterer med et smil vores kolossale overvægt.

Kort tid efter synker jeg ned i Jumboens brede sæde og falder hurtigt i søvn. En blid kvindestemme vækker mig, og jeg kikker op på en smilende thaipige:

"Coffee, tee or ...?"

14 september og vi er på vej.

KATHMANDU.

Caspar: Det er muligt pletvis at se Kathmandu-dalen gennem flyvinduet - ellers ligger monsunens skyer grå, massive og regnvåde over Himalaya. Flyveren er halvtom, da turistsæsonen først starter 1.oktober, så der er kun få med foruden os.

Springet er næsten for stort, København-Kathmandu, jeg ved det, men hver gang er den der: lugtene, lydene det balancerede kaos. Da jeg trådte ud af flyveren sved det i øjnene, næsten et døgn uden søvn i flyvere og lufthavne og så skarpt lys og frisk luft. Vi gik hurtigt gennem immigrationen, da det Nepalesiske Generalkonsulat i København havde udstyret os med visa.

Det sidste nye stykke teknik de har fået i Kathmandu er et transportbånd til bagagen - så nu er det meget meget vanskeligt at få fat på sin bagage. Det kører sjældent, og der er ikke længere plads til kufferter og vadsække nogen steder. Tumulten breder sig, men vi er mange, så det går, selv om vi næsten har 1/2 ton ekstra udstyr med os. Mens de andre lægger bagagen op til toldeftersyn, skynder jeg mig frem til udgangen. Søren har været på studierejse i Indien, og skulle meget gerne være i Kathmandu for at tage imod os. Jeg ser ham lige så snart jeg når døren, og han ser ud til at være i fin form. "Hvordan går det med maven ?" "Helt OK," lyder hans svar. Jeg har brugt så meget energi på at tænke på maver, der er så mange eksempler på maveinfektioner, og de kan ødelægge så meget. Det er bl.a. derfor vi skal have egen kok med på hele turen, for hygiejnen er ofte så dårlig. Inden vi tog hjemmefra, havde jeg instrueret alle i, at de skulle udvise den største forsigtighed. F.eks. er vandet i Kathmandu så beskidt, at man skal tage selv brusebad med lukket mund. Så for ikke at ødelægge alle vores forberedelser skulle vi passe på.

Næste opgave er at få os gennem tolden. Der går mange historier om ekspeditioner der er strandet i Kathmandu lufthavn, og det ville være for ærgerligt, hvis vi skulle få problemer her. Det ser imponerende ud - 8 meter bagage - det synes tolderen åbenbart også. Han vandrer op og ned, prikker og føler, og pludselig som en høg slår han ned på en af vore vadsække. Endnu en gang lyder det: "Videocamera here ?" og mens Jan pakker ud forklarer jeg: " No Sir, no videocamera at all." Sækken viser sig at indeholde mariekiks. Han ser forståeligt meget skeptisk på os, men slipper os igennem uden de store sværdslag - flink tolder.

Uden for ankomsthallen møder jeg Ravi Chandre, Ama Dablam Trekkings direktør. Vi mødtes for første gang tidligere på året, da jeg var i Nepal for at gøre de sidste forberedelser. Ama Dablam Trekking er Nepals største trekkingbureau, og med dem er vi i gode hænder. Han har været mere end hjælpsom med at ordne formalia med Ministry of Turism, Department of Mountainering. Havde det ikke været for ham, havde det nok været betydelig vanskeligere for os at få klatretilladelsen så smertefrit igennem. Mens den ventende bus bliver læsset, aftaler vi først at køre til hotellet, derefter kan han og jeg så køre ned til ministeriet og hente vores tilladelse. Jeg har sat mig det mål, at vi skal være ude af Kathmandu om to dage. Hvis vi skal nå op til vores basislejr den 1.oktober, er der ingen tid at spilde. Jo længere tid det tager for os at nå ind til bjerget, jo kortere tid har vi til aklimatisering og bestigning. Vi kan sagtens løbe ind i mange problemer. Monsunen tager altid meget hårdt på Nepals infrastruktur, veje og stier forsvinder i jordskred, og Ravi fortæller mig da også, at vejen til Jiri hvorfra vi skal starte vores trekkingtur ind til bjerget, har været lukket frem til i går. Så det gælder virkelig om at mase på. Idag er det torsdag, og da lørdag er helligdag, er der kun i dag og i morgen til

at få ordnet alle papirerne.

Mod forventning er den embedsmand vi skal tale med på sit kontor. Som altid snakkes der frem og tilbage om vejret, turisterne, ekspeditionerne, guderne og maden. Endelig og med sigende blik trækker han vores chartek frem, men giver det hurtigt til en sekretær, der med ejermine kigger på det, bladrer lidt i det, for endelig at række det tilbage. Jeg får lyst til at flå det fra dem og så bare tage af sted.

"Tilladelsen er OK," siger embedsmanden, "nu mangler I bare tillægstilladelsen og briefingen om lov og orden i bjergene, så er det hele på plads." Imens han sidder og taler, rykker han typisk for Nepalesere hovedet frem og tilbage, og jeg bliver fanget af det et kort sekund, eller måske er det trætheden der sniger sig ind på mig, for jeg hører ikke rigtigt hvad han siger. Så dæmrer det - tillægstilladelsen - Ravi og jeg kigger på hinanden, og jeg venter på, at Ravi skal sige noget, men han venter åbenbart på mig, for pludselig taler vi samtidig. Jeg læner mig ind over embedsmandens skrivebord, som om truslen om fysisk magt kan gøre, at vi får tilladelsen. Jeg er cirka dobbelt så stor som ham.

"Hvilken tillægstilladelse, hvor lang tid ?" Embedsmanden slår beklagende ud med armene og rykker væk fra skrivebordet i sikkerhed, "Nye regler, alle skal godkendes igen, kom tilbage i morgen."

"I morgen," siger han, "i morgen kan I få tilladelsen."

Det er næsten mere end jeg kan klare, og for mit indre øje ser jeg talrige embedsmænd granske vores papirer og ved, at når først alle Nepals bureaukrater går i gang, kan det tage uendelig tid.

Ravi og jeg veksler kun få ord, da vi kører tilbage til Thamel og hotellet. I bilen beslutter jeg, at vi skal fortsætte som om intet var hændt, og så håbe på, at alt ordner sig. Vi aftaler at mødes for at gennemgå proviantlister, bestille mere proviant og kigge på hele forløbet og vores tidsramme. Inden jeg smækker bildøren, klapper han mig på hånden: "Tag det roligt, I skal nok komme af sted, jeg skal gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe jer." En smule beroliget går jeg ind på hotellet der summer af aktivitet. De andre roder med paksække, pakker ud og om, og der hersker en dejlig glad og intens stemning. Jeg orker ikke at snakke med dem om tilladelsen lige nu, så jeg sniger mig ind og tager et hurtigt bad. Koldt naturligvis, for det varme vand er "out of order" som alt andet i Nepal denne eftermiddag. Bagefter orienterer jeg de andre om tingenes tilstand, og vi aftaler at mødes på Rumdoodle, den berømte klatrebar i Kathmandu, ved 19-tiden.

Det er sjældent, at jeg har lyst til at sparke til Kathmandu's hunde, men selv om mødet med Ravi har været godt og meget er faldet på plads, føler jeg, at det vil kunne give afløb for mine aggressioner opsparet fra eftermiddagens ministerielle møde. Lige da jeg overvejer hvilken hund der kan være mest fornøjelig at sparke til, dukker en af byens talrige hajer ud af mørket og går i gang med remsen: "Change money, hash, buy carpet, rikshaw, hotel." Det sidste nej snerrer jeg ind i hovedet på ham. Det hjælper lidt, hundene slipper for i aften. Rumdoodle ligner sig selv, og der er kun få gæster i restauranten i stueetagen. Tjeneren genkender mig, og på vej op af trappen til baren giver han mig et "Namaste." Igen her får jeg et venligt nik, denne gang fra bartenderen. Da mine øjne har vænnet sig til halvmørket, ser jeg de andre, allerede godt i gang med barens fristelser. Vi havde aftalt inden afrejsen, at vi kun ville spise steder med "sikker" mad.

Restauranten i stueetagen er OK og tydeligt inspireret af det russiske køkken , da en tidligere kok var oplært af den legendariske hviderussiske flygtning, Borris. Kylling Kiev og Beuf Stroganoff - en sikker vinder. Tjeneren kommer med menukortet, og middagen og en yogustani delight (vodka og ananasjuice) bliver bestilt, og med det falder der ro over bordet.

Jeg er bare så træt og gider næsten ikke tale med de andre om dagens hændelser. Jeg har det bedst med uforpligtende snak, og vi aftaler at diskutere dagen i dag, i morgen, fremfor nu.

Jan N: Jeg ligger på mit hotelværelse klokken ni om aftenen. Den infernalske gadelarm trænger uhindret gennem det tynde, plettede nylongardin. Gamle skrammelkasser, hjemmelavede busser, knallerter og taxacykler kører tilsyneladende planløst rundt mellem hinanden nede på den smalle, mudrede vej, der er hovedgaden i bydelen Thamel. Eneste fællestræk på den brogede samling af transportmidler er det konstante brug af hornet. "Dette vænner jeg mig næppe til," tænker jeg med hovedet under puden.

Vi ankom til Kathmandu i eftermiddags. Flyet slap skydækket 50 meter over landingsbanen og vi skred af sted gennem vandpytter og oliepletter til vi åndede lettet ud foran ankomstbygningen. En større flok nepalesere med bannere og et orkester så ud til at stå og vente på en eller anden berømthed ude på gaden. Det første, lidt overvældende, møde med asiatisk imødekommenhed og gæstfrihed ramte mig, da den første blomsterkrans blev hængt om halsen på mig, og jeg læste det nærmeste banner: "Hearty welcome to the Danish Ama Dablam expedition". Det viste sig at vores nepalagent, Ravi, havde arrangeret en lille hyggelig velkomstkomité. Jeg havde svært ved at gøre op med mig selv, om det var præcis det, jeg havde lyst til efter 15-16 timers flyvetur, tidsforskydning og det obligatoriske antal drinks serveret af tilsyneladende utrættelige stewardesser.

Nu forsøger jeg at få styr på mine tanker efter en kaotisk eftermiddag med arrogante bestikkelige toldfunktionærer, venstrekørsel, endeløse håndtryksseancer med ministerielle embedsmænd, og tømmermænd. Ja, det er selvf¢lgelig tømmermænd, denne trykken bag øjnene. Endnu er den nødvendige paranoia over mærkværdige asiatiske sygdomme blot en svag erindring om en læges advarsler hjemme i Danmark. Så jeg har det sikkert godt i morgem.

Jeg føler mig meget anderledes og underligt utilpasset her i denne mærkelige kultur. Der bliver en del at omstille sig til. Jeg er her for at klatre, bestige et bjerg, en ting som jeg kender og har forberedt mig godt og grundigt på. Men her er ingen bjerge. Her er ikke koldt og klart, men en grå og monsuntung himmel, fugtigt og meget varmt.

Kvarteret om vores hotel er en myldrende, levende labyrint med stærke, fremmede lugte, en kakafoni af billarm, stemmer og skrattende transistorer. Med disse beroligende indtryk marcherende gennem mit hoved, falder jeg i søvn.

"Pumpernickel". En høj, tynd amerikaner med rasta-fari hår ned til bukselinningen, iklædt fløjlstrompetbukser og 20 kg halssmykker, betror os, at netop "pumpernickel" er det eneste sted, der serverer ordentlig morgenmad. Han har spist der hver morgen de sidste 18 år. Det sidstnævnte betvivler vi ikke.

Køen af vesterlændinge uden for kaffebaren er lang. En anden amerikaner fortæller os, at "pumpernickel" er "safe". Vi har vænnet os til den evige snak om maveinfektion, amøbedysenteri og flagyl. Konstant analyserer vi vores mavers tilstand. Vi kikker længe og grundigt ned i tønden efter hvert lokumsbesøg og trætter vores tålmodige læge, Henrik, med detaljerede technicolor beskrivelser af afføringen. Hvem bliver mon den første, der bukker under? "Paranoid? Mig? Slet ikke, men det er jo første gang man er herude..."

Caspar: Jeg tager en taxi fra Pumpernickel ud til Ama Dablam Trekking. Det er i dag vi skal have det hele på plads, så vi kan komme af sted i morgen. Ravi er fortrøstningsfuld, "no problem" alt skal nok falde på plads. - Det kan han sagtens sige, det er heller ikke ham der skal af sted. De forsyninger vi bestilte i går er ankommet, og de skal gennemgåes og vejes, så de kan pakkes i lige store læs til bærerne, - der er masser af arbejde endnu.

Jan N: Efter morgenmad er der et par timers pause til dagens første officielle møde hos turistministeriet. Jeg zig-zagger af sted gennem et mylder af mennesker i en smal gade. En gang imellem kommer en ramponeret bil tordnende gennem folk og husdyr, der alle, uden at fortrække en mine, mirakuløst undslipper døden med et par millimeter. De fleste bygninger har åben facade i stueetagen, hvor slagtere, marskandisere og alle slags kræmmere viser deres varer bredt ud på gulvet og ophængt i kroge og snore på kryds og tværs. Der er så fantastisk mange sanseindtryk, at jeg ser alt uden at se noget alligevel. Farver, lugt, larm. Et blodigt oksehoved på en bakke ved siden af en skålfuld indvolde med et levende tæppe af fluer over. To politibetjente på vej ned ad gaden med hinanden i hånden. Banansælgere. Bare fødder. En knægt, der håbefuldt spørger: "Hashi? Hashi?" Vil han købe eller sælge? Det er nok. Lidt svimmel. Søger tilflugt på mit værelse og drømmer.

Caspar: Resten af ekspeditionen er nu kommet, så vi tager et par taxi'er ned til ministeriet. Jeg er lidt spændt på, hvordan de vil modtage os efter gårdsdagens møde. "Hello Mr.Caspar," min ven fra i går har et stort dejligt smil, "everything is nearly OK," men på vej ud af døren siger han: "One minute". Jeg smiler beroligende til de andre: "Han skal nok bare hente tilladelsen, sid ned og lad os vente." Klokken nærmer sig stærkt 1, og vi har siddet på hans kontor for længe. Søren mumler noget og rejser sig for at høre, om vi andre også vil spise frokost. Inden jeg har set mig om, sidder jeg alene på kontoret. Det er svært at tænke positivt. For at slippe af med min energi, begynder jeg at gå rundt på de forskellige kontorer for at lede efter ham. Jeg finder ham, og han ser ud til at hygge sig: The, en sekretær og en rar snak inden fridagen. "Hvad bliver det til med tilladelsen, hvor er den henne"? Han ser ud af vinduet, og som om han ved at de andre er gået til frokost, foreslår han, imens han stadigvæk ser ud af vinduet, at give os briefingen om lov og orden nu, selv om vi formelt ikke har tilladelsen. "Tak," men hvor fanden er de andre henne, tænker jeg. Jeg går ind mod byen, men kan ikke finde dem, og det er mere end nedslående. Da de endelig dukker op er det for sent til briefingen, da der kun er få minutter til fyraften.

Næste dag, lørdag, går med at pakke, se lidt på byen og ikke mindst nattelivet.

Jeg har lidt svært ved at fokusere på embedsmanden søndag morgen og sveder kraftigt, selv om det er ganske køligt. Aftenen startede rimeligt, men endte uoverskueligt. Den sidste klare erindring jeg har er, at vi åbnede en lukket bar og drak Singapore Gin Sling. Embedsmanden har brugt sin fridag fornuftigt. Han har sikkert bedt til sine guder og været sød ved sin kone, han ser i hvert fald meget frisk og veloplagt ud. "Good morning Mr.Caspar," råber han glad til mig. "Everything is OK." Jeg bekræftiger med en svag nikken. Han kagler glad og ryster hovedet frem og tilbage imens han hiver tilladelserne frem. Nu er livet dejligt og alting er nemt. Briefingen er hurtigt overstået, og vi forlader ministeriet med højt løftede hoveder.

Alt er i skønneste orden da vi kommer tilbage til Ama Dablam Trekking. Vi skal køre til Jiri, der hvor vores trekkingtur ind til Ama Dablam starter, i to busser. Den første bus er pakket og klar til at køre. Med den sender vi køkkenholdet, nogle af vores bærere samt det meste af bagagen. Vi er godt i gang med at pakke vores bus, da Ravi kommer og fortæller mig, at vi mangler endnu en tilladelse, denne gang til at køre til Jiri. Apatiske sætter vi os i skyggen og venter. Men vi er heldige, det tager kun otte timer at skaffe den, og endelig kan vi kravle op i bussen for at køre gennem natten mod øst til Jiri. Jeg føler en stolthed som jeg aldrig har mærket før.

GENNEM MONSUNEN

Caspar: "End Point", - bussens lygter fejer hen over Kathmandu - Jiri, vejens sidste skilt. Gearkassen protesterer for sidste gang, og stilheden sænker sig. Den bløde regn holder op, de andre vågner, bærerne filtrer sig ud og vælter rundt med vores køjesække i en uordentlig bunke. Klokken er 4 om morgenen. Vi skal af sted ved daggry, der ligger 14 dages relativ svær vandring forude gennem dale og over småpas ind til Ama Dablam. Vi tømmer hurtigt bussen for bagage. Kokken og køkkendrengene som kørte med vores anden bus er nået frem betydeligt hurtigere end os. De har forberedt middagsmaden, så vi sætter os til bords - ris, linsesovs, suppe og kød - klokken 4 om natten.

Det er første nat i teltet, altid en fin fornemmelse at krybe ned i soveposen, finde det sted hvor liggeunderlaget er blødest, og så sove tungt og godt med frisk luft om næsen. Tidligt næste morgen galer alle Jiri's haner ekstra tidligt for at byde os velkommen, og selv om det kun er et enkelt dybt åndedrag siden jeg lagde mig til at sove, er det ikke svært at vågne. Spændingen er så stor. Der er en helt speciel magi forbundet med at se bærerne drive ind i lejren for første gang, når man er på tur. Jeg har oplevet det mange gange før, men hver gang risler det op og ned ad ryggen. Lejren summer af aktivitet, al vores udstyr og bagage, 1 1/2 ton i alt, skal fordeles mellem bærerne. Mens vi spiser morgenmad, forlader de første bærere lejren, og som små røde perler snor de sig op ad skråningen øst for Jiri - ekspeditionen er virkelig på vej.

Det er helt ufatteligt, at al det arbejde vi har lagt i at komme af sted, nu er ved at bære frugt, at en idé materialiserer sig, endnu kun som røde perler, men snart vil vi være oppe i bjergene, i gang med det, det virkelig handler om - at gennemføre bestigningen af Ama Dablam.

Efter morgenmaden bryder vi lejren, tager rygsækkene på og følger efter bærerne. Dejligt at skulle tilbage til det Nepal som jeg kender så godt, og holder så meget af.

At komme væk fra vejen og op på de stier som nepaleserne har trådt gennem århundreder, er som at forlade den vestlige verden. Man træder ind i en anden tid med andre værdier og livsholdninger. En verden, der som vores, har sine minusser og plusser, men som jeg befinder mig utroligt godt i. Peter og Søren har været på trek før, men for de andre er det første gang. Søren, Nicolaisen og Bo forlader hurtigt lejren, Henrik og Jan M. går kort tid efter. Michael, Peter og jeg til sidst, efter den sidste bærer.

Vi går forbi "End Point" med forventningerne helt i top. Alt forløber som det skal, og vi overholder vores tidsplan til punkt og prikke, mandag den 19. september og vi er for alvor på vej.

Stien stiger stærkt i begyndelsen, og den er som brun sæbe, stadig opløst efter nattens regn. Hurtigt overhaler vi de sidste af bærerne, de smiler under deres tunge læs - føler sikkert de forventninger vi har. At arbejde som bærer for en ekspedition, er forbundet med langt mere status end blot at arbejde for en trekking-gruppe. Ekspeditionen har stærke deltagere, flere penge og som regel en læge med, alle sammen ting som en trekking-gruppe har svært ved at leve op til.

Hurtigt forsvinder støjen fra Jiri og bjergenes lyd tager over; bække med rislende vand, løv der rasler i vinden og ens eget tunge åndedræt. Efter ganske kort tid dukker det første thehus op. Nogle bærere drikker the sammen med Neike og Sirda'en. Jeg sætter mig dampende på stenene foran huset, for at høre om alt er i orden. Naturligvis Burra Shab. Jeg check'er for en sikkerheds skyld bagagen på de bærere der holder hvil ved thehuset. Sækkene er bundet sammen to og to, og passer perfekt til en bærerryg. Men ikke alt vores udstyr og mad er i sække. Vi har en del kurve med mad og dunke med brændstof til madlavning. Dukoierne er lokale bærekurve, og meget velegnede til deres formål. Det er straks værre med dunkene der ikke giver sig i forhold til ryggen. Men alt er som det skal være, der er virkelig ikke nogen problemer.

Skyerne trækker sig sammen, og det ser ud til, at det kunne give sig til at regne, og det er mere end varmt. Efter et par timers vandring ser jeg et par af de andre ligge på en presenning ved siden af vores køkken og drikke saft, bare tæer og store grin. De er alle vant til at klare sig selv i bjergene. Her har vi kok og køkkendrenge, potter og pander i mængder. Med baseball-kasketten trukket godt ned over øjnene sidder kokken på hug ved siden af petroleumskogeren og steger dåseskinke, den ene køkkendreng vender blomkål, kartofler og karry i en gryde, de andre gør sig nyttige med talrige småting, der alle skal gøre livet lettere for os. Duften fra køkkenet er forjættende.

Snakken går, og det er utroligt at være her. Snart dukker forsigtige og meget nysgerrige børn op, de sidder på sikker afstand og kigger på vores store fødder. Det er rart at se, at de andre er imponeret over servicen. De havde ikke regnet med, at der var så megen luksus. Frokosten bliver serveret i portionsanretninger, god og nærende kost i rigelige mængder - dejligt.

Så kommer regnen, nogle dryp, og så siler det. Alle har sorte herreparaplyer med, bortset fra Bo, der har støvet en lille lyserød sag op der matcher til hans minimale shorts, - plathederne ligger lige for. Godt gemt under paraplyerne, der nok mere har psykisk end praktisk betydning, da det er så varmt, at man bliver gennemblødt af sved, går vi videre. Op og ned gennem dale og over småpas, stierne er glatte af regn, og overalt er der bremsespor fra bærernes tæer, der prøver at holde igen. Sidst på eftermiddagen når vi frem til Shivalaya, vores natlejr. Regnen er holdt op, og vi går i gang med at rejse vores telte. På turen ind sover vi to mand i hver telt, i base camp har vi hver vores. Jeg deler telt med Peter, det er trygt, vi havde en fin tur sammen rundt om Annapurna i 86, og vi kender hinanden godt. De andre sover sammen i reblag, for dem en god måde at lære hinanden endnu bedre at kende på. Kokken er i gang igen, passende, for vi er sultne. Middagsmaden spises i vores messetelt - et villatelt fra Polen.

Jeg var sidst på denne rute i 86 med en dansk trekking-gruppe, vi gik i november måned, midt i højsæsonen. Det er slående så stor forskel der er fra nu og til sæsonens forholdsvis tæt pakkede stier, det giver det hele et mere eventyragtigt skær. Naturligt kommer man til at tænke på, hvordan det må have været for de første ekspeditioner til Nepal i begyndelsen af 50'erne. Hvor utroligt spændende det må have været at begive sig ud i fuldstændigt fremmed terræn. Tider hvor det ikke var muligt at købe varer for pengesedler, de var ukendte i bjergene, det eneste der var gangbart var småmønter. Det er muligt med lukkede øjne at fornemme lidt af stemningen fra dengang. Nepaleserne ser hellere end gerne pengesedler, selv om det kan være svært at veksle store sedler, og overalt har den vestlige verden sat sine spor. Men det ødelægger ikke oplevelsen og fornemmelsen af spænding og forventning, som pusler gennem os alle.

Rutinen er der allerede, morgenthe, rygsækken på og så gik den dag. Videre ind mod bjerget, ikke at der tales meget om den forestående opgave, der er så meget andet at tale om. Vi passer så fint sammen, er en virkelig homogen gruppe med et dejligt humør.

Dagens rutine brydes af utrolige naturoplevelser og aftenens forskellighed. Jeg har en fantastisk tur, føler mig så godt tilpas, og er sammen med mennesker som jeg kommer til at holde mere og mere af for hver dag der går. Herligt at nå frem til natlejren og få skyllet den værste sved af, for derefter at drikke et glas rakshi og få en god snak. Jeg er ikke selv klatrer, så det er meget tankevækkende at komme ind på livet af mennesker, hvis liv styres ud fra andre principper end ens egne. Hvor ord som "søgen efter livet, intellektets sejr over kroppen og tyngdekraften, jagten på den ultimative spænding" bruges som parametre - parametre der kun får liv gennem og bliver forklarlige ved - død. Søren og jeg diskuterer, hvad der egentlig definerer vores handlinger og mål, om hvilke midler der tilfredsstiller disse. Sørens tro på, at man alene gennem buddhistiske overvejelser og dogmer kan nå til afklarethed om vores vestlige og materielle verden, betragter jeg som en decideret flugt. Det er vel kun gennem en erkendelse af vor kulturelle baggrund med dens fordele/ulemper og jeg'ets behov, at man kan komme videre?

Jeg har set for mange i Kathmandu, som uden rigtig at tage stilling til den verden de flygter fra, lede desperat efter en ny og bedre. Nepal vrimler med yougi'er og lama'er der giver anvisninger om vejen til den ultimative lykke til ideologisk sultende vesterlændinge - der blot skal sige mantra'er i det uendelige og donere lidt penge, så er vejen fundet. Derimod hvis man, med et afklaret sind, søger hjælp i Buddhismens/Hinduismens tankesystemer, er der en mulighed for at nå langt i både selverkendelse og verdensforståelse. I bund og grund handler det alene om faktorernes orden, og den er ikke ligegyldig. Vi får noget mere rakshi - varm og stærk. Uden at vi lægger mærke til det, er klokken blevet mange, og stille er vi gledet over til at tale om andre ting. Nepaleserne i thehuset gør klar til natten, skæve smil, børn der putter sig sammen under et vattæppe, olielamperne bliver pustet ud, bortset fra den ved vores bord. Vi tømmer vores glas og går ud i natmørket, hvor tusinde stjerner og kanten af månen viser vej til vores telte.

Henrik: Vi har været af sted i nogle dage. København, arbejde og den sidste hektiske periode før afrejsen er væk; ligesom de spændende men også lidt stressende forberedelsesdage i Kathmandu, en inspirende og fremmedartet sammenblanding af Østens mystik, en sjat tresser hippieliv og et tungt bureukrati. Vi er faldet ind i en rolig rytme, som følger solen, regnen og vore omgivelser. Det er sidst på monsunen, der ikke længere er helt konstant, men dog følger et mønster med sol om morgenen og tiltagende skydække op ad formiddagen. Ved 12 - 13 tiden kommer regnen, og sidst på eftermiddagen klarer det op igen.

Der er morgenvækning klokken halvsyv. De første dage var jeg bombet og sov indtil da, men nu står jeg som regel op inden. Jan Mathorne, som jeg deler telt med, sover helt igennem. Det er flot at stå op med solen, himlen er klar og uden skyer, og luften kølig. For et par dage siden i Junbesi, så jeg for første gang et af de store bjerge, Numbur på 6900 m. Jeg var oppe allerede klokken halvseks og sad på et par sten ved vandløbet, hvor vi havde lejr. Nordpå, igennem en udskæring i skoven dannet af vandløbet, så jeg bjergets flotte sydvæg med den ene stejle issøjle efter den anden. Af og til dækkedes synet af skyer, der sejlede henover og mens jeg ventede på deres forsvinden, nød jeg den friske morgenluft, der duftede af nattens regnskyl.

Hvad er det,der er så tiltrækkende ved disse store kolosser af sten, is og sne? De er smukke, men hvorfor vil jeg risikere liv og lemmer for at komme op på dem? Er det ikke nok at se ? Jeg vil derop, der er ikke den mindste tvivl i mit sind. Klatring er en livsstil, en tilsyneladende meningsløs foreteelse, der dog er med til at forme og definere mig. Det er den ultimative udfordring, der stiller ekstreme krav fysisk og psykisk men også intellektuelt. Jeg skal være toptrænet til at klare lodrette bjergsider måske flere dage i træk, hvor jeg kun hviler bundet fast til væggen. Psykisk skal man være meget stærk, en fejltagelse kan koste en livet, man er under et enormt pres. Ens viden om og bedømmelsesevne af rutevalg, laviner og sikringsmuligheder skal være i top. Det hele foregår med de flotteste, mest storslåede omgivelser man kan forestille sig. Klatringen er en totaloplevelse, der stiller de største krav, og giver fantastisk stærke og intense oplevelser også af en selv. Jeg bliver ved med at søge ud i bjergene og ind i mig selv,- der er ingen tvivl om fornuften i klatring.

I den anden ende af lejren høres kokkens rumsteren, sammen med køkkendrengene er han i fuld gang med at lave te og morgenmad. Efter morgenvækningen og teen begynder lejren at summe af liv. Bærerne dukker op, de har sovet rundt omkring i byen, under halvtage, i grotter og hvor de ellers kan finde læ. I bedste "britiske emperiestil" spiser vi morgenmad med grød, æg, brød, ost, yaksmør, marmelade, peanutbutter, honning, yakmælk, kaffe, kakao og te. Imens bliver lejren brudt med og bærerene sendt af sted. Når køkkendrengene har vasket op pakker køkkenet sammen og går hurtigt forud, så frokosten kan forberedes.

Vi slår mave en halv times tid og går ved otte-tiden. I løbet af formiddagen er der stadig flotte kik imellem skyerne. Vi går i vores eget tempo, alene eller sammen i små grupper. Bo halser foran som er det en atletikbane. I begyndelsen gik jeg en del alene, men efterhånden går jeg oftest sammen med Jan M. og tit Jan N. Det er godt at Caspar og Peter er med til at ordne alt det praktiske, så vi andre kan slappe af og lade op. Sådan en indmarch er perfekt til at pusse formen af på, i hvert fald for de fleste af os, da vi alle har arbejdet hårdt inden afrejsen. Trekking er for de fleste turister deres livs største rejseoplevelse, for os er det "bare" opvarmning.

Vi er nu i Kharikola, en driftig landsby med skrædder, handel og tehuse. Dagens distance har været kort, vi krydsede for første gang Dudh Kosi floden, som kommer ned fra Everest. Vi har i 5 dage gået mod øst og skal nu mod nord op til bjergene. Fint at det har været en let dag, da monsunens fugtige vejr har tag i os med forkølelse og influenza.

Det er dog ikke kun vores egne problemer jeg skal se på. Der er ømme ben og hosten hos en del bærere, og det rygtes hurtigt i Kharikola, at der er en ekspedition med en læge. Fra Kharikola er der 4 - 5 dagsmarcher til nærmeste læge, så det bliver en længere konsultation. Nepaleserne er også præget af monsunens fugt, og en del er forkølet og har feber. Det giver en forståelig frygt for lungebetændelse, der her, hvor der ikke altid er adgang til penicillin, kan være dødelig. Det virker beroligende, at jeg lytter på deres lunger med stetoskopet og bagefter kan fortælle at de ikke fejler noget alvorligt.

En mor kommer med sit spædbarn, som har et par sårskorper i hovedbunden. I øvrigt ser barnet rask ud og er meget tillidsfuld og protesterer ikke mod at blive undersøgt. Der er nu intet galt, så jeg nøjes med at fjerne de tørre sårskorper og vaske med sæbe. Bagefter smiler moderen og barnet glade farvel.

Efter alle småskavankerne kommer der et par, som ved hjælp af en af vores sherpaer spørger om jeg vil komme med, da en mand er sengeliggende med betændelse i skridtet. Sammen med et par af de andre går vi op til et hus lidt oppe ad en skråning i udkanten af landsbyen. Et hus er så meget sagt, det er en hytte med lerklinede vægge og en stald i den ene ende. Der er ikke nogen skorsten, så vi kommer ind i et meget røgfyldt lokale med et ildsted og man skal se sig godt om for ikke at falde over det sparsomme møblement. I den fjerne ende står en gammel træseng, hvori der ligger en gammel, dvs. 40 - 50 årig, mand. Han er svag og meget afmagret, og familien fortæller at han har været syg i nogen tid. Hans skridt er opsvulmet og betændt og benene er hævede. Jeg undersøger han fra top til tå, han er dårlig og vil næppe overleve sin sygdom, men han er på den anden side ikke døende endnu. Det eneste vi kan gøre er at give familien nogle gode råd om hygiejne og opfordre dem til at give ham god mad med majs og æg. Jeg giver dem ligeledes nogle piller, der skal tage den værste hævelse. Det er svært at gå derfra med en følelse af ikke at kunne give den optimale behandling. I Danmark ville han akut blive indlagt på en specialafdeling, men her er grænserne for, hvad man kan behandle, anderledes. I virkeligheden skal intensiv sygehusbehandling heller ikke være det primære mål, da det for det store flertal er vigtigere med forståelse af og mulighed for en rimelig hygiejfne og en god ernæring.

Han er den dårligste vi har set på turen, selv om der i Sete i begyndelsen af trekket var en ung mand med en 7 - 8 cm lang flere dage gammel flænge i skalpen, fyldt med betændelse og dødt væv. Efter en tid og da vi spurgte direkte, indrømmede han at det var sket i en knivkamp.

Tilbage i lejren slapper vi af med te og småsludren om dagen og hvad der venter os. Jan M. er i sit praktiske hjørne og lodder Sørens walkman med en teltpløk. Efter maden går de fleste af os i byen, dvs. ind på et lodge, hvor vi snakker med andre trekkere. Vi får lokal cola og Khukri-rom. Der er en transistorradio med båndoptager, et af numrene er Kim Larsen, man føler sig næsten hjemme, der er dog ingen hjemve.

Næste dag fortsætter turen med 1000 højdemeters stigning op gennem regnskyer og troldeskov kun afbrudt af mani-mure og enkelte meget fattige hytter. Vi glæder os alle til den 1/10 kl.12, for der vil monsunen holde op ifølge Caspar.

Caspar: Nu har vi gået i 6 dage, er på vej ud af middle hills og ind i dalene der løber op til foden af de høje Himalaya-toppe og dermed Ama Dablam. Vegetationen har skiftet karakter, der dyrkes ikke længere så meget ris og der anes nåletræer i horisonten. Vi er på vej ind til Sherpa'erne, Nepals berømte bjergfolk, der så uløseligt er forbundet med ekspeditioner og trekking-grupper. Monsunen har fulgt os hele vejen, og der bliver hostet og harket i geledderne. Indtil videre har turen været hård på grund af den meget regn og fugt. Opstigningerne til de småpas vi har krydset, har alle været glatte og besværlige, nedstigningerne rene rutschebaner. Det er rart at vide, at monsunen holder op den 1.oktober kl.12, den dag vi har planlagt at nå vores base camp. De griner ad mig, når jeg siger det, men jeg har det fra pålidelig kilde i Ministry of Tourism og min egen erfaring fra tidligere år vil vide at det måske passer. Bedeflagenes antal stiger, vi går forbi mani murer og stupa'er, alt sammen tegn på, at vi er nået til buddhistisk land og Sherpa'er. I morgen skal vi m¢de vores Laisson Officer Sap Gupta. Han er fløjet op til Lukla fra Kathmandu. Det bliver spændende at se, hvordan han klarer det. Han har aldrig været i bjergene før, men det bliver godt at få ham herop til at klare problemerne med lokale myndigheder, hvis nogen skulle opstå.

L.O.'en traver ind i lejren i fin form, højttalende med rygsæk, bærer og uldhue. Alt går fint til det bliver mørkt og der lyder nogle bekymrede "excuse me Mr.Caspar." Problemerne bliver løst, han bliver puttet ned i soveposen og klarer den første nat fint, selv om det er bidende koldt. Næste morgen kan han, med slet skjult stolthed, proklamere, at nu er han rigtig en del af ekspeditionen.

I dag vil vi nå frem til Namche Bazar, sherpaerne's "hovedstad". En stor og velekviperet by, hvor alt kan lade sig gøre - varme brusebade, næsten internationalt køkken og hurtige handler. Efter kort tids vandring fra vores natlejr, når vi indgangen til Sagarmatha National Park. Sidst jeg var her styrtregnede det, stien var et ælte og der skete flere tragiske hændelser. Blandt andet gled en ung sherpakvinde med et nyfødt barn af stien - barnet overlevede! Så da det har regnet meget, er jeg spændt på, hvordan stien ser ud. Men der er ingen grund til bekymring, for der var blevet anlagt en ny langs Dudh Kosi floden.

Landskabet har nu helt ændret karakter. På de få marker der ligger langs stien dyrkes majs og kartofler og løvtræerne er blevet afløst af nåletræer. Dudh Kosi floden, som vi krydsede for første gang for et par dage siden, har nu snævret sig ind til en brusende malstrøm - mælkehvid som det navn den har fået på nepalesisk. Det mærkes nu med al tydelighed, at vi er kommet op i højden. Landskabet er blevet betydelig barskere og rygsækken mærkes.

Det er nu den 27. september, og vi har nøje overholdt vores tidsplan, så vi kan se frem til et par velfortjente hviledage i Namche. De skal både tjene til hvile, men også til højdetilvænning. Samtidig skal vi have handlet det sidste, inden vi når op til basislejren. Ved frokosttid får vi øje på de første af Namches huse, og inden længe har vi nået vores lejrplads, der ligger midt i byen. Namche Bazar er dejlig, specielt her uden for turistsæsonen. Vi har den mere eller mindre for os selv, da trekkerne ikke er kommet endnu. Der er dog et par ekspeditioner, som enten er på vej op eller på vej hjem.

Størst af alle er den franske multimillion Everest-ekspedition. Overalt sidder klistermærker for Antenne 2 og andre sponsorer. Byen genlyder af historier om dollars og store bedrifter. Franskmænd med walkie-talkies vandrer op og ned af stræderne mens de råber beskeder i alle verdenshjørner, og med jævne mellemrum høres motorlyden fra deres helikopter, der bringer friske forsyninger til Everest base camp. Det er virkelig big business. Vores 400.000 kr lavbudget ekspedition bliver sat i kraftig perspektiv, hvilket dog ikke på nogen måde tager glæden fra os.

Det er i dag, at vi skal sige farvel til vores bærere, da bagagen skal læsses på yakokser. Fra Namche Bazar bruger man næsten altid yakokser, da de er mere hårdføre end selv nepalesiske bærere. De mange te- og privathuse som findes i Nepals middle hills, og som fungere som rastepladser for bærere, finder man ikke højere oppe. Temperaturen bliver så lav om natten, at det ikke er muligt at sove ude uden at have en virkelig god sovepose med, og det har bærere ikke.

Yakokser er store, venlige og stærke. En kan bære det samme som to bærere, så vi har brug for 16. Vores Sirdar Pema tager ud for at finde dem. Det viser sig vanskeligt, da franskmændene har lagt beslag på mange yak.

Vi vil nyde "civilisationen" en sidste gang, så vi giver kokken fri og går på jagt efter byens bedste lodge. Planen er at få mad i rigelige mængder, brændevin, en hyggelig snak samt indvie vores medbragte Trivial Persuit. Det hele går fint, indtil vores L.O. kommer med bedrøvede øjne og problemer i posen. Han har nu talt med en række andre L.O.'er, som har det meget bedre end ham. For det første har de flere penge, og det må vi gøre noget ved! For det andet vil han have en af vores 3 walkie-talkies. Helbredet kan nok ikke helt klare strabadserne i basecamp, men hvis han nu får en walkie-talkie, kan han være i kontakt med os, selv om han er i Namche. For det tredje må vi ikke plante Dannebrog på toppen af Ama Dablam, uden at det nepalesiske flag står ved siden af. Da han ved, at vi ikke har noget nepalesisk flag, ser han sig nødsaget til at konfiskere de rød-hvide farver, så vi ikke skal lade os friste.

L.O.'en og jeg går afsides, for over dampende te og dybe blikke at løse de opståede problemer. Det er kun naturligt, at han føler et økonomisk savn, når vi hører om de summer bl.a. den franske Everest ekspeditions L.O. har at rutte med. Men hvad er der at gøre? Vi har ingen penge, i sig selv en underlig påstand, da vi jo er i Namche på vej til at opfylde en drøm, men ikke desto mindre korrekt. Vi har så få penge, at vi kun har råd til grøntsager. Så det bliver forelagt, at han jo er mere end velkommen til at komme op til vores basislejr og dele det lidt vi har. For han må ved samme lejlighed forstå, at vi ikke kan undvære nogen walkie-talkie, og at de slet ikke kan sende så langt. Vi har medbragt dem for at øge sikkerheden på bjerget, og den vil jeg ikke give køb på - derimod er Dannebrog's skæbne besejlet. Der er krise, så for at komme videre bliver dr. Hansen tilkaldt. Han bliver sat ind i sagens akter og underkaster på stedet L.O.'en en helbredsundersøgelse. Konklusionen er entydig - L.O.'en kan sagtens klare en tur til base camp - retur! Det bliver aftalt at vi alle nu, efter bedste danske mønster, skal sove på det og så mødes til morgenmad og der nå frem til en afklaring. L.O.'en går i seng, vi andre lægger strategien for morgendagens møde - hovedpunkterne er klare, farvel til nationens farver og så skal jeg ikke give mig en tomme med hensyn til penge og walkie-talkie. Vi tager et spil Trivial Persuit til, et glas og får hurtigt humøret tilbage. Da vi går råber lodgeejeren efter os, at han er sikker på, at vi nok skal få succes med bestigningen af Ama Dablam. Det kan han mærke og det er én dejlig en at sove på.

Morgenmaden forløber bedre end ventet. L.O.'en har erkendt, at han ingen penge får og er naturligvis lige så opsat som os på, at vores forehavende skal lykkes. Derfor kan han klare sig uden walkie-talkie. Vi aftaler, at han vil få Dannebrog overrakt kl.11:00 i lejren, og han vil tage et par ekstra dage i Namche for at vænne sig yderligere til højden. På et senere tidspunkt kan han så støde til os i base camp. Da vi er ved at være færdige med maden, kommer sirda'en med nyheden om, at yakokserne er blevet skaffet, og at de vil ankomme i aften således, at vi kan tage af sted næste morgen.

Da det bliver aften kommer de 12 yak, drevet af den sejeste tibetaner man kan forestille sig. Skridt af 1,5-2 meters længde, hjulbenet som om han fra barnsben havde redet på to yak, og med en elastisk gang der gør, at overkroppen hæver og sænker sig en halv meter for hvert skridt. Kronen på værket er en støvblå Stetson, båret med et sådant snur, at den er en af det vilde vestens lovbetingede værdig.

Den 29. september, og om 2 dage skal vi være fremme ved foden af bjerget. Det har regnet noget i nat, men det må være monsunens sidste krampetrækninger. Yakokserne bliver læsset, og det er med blandede følelser jeg forlader Namche. Det hele er så trygt endnu, men om få dage vil vi være i gang med bjerget og med alle de risici og farer der er forbundet med det. Det er en uudholdelig tanke, at der kan ske noget med en af os og en underlig følelse at komme fra en hverdag der er nogenlunde velordnet til at skulle opleve ting, som vil ligge uden for det kontrollerbare. I bund og grund frygten for at miste en nær ven, som følge af en drøm jeg selv har sat i scene og været med til at give indhold. Frugtløse tanker, for vi er her, med yak's, kok, køkkendrenge, 1 1/2 tons udstyr og mad. Ydermere vil det være muligt at se bjerget for første gang i dag. Vi er hver især herre over vores liv, vi ved hvad vi gør og sherpaen på vores favorit lodge i Namche har jo sagt, at det vil gå godt - og de har jo forstand på den slags!

Bo: Jeg vågner ved at Michael rusker i mig. Det føles pludselig koldt i teltet. I min søvnighed tænker jeg dog ikke mere over det, men forsøger at sove videre. Hvad skal jeg vågne for halv fem om morgenen.

"Bo, vågn op. Det er helt stjerneklart udenfor."

Pludselig er jeg ganske vågen. Vi er ved Tangpoche-klostret under Ama Dablam, det er stjerneklart og det er den 30. september.

Så fik Caspar næsten ret, når han sagde: "Den 1. oktober kl 12.00 slutter monsunen."

Det er endnu buldermørkt, men i løbet af et øjeblik syder hele vores lejr pludselig af liv.

Ama Dablam skal kunne ses herfra, men monsunskyerne har hængt tungt omkring os de sidste dage.

Den lave temperatur betyder klart vejr, det har vækket flere af os, selv i søvne har vi ventet på at få skønheden at se.

Og en skønhed er hun, moderen med amuletten, som Ama Dablam betyder. Hun står for sig selv og rækker langt ind i den stjernebestrøede, sorte nattehimmel, hendes isvægge er mørkeblå her i nattelyset. Selv Mt. Everest, der ligger lidt længere væk, virker ikke så fascinerende.

Ikke underligt at alle, der har været her i området, siger "selvfølgelig", når vi fortæller dem, at det er Ama Dablam, vi vil bestige.

Nogle af os ligger stadig i soveposerne, med hele overkroppen ude af teltet, andre springer rundt og arrangerer fotostativer til en natteoptagelse. Uden undtagelse er vi vist dybt betagede af det vi ser, bjerget overgår vore vildeste forventninger med sin nærhed og imponerende stejlhed, linierne, der ikke kunne være skabt smukkere af nogen arkitekt. Et perfekt mål for vores ekspedition, vi begynder alle at glæde os til at se mere til hende.

Jan M: Dagens vandretur er kort og let, og det er der to grunde til. Den første er højdetilvænningen, og den anden er velsignelsen i klostret i Tangpoche. Indtil i forgårs havde vi praktisk taget ikke været over 3500m, og da basislejren nok kommer til at ligge i ca 4800m, kan vi ikke gå direkte derop, da kroppen skal have tid til at vænne sig til det lave ilttryk. En gylden regel siger, at man ikke må øge sit overnatningssted med mere end 500m, når man er over 3500m. Derfor har vi valgt 2 overnatninger i Namche Bazar (3440m), 1 i Tangpoche (3867m), 1 ved Lhabarma (4295m), og basislejr i ca 4800m.

Det var englænderne, der startede traditionen med at alle ekspeditioner i dette område skulle forbi klostret i Tangpoche, for at blive velsignet. Det skal vi selvfølgelig også, selv om ingen af os er særligt religiøse. Men det er en form for respekt for nepaleseren, hans religion og hans guder. Vi bliver også nødt til at formilde guderne, da Ama Dablam er et helligt bjerg, som det i lang tid var forbudt at bestige. En anden god grund til at blive velsignet er, at de penge, vi betaler for messen, går til klostret og dets arbejde for de dårligst stillede i samfundet. Vi aftaler med munkene, at den religiøse messe skal tage cirka en time og koste 250 kr.

Vi samles uden for klostret, og en munk kommer ud og henter os. Vi bliver vist ind i et mørkt rum, der kun er sparsomt oplyst af enkelte stearinlys. Der hænger draperier fra loftet, og der er en duft af Østens mystik. Vi bliver sat på gulvet bagest i lokalet, mens der sidder et par munke med ryggen til os på en bænk midt i lokalet. Da øjnene har vænnet sig til mørket ses malerier og farvestrålende stoffer overalt. En munk kommer ind og sætter sig i en stor stol. Det må være en over-munk. Han begynder at fremsige en meget hurtig remse, og de andre følger med. Den monotome talestrøm bliver ledsaget af enkelte trommer og bækkener, der svinger meget i rytme og intensitet. Når den ene remse er forbi, begyndes der straks på en ny. Der er ikke så meget mening at forstå i ordene, men der bliver i hvert fald sagt en frygtelig masse til guderne.

Jeg studser lidt over, at munkene ikke er med i talestrømmen hele tiden. Selv over-munken kan godt holde en pause, mens han betragter sine negle. Bare der bliver sagt noget hele tiden. Her står budhismen i klar modsætning til den kristne religion, hvor man skal være med hele tiden. Budhismen er mere afslappet og umiddelbar.

Da jeg ikke forstår ordene, bliver det dog hurtigt ensformigt. Jeg er lettet, da en af munkene efter godt en time vender sig om og siger, at nu er det overstået. Vi rejser os og siger pænt tak. På vej ud får vi hver en tynd rød snor, som vi skal binde om halsen. Den vil formilde bjergenes guder og forhindre uheld på bjerget. Der er den klausul på, at vi ikke må tage snoren af selv; den skal slides, til den selv knækker.

ET HJEM I 5000 METER

Peter: Caspar og jeg sidder i et lille tehus i Pangpoche. Vi startede ellers dagen i varme og sol fra klostret i Tengpoche, men nu er det koldt og blæsende. Skyerne hænger ildevarslende ned over dalen.

I en stor kobberkedel anbragt over ildstedet bliver der destilleret risbrændevin. Vores lejr er ved at blive etableret på den anden side af kløften. Vi befinder os i 4000 m's højde, desværre samme højde som den nederste del af skylaget. Ingen af os har lyst til at forlade dette sidste tehus, eller rettere sagt det sidste hus i det hele taget. Foran os ligger en måned udelukkende i telt, ingen "civilisation" og ingen hyggelige tehuse. Derfor er der desto større grund til at tage afsked med manér, og netop denne risbrændevin, skoldhed lige fra ilden at smager umådelig godt.

Humøret er lidt overstadigt, og vi lykønsker hinanden endnu en gang med den kendsgerning, at det lykkedes os at få stablet ekspeditionen på benene. Der er afgjort noget skræmmende i at se sine drømme blive opfyldt lige for øjnene af én.

"Hvad mener du om vores hold ?" spørger Caspar. Vi havde naturligvis tit diskuteret, hvordan vi ville komme ud af det med hinanden, når vi pludselig skulle være sammen døgnet rundt.

Selv om vi er meget forskellige, kommer vi godt ud af det med hinanden, faktisk bedre end forventet, der har ikke indtil nu været så meget som været optræk til skænderi.

Selvfølgelig har vi hver især været på mange ture før og er måske derfor godt rustet til at være væk fra bekvemmelighedens verden i lang tid, og de sidste 14 dage har givet os et godt kammeratskab. Vi morer os i hvert fald godt i hinandens selskab. Måske er det noget særegent ved danskere, forståelsen for at "hygge sig" og at more sig er lige så vigtigt på sådan en tur som de høje ambitioner.

På trods af vores gode humør denne sene eftermiddag, føler jeg dog en vis uro over udfaldet af den næste måneds begivenheder. Indtil nu har den daglige vandretur og glæden ved at være tilbage i Nepal overskygget den kendsgerning, at dette ikke kun er en spadseretur i Nepal. Mindet om mit første syn af Ama Dablam står stadig klart i erindringen. Fuldkommen i sin ensomme majestæt, en smule frygtindgydende i det tidlige morgenlys.

Spændingen ved det uforudsigelige og det ukendte er et tveægget sværd, det rummer også frygten og kimen til tragedie.

Vi drikker videre og snakker om de kærester vi forhåbentlig stadig har. På vej ud af døren er enhver ængstelse borte.

Næste morgen er det krystalklart. Det er en vigtig dag. Den rigtige placering af basislejren kan i sidste ende få stor betydning. Vi forlader trægrænsen, og er kun omgivet af lave vækster. Vi er gået i forvejen for yakokserne for at rekognisere. Højden har en dramatisk effekt på mit tempo, og jeg befinder mig pludselig alene.

Opstigningen fra 4000 m til 5000 m svarer nogenlunde til at bestige Mont Blanc. Det er en pudsig tanke, at vores basislejr kommer til at befinde sig højere end noget punkt i Europa. Her højt over dalen er der umådeligt smukt.

Jeg holder hvil et sted, hvor der på et tidspunkt har løbet en elv og nu er kridhvidt sand. I det klare vejr har jeg udsigt til Nuptse, Lohtse og kan lige skimte toppen af Everest. Jeg vakler videre, de andre må befinde sig på den anden side af højdedraget. Det er kun ca. 200 højdemeter, alligevel tager det en time, før jeg får øje på resten af karavanen. Selv om vi startede længe før sherpaerne, er de alle ankommet selv yakokserne. Denne nye højde bekommer os ikke. Flere af os ligger ned og kan kun drikke kokkens varme saftevand i små slurke. Jeg selv ligger også på ryggen og trækker vejret langsomt og dybt, mens jeg beder til at hovedpinen må gå væk. Frokosten vokser i munden. Kun Bo og Søren synes upåvirkede. Nicolaisen ser ud til at have det værst. Søren er utålmodig og vil rekognosere længere oppe. Hvis der findes vand højere oppe, vil det være en stor fordel, det gælder om at placere basislejren så tæt på vores rute op ad bjerget som muligt. Søren vender tilbage og fortæller, der er en hel sø længere oppe.

Yakoksedriverne protesterer nu voldsomt, de mener dette er den basislejr, de er betalt til at nå. De forlanger en dagsløn for at gå et skridt længere. Deres leder med sin blå plastic cowboyhat, er kold over for vores argumenter og gør mine til at ville læsse hele molevitten af her og vende om. Vi har intet andet valg end at betale.

Uendelig langsomt bevæger vi os op langs ryggen af højdedraget. Endelig flader det ud, og vi kan se over til Søren, der har fundet noget nær det ideelle sted til basislejren. Et fladt plateau ved bredden af en lille sø. En mindre dalsænkning adskiller os fra stedet, mon vi nu kan få en yakokse igennem stenene i bunden - sikkert ikke. Der går måske en mindre sti rundt om. 1/2 time senere er yakokserne fremme ved os. Men yakoksedriverne vil end ikke diskutere, hvordan man eventuelt kunne komme over til lejren. Bo smider rygsækken og farer over deres leder. Jeg når lige at lægge mig imellem. Sirdar Pema er noget beklemt ved den ophidsede stemning og overtaler dem til at hjælpe med at bære vores ting det sidste over i lejren. Vi undgår med nød og næppe at ødelægge det gode forhold mellem os og vores lokale stab. Midt i dette kaos dukker Henrik op og fortæller, at Nicolaisen ikke er i stand til at komme helt op til lejren. Henrik tager et telt, lidt proviant og en walkie-talkie og går ned til ham. Han har åbenbart brug for endnu en overnatning under 5000 m. En stigning fra 4000 - 5000 m er også lidt i overkanten af hvad min krop kan bære. Jeg er træt og forkommen og mærker igen den karakteristiske hovedpine. Næste dag slutter Nicolaisen sig til os. Vi er alle samlede ved foden af bjerget. Næste akt kan begynde.

Alle teltene er dækket af is, og der ligger rimfrost på jorden, selv indersiden er beklædt med is. Klokken er 8.00 og de første solstråler rammer vores lille lejr. Der står 9 små telte, et messetelt og et køkkentelt. Sirdar'en og de øvrige sherpas er gået ned, tilbage er køkkendrengen, kokken og en mailrunner, vores eneste kontakt med omverdenen. Alligevel bliver vi troligt hver morgen vækket med et krus varm te. Ca. en time efter morgenmaden er temperaturen steget 30 grader. Det samme selskab, som ved morgenmaden lignede polarforskere, minder nu nærmest om ferierende badegæster. Alle ligger på deres underlag og læser kun iført kortærmet trøje og bukser, og selvfølgelig den obligatoriske walkman. Der anvendes stor kreativitet i at beskytte sig mod den voldsomme sol. Her er en Stetson, en Six-pence, en Borsalino, et sørøver tørklæde eller farvede pandebånd, alt i alt en broget forsamling.

Formiddagsteen afløses af frokost, der afløses af eftermiddagskaffen. Hele selskabet befinder sig i den sydlige ende af lejren og manøvrerer rundt efter solvinklen. Som på de bedste hoteller bliver frokosten anrettet og serveret præcis ved hver enkelts sol-madras. Om aftenen mødes polarforskerne igen. Temperaturen falder fra solnedgang i løbet af en halv time fra cirka 25 til -10 grader og senere om aftenen til -17 grader. Efter de obligatoriske 3 retter mad er det mest populære spil Trivial Pursuit. Alt foregår i skæret fra pandelamperne.

Uden for teltet er der en sjældent smuk nattehimmel. Den store højde og fraværet af forstyrrende lys gør at stjernerne synes at ligge i tykke lag. Her er ikke andre lyde end dem, vi selv frembringer. Tiden står stille, som om naturen holder vejret.

I går var Søren, Bo og Michael oppe og lægge udstyr i den fremskudte basislejr lige ved 5700 m. I dag er det min tur. Efter flere dages hvile skal kroppen igen på overarbejde. En liter vand, chokolade og så udstyret, intet overflødigt at bære på. Stigningen over 5000 m er et chok. Benene er blytunge og hjerte og lunger kan kun dårligt følge med på trods af den langsommelige gang. Men trods anstrengelserne er der alligevel noget fascinerende og sejt ved at opleve sin krop på grænsen af sin ydeevne.

Efter kun 3 timer klatrer jeg op på graten. Det er nemt, men anstrengende at tage sig frem hen over de store blokke, som graten består af. Men det er herligt af få udsigten til begge sider. Basislejren er kun nogle små gule prikker. Rundt om Ama Dablams vestvæg ligger der en imponerende cirkusdal af lutter sneklædte toppe. I det hele taget er der bjerge horisonten rundt. Stille og vidunderligt. I dette øjeblik føler jeg, at der ikke er andre steder, jeg hellere ville befinde mig. Hvilket privilegium bare at være her.

Bortset fra de første 200 m. er turen tilbage til basislejren legende let i forhold til turen op. Efter en tid har jeg en følelse af at benene er sat i frigear. Først da jeg skal uden om nogle store sten lige inden basislejren, går det op for mig, hvor udmattet jeg er. Benene lystrer dårligt og jeg har hovedpine af lutter vædskemangel. Men i samme øjeblik jeg træder ind i basislejren, kommer kokken med en hel kande saftevand.

Gang på gang bliver jeg forbløffet over sherpaernes mentalitet. Selv her langt oppe i bjergene er serviceniveauet højere end på de fleste hoteller i Europa. Kokken og køkkendrengen arbejder fra tidligt til sent samtidig med, at de smiler og griner ved den mindste anledning. Selv efter min relativt korte tur væk fra lejren, virker de ægte begejstret for at se mig igen. Jeg må lægge mig ind i mit telt og hvile mig. For en sherpa ville en tur til 5700 m. være en smal sag. Men jeg føler mig aldeles forkommen.

Basislejren ligger med vilje lige på grænsen rent højdemæssigt til at kroppen kan restituere sig selv. Al erfaring viser, at hvis man opholder sig højere, vil legemet nedbrydes uanset, hvor meget man spiser og drikker.

Basislejren giver os ikke kun en følelse af tryghed, et ophold her er vores eneste mulighed for at komme til kræfter selv efter den mindste tur op ad bjerget.

11. OKTOBER

Søren: Som sædvanlig kommer køkkenmedhjælperen med teen klokken syv og vækker mig. Det er lang tid siden jeg holdt op med at sætte pris på det, men siger ikke noget om det, bare det sædvanlige: "Thank You very much." Det er mest for ikke at gøre ham ked af det at jeg ikke frabeder mig teen. Sprogforvirring ville nemt kunne føre til misforståelser. De få gloser engelsk han kan, har han ikke lært ved at gå i skole, men ved at lytte til turister.

Generelt er nepalesere utroligt lærenemme. Hvis de blev uddannet ville de kunne opbygge et særdeles velfungerende land. Men med de få fraser, køkkenhjælperen har lært sig, vil han ikke kunne forstå, at jeg ikke mere har lyst til te om morgenen, men alligevel er tilfreds med det arbejde han gør.

Det må være noget englænderne har lært sherpaerne engang i halvtredserne, da Himalaya-klatringen for alvor tog fart efter Edmund Hillary og Norgay Tenzing besteg Mt. Everest for første gang. Før den første dag på trekket ind til basislejren havde jeg aldrig før oplevet at få serveret morgente på den måde. I det hele taget var det en underlig fornemmelse, at andre sørgede for madlavning og opsætning af telte osv., men jeg vænnede mig delvis til det alligevel. For vores medhjælpere og bærere var der ikke noget mærkeligt i det, for dem var det et job, som et hvilket som helst andet. I Nepal er de hvide mennesker med penge "Sahibs", som det kan betale sig at arbejde for.

Efter at han er gået, vender jeg mig om på den anden side for at sove videre. Der er ikke noget værre end at blive vækket tidligt, jo måske lige at være nødt til at stå op. Klokken otte er det slut med at gasse sig, morgenmaden er klar. Jeg står op og lusker hen i messeteltet, nogle af de andre er der allerede, jeg hilser god morgen og sætter mig på en skammel. Normalt har jeg en stor appetit, men nu giver bare tanken om mad en kvalmende. Jeg forsøger alligevel at klemme lidt havregrød ned. Derefter brød, såkaldte chapatis, og æg. Det hele glider ned med en kop Nés-kaffe.

Vi har basislejr i cirka 5000 meters højde, og iltindholdet i luften er kun halvt så stort som ved havets overflade. Selv om man til en vis grad kan tilvænne sig det lave ilttryk, det vi kalder at akklimatisere, så er der stadig nogle bivirkninger, det ikke er til at slippe af med.

Det mest irriterende for mig er manglende appetit og åndedrætsbesvær, ofte holder jeg op med at trække vejret i længere tid, for derefter pludselig at hyperventilere. Det forekommer mest når jeg ligger og slapper af eller skal til at sove, det er særdeles ubehageligt, nærmest som en kvælningsfornemmelse. De andre gange jeg har været i højden, har jeg heller ikke kunnet vænne mig til det. Hele tiden er jeg opmærksom på åndedrættet, det trænger sig på i bevidstheden, hvor det jo ellers til daglig ingen plads har, det bliver en psykisk belastning.

Men her i messeteltet glemmer jeg det for en stund når snakken går, og jeg for en tid har rettet opmærksomheden mod noget andet. Måltiderne bliver på den måde en aflastning.

Det er i dag den sjette oktober, vi har nu været i basislejren i seks dage. Alle klatrerne vil i dag begynde på det første topforsøg. Henrik og Jan M. som det ene hold, Bo og Michael som det andet hold og Jan N. og jeg selv som det tredje.

Bo: Henrik og Jan M. vil forsøge at gå direkte op og overnatte i lejren i 5700 meter. Michael og jeg forsøgte i forgårs og fik hurtigt kraftig hovedpine og kvalme. Vi vendte om og vil derfor gå mere lempeligt til værks denne gang.

Der er mulighed for en mellemlejr inden 5700 meter, eneste problem er mangelen på sne og vand, hvorfor vi må tage rigeligt med vand med op fra basislejren. Søren og Jan N. vil også være forsigtige på grund af Jans tidligere problemer med højdetilvænningen.

Søren: Vi ved endnu ikke, hvor stor en opgave bjerget vil være i forhold til vores evner. Måske bliver vi nødt til at opsætte faste reb mellem en eller to lejre, fylde dem op med mad og udstyr og så endelig til sidst gøre et topforsøg. Det vil tage tid, mellem to og tre uger. Vi er forberedt på, at det eventuelt bliver nødvendigt at gøre det sådan.

I dag gælder det en helt anden type bestigningsforsøg, vi pakker alt hvad vi skal bruge til seks dages klatring: Mad - tøj - gaskøkken - klatreudstyr - fotoapparat osv. En stor tung sæk bliver det til. Når det er gjort klatrer vi fra basislejren til toppen og ned igen i løbet af seks dage, forhåbentlig. Vi har ikke noget forhåndskendskab til ruten (udover det sparsomme vi har kunnet læse os til), ingen faste lejre og fixreb, vi begiver os ud i det ukendte, det ultimative eventyr. Det er for mig den eneste rigtige måde at gøre det på, den eneste måde hvorpå det vil føles som en fair udfordring. Ved den gammeldags "belejringsteknik" reduceres udfordringen, man "æder" sig langsomt op ad bjerget, hele tiden i forbindelse med sit udgangspunkt. Det vil ganske enkelt være for nemt på den måde, for sikkert og for kedeligt. Den plan, vi skal følge fra i dag, er stort set den, vi har lagt hjemme fra. Forudsat optimale forhold, dvs. godt vejr og ingen sygdom, og det er stort set, hvad vi har.

Vejret er perfekt, men er vi det ? Jan havde store problemer med højden allerede på vej op til basislejren, men virker, som om han har det godt nu. Vi andre tre har allerede været oppe i 5700 meter, hvor den reelle klatring begynder, så vi er lidt bedre tilvænnet højden.

Da vi på forhånd er enige om de store linier i bestigningstaktikken, er det detaljerne vi diskuterer ved morgenbordet. Jan og jeg diskuterer hvor lidt mad vi skal tage med. Vi er enige om, at vi i hvert fald skal have så meget med, at der er nok hele vejen op. Vi kan godt undvære at spise på vej ned, og kun drikke i de to dage nedturen vil vare.

Efter morgenmaden sorterer vi udstyr og mad, fordeler det og pakker det ned sammen med det nødvendige tøj. Det er meningen, at vi klatrere skal kunne fungere som tre selvstændige og uafhængige hold, men vi skal selvfølgelig kunne hjælpe hinanden i tilfælde af uheld eller problemer. I Nepal er der ingen redningstjeneste som i Alperne, så vi er helt overladt til os selv i tilfælde af uheld. En redningsaktion på bjerget vil være en særdeles risikabel og måske helt uigennemførlig opgave. Jeg går tilbage til mit telt. Det bliver den sidste dag med hvile, så jeg har ikke tænkt mig at røre mig ud af flækken. Jeg ligger bare og lader op. Det er let at blive ugidelig i højden, fordi alting er så besværligt pga. iltmangelen.

Hen på eftermiddagen har jeg tænkt situationen og det næste par dage igennem, både forfra og bagfra flere gange. Jeg er klar.

Inden jeg går, indprenter jeg mig de tilbageblevnes ansigter. Vi skal ikke ses et stykke tid, måske aldrig mere.

Jeg mærker højden med det samme, min vejrtrækning accelererer, mens jeg går op ad stien og ud af lejren. Hvert åndedræt bliver dybere og intervallerne mellem dem kortere. Efter 100 meter må jeg stoppe. Det er takken for at have dovnet hele dagen. Heldigvis er der kun en time at gå til det område, hvor vi skal overnatte. Langsomt stiger jeg op og lægger terrænet under mig. Det er en egen tilfredsstillelse at bevæge sig op ved egen kraft. Horisonten udvider sig, flere og flere bjerge kommer til syne, solen er på vej ned og ændrer derved himlen, og fra at være blå, klar og kold, trænger de varme farver sig på. Hele landskabet transformeres langsomt fra det enkle og klare, til det mørke, smukke og eventyragtige.

Tempoet har ændret sig, jeg holder ikke mere pause, men går hurtigt og støt. Lungerne arbejder som blæsebælge. Det smerter og trangen til at stoppe overvinder jeg med viljens kraft og det lille trick, der hedder fortrængning. Jeg fortrænger smerten og fokuserer på fornøjelsen ved at mærke lårmusklerne arbejde. Det er en konkurrence mellem muskler og lunger, en viljens leg med kroppen. Jeg ser Jan et stykke længere nede. Da han ankommer har jeg pakket soveposen og gaskogeren ud. Vi laver mad og varm chokolade. Michael og Bo ankommer. De slår det medbragte telt op, så er de også klar til natten. Alle fire sidder vi og nyder solnedgangen. Dalene under os er dækket af et stort vatagtigt skydække. Solens stråler kryber langsomt op ad bjergsiderne og afløses af skygge og mørke. At opleve et sådant sceneri er kun få forundt, jeg fyldes af taknemmelighed og glæde. Kun brydes harmonien af at Jan klager over sit helbred.

Bo: Om aftenen i mellemlejren lytter Michael og jeg med bekymring, når Jan omtaler sit helbred. Han føler sig absolut ikke tilpas, og vi er kun i 5300 meters højde. Der er langt endnu. Allerede på vej op til basislejren har han haft problemer med tilvænningen. Søren derimod har det fint, men hvad nytter det, hvis Jan må vende om.

Jan har svært ved at få mad ned og Michael og jeg taler alene sammen. Spørgsmålet er om vi har fælles holdning over for at inddrage Søren i vores topforsøg, hvis Jan vender om. Jeg omtaler min glæde ved at være afsted som et 2 mands reblag, og at jeg frygter vi bliver for langsomme, når vi skal være 3 i et reb. Michael argumenterer for Sørens deltagelse, idet han kun mener en så stærk klatrer kan styrke vores hold. Min modvilje er da heller ikke så stærk, så jeg lader mig overbevise om at tage Søren med. Vi siger dog endnu intet til Jan og Søren. Vi vil vente og se, hvordan det står til i morgen.

Søren: Bo og Michael er de første, som vågner og de er også først af sted. Jeg har ikke travlt. Vi har hele dagen til at gå de næste 500 meter. Jan har hovedpine og kvalme. Det lover ikke godt, tænker jeg ved mig selv. Hvis Jan ikke får det meget bedre i løbet af formiddagen, bliver han nødt til at gå ned og begynde højdetilvænningen forfra. Som hans makker og ven bør jeg gå med ned og vente til han bliver klar. Men hvad så hvis han slet ikke kan tilvænne sig højden ? Hans akklimatisering er forløbet så dårligt, at vi formodentlig må gå helt ned til Namche Bazar i 3500 meter og for hans vedkommende begynde helt forfra med tilvænningen. Hvis det så skulle lykkes for ham, risikerer vi at det gode stabile vejr ændrer sig til ustabilt og dårligt, hvilket igen vil udelukke et nyt forsøg. Vi kan tidligst være her tilbage i løbet af seks dage. Skal vi virkelig tvinges til at vende om, næsten inden vi er begyndt. Selv er jeg i perfekt form både fysisk og psykisk, jeg har bygget mig op og indstillet mig på at yde alt de næste par dage. Jeg har en fornemmelse af at min timing holder, jeg er i topform lige nu, men hvordan vil det være om en uge ?

Psykisk kan det betyde alt hvis jeg, hvis vi, går ned nu. Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af at Jan ikke har haft held med at bygge den nødvendige motivation op. Kan og vil han gøre det hvis vi går ned ? Jeg tror det næppe. Med mindre han insisterer på, at jeg skal følge ham ned, vil jeg fortsætte op til de to andre, og så håbe de accepterer en tredje i deres reblag.

Hvordan forklarer man en ven, at man er mest tilbøjelig til at svigte ham for at nå sine egne mål ? Ville jeg selv kunne acceptere det, hvis han var i mit sted ? Jeg tror det. Vi kender begge spillereglerne. Enhver må yde sit. Under så ekstreme forhold, som vi befinder os i i bjergene, er der ingen der forventes at påtage sig tos byrde. I den sidste ende, når vi kommer til marginalerne, er det et spørgsmål om overlevelse. Det gælder både den psykiske og fysiske byrde.

Mens vi taler, mærker jeg nok, at Jan håber jeg vil gå med ned, men han siger det ikke direkte. Han lader det stort set være op til mig selv at træffe mit valg. Han er iøvrigt stort set enig i mine betragtninger.

Vi aftaler at han skal vente og se situationen an. Hvis han får det bedre, kommer han op til os andre i løbet af dagen ellers går han ned. Jeg begiver mig i vej med det samme.

En time senere byder Bo og Michael mig velkommen i den fremskudte basislejr, det er herfra den egentlige klatring begynder. Bo er i hopla men Michael har en anelse hovedpine.

Bo: Jeg befinder mig fint i de 5700 meter i dag. For bare 2 dage siden, da Michael og jeg var her for at rekognoscere, havde jeg hovedpine og kvalme. Dengang var det også meningen, at vi skulle have overnattet, men min tilstand gjorde, at jeg ikke var stemt for at blive. Michael havde det lige så dårligt, så vi gik ned efter et kort hvil i lejren, hvor vi blot fik deponeret de ting, vi havde båret op og sorteret vores klatreudrustning, så den lå parat til topforsøget.

Det eneste jeg kan mærke denne gang, er en sugen i maven, en sugen der fortæller mig, at en af de store drømme i mit liv er under opfyldelse. Det er en utrolig fornemmelse fra at have siddet med nussede fotokopier af bjerget og med pegefingeren have forsøgt at finde en fornuftig vej op ad det, og så til at være her. Det er ikke længere nogle tætliggende højdekurver på et kort, det er et af den virkelige verdens mest utrolige områder. Bjergene rækker langt ud i rummet, atmosfæren er tynd, iltindholdet lille, luften har en anden smag og solnedgangen en anden farve.

I denne, bjergenes verden kan tingenes tilstand ændre sig fra minut til minut, alt afhængigt af forholdene og af ens egne psykiske og fysiske reaktioner. Det er her beslutninger kan være skæbnesvangre, her betyder de ikke blot mere eller mindre i pengepungen, her mærkes konsekvenserne af handlingerne ofte umiddelbart.

Vi slår telt op og når at smelte meget vand inden Søren dukker op. Søren er bekymret for Jan. Han ved endnu ikke, at vi allerede har talt om at tage ham med, såfremt Jan ikke kommer herop og er i stand til at fortsætte.

Men jeg føler alligevel en vis usikkerhed, idet jeg aldrig har klatret med Søren, men vi ønsker begge det skal være en let udrustet og hurtig stil, vi skal klatre i, det er det mest udfordrende, det mest belønnende, men på mange måder også det farligste.

Søren: Jeg fortæller dem om Jans og min situation. De har til min overraskelse allerede diskuteret det og er indforstået med, at vi eventuelt klatrer tre. Det glæder mig overordentligt meget, at de er så positive.

Det er Bo der først får øje på den lille prik langt under vores lille "ørnerede". Det er Jan, der er på vej op. Så har han alligevel fået det bedre, vi skal igen klatre sammen. Jeg drager et lettelsens suk, alt er i orden.

Idet Jan klatrer de sidste meter op til os, lægger han rygsækken og beder mig tage den. Han er syg. Så snart han er helt oppe hos os kaster han voldsomt op. Han har tydeligvis kæmpet sig op til os med opbydelse af al sin viljestyrke for at være med i det første topforsøg. Men hans kamp har været forgæves, højdesygen har gjort sin virkning. Hvis hans tilstand ikke skal udvikle sig til at blive livstruende, må vi have ham ned med det samme. Jan kan stadig selv gå, omend langsomt og usikkert, jeg tager hans rygsæk og følger ham på vej. Da vi er nået ned over de sværeste 200 meter, tager vi afsked med hinanden, og jeg klatrer op til Bo og Michael igen. Over walkie-talkien hører vi senere, at Jan er kommet godt ned til basislejren og allerede har det langt bedre.

Bo: Vi forelægger vore planer for morgendagen - at forsøge at nå til en god lejrplads i ca. 6000 meters højde lige neden for Ama Dablams hovedvæg. Det er nok en stor bid, men vi tror, at vi kan gå så let, at vi kan få lagt de mange klatremeter bag os hurtigt. Så snart jeg lægger walkien, er den fantastisk storslåede ensomhedsfølelse der igen. Naturen om os bidrager i det sidste lys til at gøre vores situation noget nær utrolig. Solen efterlader sig en stor violet kuppel, der langsomt går over i dybsort nattehimmel med en stjernerigdom vi ikke kender på vore hjemlige himmel. Kun på Grønland har jeg tidligere oplevet noget lignende. Det må være luftens klarhed, der er afgørende, men det betyder sikkert også noget, at jeg ligger uden for hele aftenen og kigger op på stjernerne. Mine øjne vænner sig til lyset, og jeg ser langt mere, end hvis jeg lige var trådt ud af en oplyst stue.

Det bliver hurtigt koldt, da solen går ned, men kort efter, vi er krøbet 3 mand ind i mit lille 2 mands telt, bliver temperaturen for høj til vores varme soveposer. Jeg ligger med armene ude af posen hele natten trods omkring 20 kuldegrader uden for teltet.

Søren: Først da morgensolen rammer vores telt, gør vi tre i advanced basecamp os klar til at påbegynde dagens klatring. Da alt udstyr er fordelt og pakket ned i sækkene, vejer de en del mere end vi havde regnet med, formodentlig er der mellem 25 og 30 kilo i hver sæk. Det er mere, end nogen af os før har klatret med, og så skal debuten være netop her hvor vi står over for den største udfordring i vores klatrekarriere. At vandre med så tung en oppakning i disse højder er særdeles anstrengende og krævende. Klatring må være næsten umuligt tænker jeg og dog ved jeg, at andre har gjort det før os. Da Michael og Bo begynder at diskutere det håbløse i at gennemføre vort forehavende ansporer det straks min stædighed, intet skal være uforsøgt og jeg er ikke stemt for tanken om at give op før vi er begyndt. Deres overvejelser går på om vi alligevel ikke skal klatre på traditionel manér, det vil sige bygge lejre op og sætte faste reb ved de sværeste passager. For mig vil det betyde, at udfordringen er reduceret til noget nær lig nul og oven i købet ændret til en slags rutinearbejde.

Bo: Det er en slem skuffelse for mig at pakke rygsækken om morgenen. Det tager lang tid at komme af sted, da jeg pakker ned og pakker op et par gange, hver gang er rygsækken alligevel for tung. Da jeg ikke mener at kunne undvære mere, anslår jeg rygsækken til cirka 25 kilo. Søren kommer først af sted og presser derved Michael og mig til at skynde os, hvorved vi ophører med en mindre diskussion om at ændre taktik pga. den næsten umenneskelige opgave at klatre alpint med de enorme rygsække. Jeg bakser rygsækken på plads, allerede med sveden drivende og med et humør, der ligger nogle grader under gårsdagens. Det synes mig helt håbløst at bevæge mig rytmisk med en så stor rygsæk, endsige klatre med den. Jeg beslutter mig dog for at bide det i mig og gøre et forsøg godt ansporet af Sørens tilsyneladende store optimisme.

Sådan er klatring en ping pong mellem deltagerne. Vi kan alle være med til at anspore hinanden i svære situationer og bringe optimismen frem på trods af tilsyneladende håbløse forhold. Blot en af klatrerne i et hold er ved godt mod, kan det påvirke resten af holdet, anspore os til optimisme og dreje vore tanker bort fra negative baner.

Det der kan synes håbløst for mig er opgavens storhed, men blot jeg bryder den ned i mindre bidder, bliver disse straks mere appetitvækkende. Denne morgen er den totale opgave således netop noget overvældende for mig, og der skal ikke mere end en tung rygsæk til at forstyrre min mentale balance.

Søren: Jeg begynder klatringen op ad graten efter at have overbevist de to andre om, at vi ikke har noget at tabe ved at bruge dagen til et forsøg. Hvis vi bestemmer os for at ændre taktik, er dagen alligevel spildt.

De første to hundrede meter klatring er så relativ let, at vi ikke behøver at binde os ind i rebet. Selv om et fald ville være fatalt, ligger sværhedsgraden så langt under vores niveau, at vi vælger at tage chancen. I bjergbestigning er det altid et spørgsmål om at opveje sikkerhed mod hurtighed. At klatre uden reb er langt hurtigere, fordi alle på holdet kan bevæge sig samtidig. Når vi er bundet ind i rebet og sætter sikringer er vi langt sikrere i tilfælde af et fald, men til gengæld går det ofte så langsomt, at man ikke kan nå op til en eventuel bivuakplads eller man når ikke ned af bjerget i tide. Begge situationer kan blive livstruende. Hele tiden bedømmer jeg situationen efter de ændrede forhold. Efter nogle hundrede meter skønner jeg, at det er nødvendigt at vi binder os ind i rebet og sikrer, klatringen er blevet teknisk sværere.

Bo: Ansporet af Søren fokuserer jeg først på en lille bid af dagens etape, de første 2-300 meter, der er forholdsvis lette, men dog stejle og består af løse blokke. Jeg er flere gange ved at miste balancen. Bare en lille sten skrider under mig, får inertien i den enorme rygsæk slået mig ud af balance, og på grund af den tynde luft må jeg kæmpe for at genvinde bevægelses- og åndedrætsrytmen. Jeg overvejer, om det overhovedet fører til noget, kommer vi frem eller træder vi bare vande. Men heldigvis betyder det for meget for mig, jeg vil ikke give op så tidligt. Vi er startet godt, det bedste, rent psykisk, er at fortsætte.

Michael synes at have det på samme måde som jeg, mens Søren kommer hurtigere frem. Han virker også mere irriteret over vores lidt sene start end over tyngden af sin rygsæk. Irritationen giver ham måske ekstra kræfter.

Jeg tænker disse ting igennem, og når til den konklusion, at det udelukkende er det psykiske, der gør mig lidt langsom. Det begynder da også at gå bedre, da jeg ser, at jeg jo trods alt kommer fremad, og at vi allerede er kommet et stykke hen ad graten.

Graten bliver mindre løs og der er mere decideret klatring nu. Det hjælper tilsyneladende også på balancen at skulle koncentrere sig om at klatre. Efterhånden glemmer jeg helt alle tanker om at vende om og nyder trods det store slid at bevæge mig af sted gennem ukendt terræn, hvert hjørne bringer nye opdagelser.

Michael virker, som om han har det på samme måde, det synes også at glide bedre for ham. Pfortsætter uafhængigt af mine tanker. Er jeg ved at blive skør ? Tanken gør mig uhyggeligt til mode. Er de første symptomer på skizofreni ikke, at man hører stemmer ? En meningsløs ide, selvfølgelig er jeg ikke ved at blive skør. Det må være hallucinationer. Eller, jeg forsøger at huske Ama Dablams bestigningshistorie, er der sket dødsulykker med japanere og nepalesere på bjerget, hvis sjæle nu giver mig velmente men irriterende råd. Såvidt jeg husker er der hverken sket dødsulykker med japanere eller ... Nej, nu må jeg holde op, stoppe så tåbelige overvejelser.

Jeg må ud af soveposen for at tisse. Det er temmelig besværligt. Jeg sidder på hug for at kunne tisse ud over kanten. Jeg forsøger at holde balancen med venstre hånd og ordne resten med højre, lidt af en kunst.

Da jeg kravler ned i posen igen, vejleder "de andre" på hylden mig: "Træk soveposen godt op og snør til". "Ja tak for rådet, men jeg ved godt selv hvad der skal gøres". Jeg får ingen ro. Det er umuligt at sove med al den snak. Jeg skal hvile. Snakken skal holde op. Jeg forsøger at stoppe samtalen med min vilje. Det lykkedes ikke. "Det", er udenfor min kontrol.

Igen skal jeg tisse. De næste timer er en konstant kravlen op af og ned i soveposen. Hvert tiende minut skal jeg tisse. Aldrig har jeg været ude for noget lignende. Samtalen kører konstant i hovedet. Gid jeg kunne sove. Endelig døser jeg hen.

Bo: Jeg vågner om morgenen og føler mig træt, men det er ikke så slemt, som jeg havde ventet. Vi går i gang med at smelte sne og få pakket. Vi vil gå op til lejr 1, hvile lidt og så sandsynligvis kigge lidt på ruten videre op. Jeg tror dog ikke rigtig på, at vi kommer videre end til lejr 1 i dag. Psyken er ikke rigtig til det ovenpå sådan en nat, men vi taler alle om at komme videre alligevel.

Søren: Solens varme på soveposen fortæller mig, at det er tid til at stå op. De to andre er også så småt ved at røre på sig. Tilberedelse af morgenmad og nedpakning af udstyr tager erfaringsmæssigt omkring to timer. Selvom vi burde være stået op før solen, for at være klar til klatringen ved det første lys, holder en blanding af træthed og dovenskab, en mangel på disciplin, mig i soveposen. Ærgrelsen over en dårlig nattesøvn og følgende for sen opvågnen, forstærker trangen til at blive liggende. En fornuftig gennemtænkning af situationen fortæller mig at vi er så meget bagefter, at vi gør klogt i at ændre planer, hvis vi ikke vil gå et sikkert nederlag i møde.

Vi klatrede en for kort distance i går. Vi fik for lidt og for dårlig søvn. Vi er for sent oppe i dag. Vi skal udover at klatre dagsetapen, indhente gårsdagens tabte terræn. Vi mangler den nødvendige ekstra energi. Tingene hænger ikke sammen, og jeg tvivler på at vi kan få enderne til at mødes uden at indlægge en hviledag i lejr 1.

Hele vores bestigningsplan er bygget omkring tre forhold. Bjergets fysiske fremtræden, der er kun to steder, hvor det er muligt at overnatte liggende udstrakt, mellem rutens begyndelse og bjergets top, kun to steder hvor vi kan få den nødvendige hvile. Akklimatiseringen, altså tilvænningen til det lave iltindhold, skal ske i etaper af mellem 300 og 500 meter, hvis vi skal undgå højdesyge.

Tredje forhold er vores egen formåen. Vi regner med at kunne præstere 400 højdemeter i døgnet under de givne forhold. I Alperne ville vi givetvis kunne overkomme tre til fire gange så meget uden de store problemer.

Og hele forudsætningen for at planen kan holde, er at vejret holder sig stabilt og at vi overholder tidsskemaet.

Det sidste har vi ikke formået, og nu er det kun muligt at gennemføre bestigningen, hvis vi kan justere taktikken efter de faktiske forhold. Mad og brændsel har vi nok af, så hvis vejret holder sig ? Vores akklimatisering vil også blive bedre efter en hviledag i 6000 meters højde. Alt taler for at holde hvile- og akklimatiseringsdag i lejr 1.

Således tænker jeg det hele igennem på kryds og tværs mens jeg står og pakker. Jeg siger endnu ikke noget til de andre. Om vi skal holde os til den aftalte plan eller justere den må komme an på dagsformen, ikke kun tankespind. Distancen fra bivuakken til lejr 1, vil uden tvivl kunne give os et praj om tingenes faktiske tilstand.

Efter morgenmaden gør vi os klar til at klatre videre, og snart befinder vi os i lejr 1. Sølle tre reblængder skulte vores bivuakplads og dette Himalaya Hilton, hvor der er så meget plads, at vi kan slå vores lille telt op.

Bo: Efter 1/2 times klatring i form af 3 lette reblængder når vi til vores store forbavselse til lejr 1. Havde vi vidst det i går, ville vi være fortsat hertil. Her er nogle gode store hylder, hvor der er god plads til overnatning og til at slå teltet op. Vi kan hvile ud og få samlet kræfter til en ny lang etape i morgen. Lejren ligger helt utroligt placeret på toppen af et klippetårn, på den ene side går det næsten lodret ned til Ama Dablams vestvæg og videre ned til vestgletscheren, på den anden er der en stejl væg ned til sydgletscheren. Og der er langt ned på begge sider, en rigtig ørnerede.

Søren: Vi taler om dagens videre klatring. Vi er trætte. Vi er sent på den, klokken er allerede 11. Vi beslutter at blive i lejr 1.

Vi hviler og spiser. Jeg ligger på ryggen og spejder op ad næste dags etape. Prøver at aflure bjerget dets svagheder, der hvor det er mindst stejlt, der hvor det bedst kan betale sig at klatre en lille omvej, der hvor sne- og isramper leder videre opover, hvor er der mindst nedfald af is og sten ? Alle faktorer skal observeres og vurderes mod hinanden, således at vi kan vælge den hurtigste og sikreste vej til lejr 2.

Vejret er perfekt, vindstille, klar blå himmel og en dejlig varme fra solen, der står højt over os. Det betyder så til gengæld at vi kan regne med ekstreme kuldegrader om natten.

Varmen om dagen får is og sne til at smelte og jeg hører hele tiden lyden fra tidligere fastfrosne klippestykker, der falder ned over den venstre og midterste del af vestvæggen. Det er en grim lyd der får mig til at tænke på min egen sårbarhed. Min krop er så utrolig blød og svag i forhold til naturens kræfter. Selv en relativ lille sten, der løsner fem - ti meter over mig og rammer mit hovede kan være nok til at berøve mig livet. Så stærk jeg er og alligevel så sårbar. Bliver vi ramt af større klippestykker, der løsner højt oppe fra er følgerne de samme, som når man bliver ramt af en bil i høj fart eller hoppen ud foran et kørende tog.

Det er sjældent jeg observerer faldende sten og is i den del af væggen vi skal forcere, heldigvis.

Bo: Dagen går med at smelte sne, spise og sove i solen. Jeg nyder det, selv om vi burde være på vej videre op. Objektivt set er vi også godt tjent med en dag her i 6000 meter. Vores højdetilvænning vil nyde godt af en ekstra dag i denne højde, en dag hvor vi endda hviler og får rigelig vædske.

Bjergets dimensioner bliver tydeliggjort af de skred af sten og is, der kommer i løbet af eftermiddagen, hvor solen får smeltet isen. Det brager en gang imellem og jeg ser efter skredene, men ser som regel intet. Blandt andet på grund af isskredene besluttter vi os for ikke at se nærmere på morgendagens etape, før vi starter videre opad i morgen formiddag, mens forholdene forhåbentlig er koldere.

Søren: Hen på eftermiddagen morer vi os sammen med at lave egne fremprovokerede stenskred nedover sydvestgratens nordvæg. Rullemik kaldes det på Grønland, hvor vi alle tre har været tidligere. Det begynder ved at en af os kaster et par småsten ud, vi følger fascineret deres flugt i dybet. Snart er vi alle tre i gang med at finde sten og klippestykker der er større end de foregående. En sær eufori griber os, vi skriger og hyler af begejstring og grin, idet klippestykkerne splintres længere nede eller sætter andre løse blokke i bevægelse. En blanding af dårlig samvittighed og jubel driver os mod større og større præstation. Michael og jeg stemmer vores tilsammen fire fødder mod en stor, muligvis løs blok, mens Bo holder fat i os begge, så vi ikke ryger med ud over kanten, hvis den løsner. Den rykker sig ikke ud af stedet og dog en lille smule bevægelse er der. Nu skal vi have den fri. Bo slipper taget i os og stemmer nu også fødderne imod. Vi presser og presser, men den giver sig ikke. Vi hviler og prøver så igen. hvergang vi hviler, griner vi og samler nye kræfter. Vores barnlige begejstring kender næsten ingen grænser, idet blokken løsner og tordner ned af væggen. Og dog, den knuses for hurtigt. Hvis den rigtige virkning skal indtræffe, må blokken holde sig hel på vej ned, og sætte gang i så mange andre blokke som muligt.

Orgasmen udebliver, nu gider vi ikke mere. Hvis så hårdt arbejde ikke belønnes kan det også være ligemeget. Vi genoptager roligt samtalen, nyder udsigten og en fantastisk solnedgang.

Bo: Vi må pakke helt om her, vi skal kun have føde med til et døgn, og vi skal ikke have teltet med. Vi vil finde et nogenlunde plant sted halvvejs oppe af Ama Dablams vestvæg, hvor vi vil grave en fordybning i sneen og ligge med vores soveposer.

Det er en pragtfuld men kold aften, vejret lover godt, der er kun de sædvanlige skyer i dalen og ellers klart.

I morgen har vi en lang etape for os, når sandsynligvis klatringens sværeste del skal overstås. Jeg er lidt spændt på den såkaldte Mushroom ridge, en snegrat bestående af kæmpestore ispukler ofte med vækter. Jeg er ligeledes spændt på klatringen i couloirerne i starten, de synes stejle og skulle ikke være helt isdækkede, så vi må skifte mellem is- og klippeklatring hele tiden. Samtidig skulle der være fare for is- og klippeskred i disse couloirer. Det var også i en af disse den sidste ekspedition, som vi har fået oplysninger fra, en engelsk i efteråret 87, måtte vende om.

Er det muligt for os. Jeg har troen på at vi skal lykkes, men sikkerhed kan jeg ikke have og usikkerheden giver ekstra dimension til bestigningen. Jeg har sovet en noget urolig nattesøvn i et alt for varmt telt og har svært ved at få nusset mig færdig. Michael synes at have det på samme måde, hvorimod Søren virker nervøs for en sen start. Jeg forstår godt hans følelser, jeg har også ligget og hørt på stenslag og isskred i går, men jeg kan bare ikke blive hurtigere klar.

Søren: På trods af en god nats søvn er vi igen for sent på den. Vi mangler virkelig et A-menneske på vort lille hold. Dagens rute består af en serie iscouloirs, og jeg er derfor ivrig efter at komme igang, vi skulle gerne være ude af den første inden klokken ti, hvor solen for alvor har varmet så meget at vi kan forvente stort nedfald af is og sten. En couloir er en stejl rende fyldt med is. Desværre er sådanne render sjældent så brede, hvilket betyder at alt nedfald samles i en bane, som regel samme bane, som den man klatrer i, et yderst uheldigt sammenfald.

Bo: Til sidst kommer vi da afsted, jeg som sidste mand. De første 100 meter går nemt rundt nedenom tårnet, vi har lejr på, og vi klatrer stykket uden at tage reb på. Så begynder den svære klatring så småt, først med nogle stejle isrygge ruten slynger sig op ad, så kommer vi til rutens formodede crux. En lodret, glat klippevæg, hvor flere gamle reb hænger ned over, men der er en mulighed for at omgå dette i en kombineret couloir. Vi vælger at omgå den lodrette klippe, for sandsynligvis at kunne klatre lidt hurtigere, men vi vil også være mere udsatte for skred. Da temperaturen ikke er så høj endnu, er der dog ikke den helt store sandsynlighed for stenslag. De fleste løse sten vil stadig ligge indefrosset.

Søren: Michael fører de første reblængder, men han er tydeligvis stadig træt og er derfor også for langsom efter min mening.

Da vi endelig står i bunden af første couloir er min tålmodighed slut eller er det min ængstelse over hvad der venter os som gør mig en smule irriteret ? Eller er jeg bare gal på mig selv, fordi vi endnu engang er for sent ude og derved bringer os selv i unødvendig fare.

Det er sikert en sammenblanding af det hele. Jeg prøver at beherske mig selv om det er svært. Jeg overtager føringen igen af reblaget. Det er mere krævende og farligere at være forrest end at følge efter, men til gengæld er det også langt det mest inspirerende og tilfredsstillende. Jeg befinder mig unægtelig godt med den rolle på holdet, og min fysiske og psykiske form tillader mig det til fulde. Michael og Bo har indrettet standplads lidt til siden for couloiren, hvor de står i læ for sten og si, så da jeg forlader dem og begynder klatringen, føler jeg mig unægtelig som en soldat, der forlader sit skjul og begiver sig ud på den åbne slagmark.

Det første syn, der møder mig, da jeg kigger op i couloiren er unægtelig ikke særlig betryggende. Hele renden er beklædt med store udhængende ismasser, der hvert øjeblik kan løsne. Jeg forbander hele situationen i mit oprørte sind. Der er ikke andre at takke end os selv og vores egen slendrian. Hvis jeg kommer til at betale prisen, vil jeg aldrig tilgive mig selv.

Couloiren bedømmer jeg til mindst 100 meter i højde, vi vil altså være tvunget til at lave standplads mindst en gang undervejs. Kun hurtighed og dyttighed vil gøre os i stand til at slippe forbi her, og det er præcis her ekspeditionen før os opgav og vendte om på grund af farlige isforhold.

Det kræver alt hvad jeg har i mig af styrke og beherskelse. Støt og roligt klatrer jeg meter efter meter opad.

Hele tiden skifter jeg mellem is og klippe teknik. En fod i isen, en på klippen. En hånd holder mig fast til bjerget med isøksen godt forankret, mens jeg med den anden føler efter gode greb på klippen, således at jeg kan holde balancen mens jeg atter løsner øksen og slår den i højere oppe. Hele tiden er jeg opmærksom på eventuelle isstykker, der kommer fra oven, de fleste rammer hjelmen eller flyver forbi et stykke fra mig. Når enkelte småstykker rammer mine skuldre, jager smerten igennem min krop. Jeg håber det hårdt prøvede held vil hjælpe mig til ikke at blive ramt for alvor.

Den mixede klatring bliver vanskeligere og vanskeligere, isen bliver tyndere og mere rådden. Situationen forværres hele tiden på et plan, men på et andet plan er det også nøglen til tilfredsstillelsen. Jeg er kommet for at kæmpe og vinde, sætte alt på et brædt og først der lære mit eget mod og min egen fejhed at kende. Her hjælper ingen bønner, her er ingen nåde, kun de barske realiteter at overkomme. Af en eller anden grund yder jeg kun mit optimale i ekstremt pressede situationer. Min sidste sikring er nu temmelig langt under mig. Ryger jeg af nu vil det resultere i et langt og måske fatalt fald, men der er ingen steder at placere nye. Sådan er det altid i klatring, når man har mest brug for hjælp, forværres situationen. Jeg fortsætter opover, venstre fod forsigtigt placeret og så højre over på en skrånende isflage. Pludselig løsner hele flagen og glider nedover klippen med mig ovenpå. Et lille fremspring brækker flagen og stopper min færd nedover. Kun fordi det lykkes mig at holde balancen og få fat med den end hånd i tide afværger jeg faldet, i samme retning som jeg ser den delte isflage forsvinde væk under mig. Længere ned splintres den i tusind stymper og stykker.

Jeg forundres over min egen fattethed, selv med døden lige ved min side, er jeg ikke for alvor skræmt. Kan alvoren blive realitet før døden indtræffer ? Er det kun i den sidste hundredel af et sekund det vil gå op for mig, hvad livet er ?

Jeg fortsætter klatringen opover. Kun er det nu betydeligt mere problematisk fordi isen mangler.

Bo: Michael og jeg står hver i vore egne tanker mens Søren fører reblængderne op gennem den første couloir. Han er forsvundet rundt om et hjørne, så vi har ikke længere øjenkontakt. En gang rives vi ud af tankerne af lyden fra en stor plade is, der glider nedad, men standser igen. Samtidig kommer rebet hurtigt nedad igen, Søren må være gledet med, men fortsætter umiddelbart efter opad igen.

Søren: Endelig når jeg et sted hvor det er muligt at placere to sikringer. Standpladsen er etableret. Jeg kalder på de to andre og de klatrer op til mig. Vi har sammen tilbagelagt 50 meter på et bjerg i Nepal. Endnu mere ilter begiver jeg mig i kast med de næste 50 meter.

Bo: Solen begynder at blive plagende varm, jeg sveder kraftigt i alt vintertøjet. Sådan er Himalaya klatring, i solen om dagen sveder jeg tran, i skyggen eller efter solnedgang fryser jeg som en lille hund. Samtidig med varmen begynder også sten og is at falde i en lind strøm, men vi er nu ude af den værste farezone i den første couloir.

Ovenover os tårner et stejlt, berygtet løst klippetårn sig op. På en af de sidste ekspeditioner til Ama Dablam blev en kvinde dræbt af stenslag på dette klippetårn. Vi har ikke meget lyst til tårnet, men der går en meget stejl iscouloir udenom, selvsamme couloir, hvor englænderne måtte vende om sidste efterår. Kommer vi forbi denne forhindring ligger vejen nok mere åben for os.

Samtidig begynder dagens træthed at melde sig, det er hårdt slid, selv om vi ikke bærer så meget med os som for 2 dage siden på klippegraten. Højden er tiltaget, og vi har nu allerede nogle slidsomme dage bag os.

Søren: Midt på dagen når vi en aflang snehylde, hvor der er plads til at vi kan sidde og hvile mesn vi spiser lidt frokost i form af chokolade og diverse musli-bars. Vi priser os lykkelige over det gode vejr. Pausen er hurtigt overstået og vi skrider igen til handling.

Vi mangler endnu to couloirs inden vi når relativ sikkert terræn. Morgenens rædsler er nu glemt og jeg klatrer for fornøjelsens skyld. Mærker hvordan musklerne i kroppen arbejder, nyder isens fasthed, redskaberne bider sig fast, balancen, bevægelserne, jeg er et med skønheden omkring mig.

Til tider skæmmes bjergets skønhed af efterladte rebstykker fra tidligere ekspeditioner. Selv her på et utilgængeligt bjerg lykkes det Homo Sapiens at svine til.

Jeg forsøger at abstrahere fra de gamle rebstumper, så det ikke ødelægger mit gode humør. De er efterladenskaber fra ekspeditioner, der klatrede i gammeldags stil med faste lejre og faste reb. Men havde de tid og kræfter til at sætte dem op, burde de også have afsat resourcer til at tage dem med sig igen, for ikke at ødelægge de efterfølgendes oplevelse. Det er endnu en af fordelene ved at klatre Alpin-stil, vi bringer alt med ned af det vi tager med op. Kan man bære en pose mad op er det ikke noget problem at bringe den tomme pose med ned. Således tænker jeg mens jeg tager reb ind og ser de to andre klatre op til mig på endnu en eksponeret standplads. Sidste couloir er desperat. Det er kun muligt at placere to dårlige sikringer i løbet af reblængden. Sneen er løs og skrider hele tiden under mine fødder, ofte begge på en gang, samtidig ved jeg at økserne intet kan holde fordi isen er for løs. Ovenikøbet er jeg nødt til at traversere 10-15 meter henover et klippetårn. Jeg har fået nok for i dag. Jeg indretter den nye standplads med ekstra gode sikringer i tilfælde af at en af de to andre skulle falde.

De er mildt sagt begge godt trætte da de når frem til mig. Det er ved at blive sent, og vi har stadig 4-5 reblængder igen. Denne gang vil jeg frem til lejren, hvis vi skal bivuakere endnu en gang kan vi godt glemme alt om at nå toppen. Der er ikke tid og resourcer til endnu en hviledag.

Bo: Sneen er ikke så fast og sund, da vi omgår tårnet, solen er ved at forvandle den til softice. Heldigvis kan Søren sikre i klippen langs couloirens kant, hvor dynger af gammelt reb skæmmer ruten. Ovenpå klippetårnet starter mushroom graten, her er det ikke muligt at følge kanten op, da isoverhæng spærrer vejen. I stedet må vi klatre ned på den sydlige side af graten.

Søren: Jeg forsøger at opmuntre Bo og Michael til at klatre så hurtigt som muligt. Vi fortsætter endnu tre reblængder og er nu nærmest udmattet. Faktisk er det nok et stykke tid siden vi passerede det stadie, der hedder udmattelse. Jeg klatrer udelukkende på viljen nu. Solen er gået ned så det gælder om at udnytte det sidste lys. Jeg er i gang med det sidste stykke af en reblængde da Michael insisterer på at vi gør holdt og graver os ned hvor vi er. Han vil have at jeg skal komme ned til Bo og ham, således at vi kan bivuakere. For mig er den mulighed udelukket. For det første er det med stor risiko jeg har klatret det sidste stykke og for det andet er det nærmest umuligt for mig at reversere. I øvrigt vil jeg ikke tilbage, vores eneste chance for succes er at fortsætte op til det sted hvor lejr 2 må befinde sig. Hvis vi ikke når derop kan vi godt vinke farvel til topforsøget i morgen. Jeg forstår slet ikke reaktionen nedefra. De står begge et utroligt udsat sted på graten, i tilfælde af dårligt vejr vil vi være prisgivet. Vi skal frem. Bo er heldigvis af samme holdning som jeg. Da jeg fortsætter opover isvæggen mærker jeg hvor totalt færdig min krop er. Det værker over alt, hver en fiber, hver en celle smerter og gør ondt. Jeg fortrænger det ubehagelige og fortsætter.

Bo: Der er en utrolig fortættet stemning over klatringen, der er ikke længe til solen går ned, alting farves allerede rødt. I dybet under os ligger skyerne tæt og isolerer os fra alt undtagen de andre høje bjerge, der stikker op gennem skydækket. Det er fascinerende at klatre ind i natten i disse omgivelser, stadig uden at have nået de sneterrasser, der er dagens mål.

Michael er tilsyneladende lidt utryg ved situationen, han vil have vi skal stoppe ved en meget umagelig plads, hvor en spalte splitter graten, og prøve at indrette en bivuakplads her.

Han råber op til Søren, at han skal komme tilbage, men Søren og jeg har fået nok af dårlige bivuakpladser for denne klatring. Jeg vil videre og finde en ordentlig platform - jeg vil højere for at øge vore chancer for at nå toppen i morgen.

Flertallet bestemmer, vi fortsætter op i mørket efter at have taget pandelamper på.

Søren: De to må klatre op til mig i mørke, kun pandelampernes svage lys og rebet viser hvilken vej de skal klatre. Jeg er sikker på at vi er lige ved lejren. Til min glæde er det rigtigt og jeg føler mig næsten som julemanden, da jeg råber til dem, at vi er fremme. Vi klarede den så langt.

Desværre er der ikke helt plant og et større gravearbejde venter. Vi befinder os på et kæmpestort isfelt, nærmest en hængende gletscher. Nedefra basislejren ser det sted vi er nået til ud som en lille bule, men i virkeligheden er det en skrånende flade på størrelse med en lille håndboldbane, blot er her ikke plant, så vi må grave.

Vi skiftes til det sure arbejde ingen af os har hverken lyst eller kræfter til det. Og dog, da Michael får overladt sneskovlen går han nærmest bersærk som i en rus og graver løs. Jeg siger ikke noget i håb om at det vil vare ved lidt endnu. Da han er færdig kravler han ned i soveposen og kollapser. I mellemtiden laver Bo og jeg vand til drikke og til det frysetørrede mad. Vi er først færdige efter 3-4 timer. Mætte og trætte går vi til ro med håb og forventninger til morgendagen.

Bo: Jeg føler mig udtørret og træt, men jeg er meget opsat på at det her skal lykkes. Derfor sidder jeg lang tid med kogeren og smelter sne. Vi må have rigeligt at drikke, hvis vi skal have nogen kræfter tilbage i morgen. Kogeren må jeg have i skødet hele tiden, sætter jeg den fra mig, bliver den så kold, at gassen ikke vil ud af flasken, og kogeren går ud. Søren og jeg skiftes til at koge, det tager adskillige timer, inden vi har fået nok at drikke og spise. Michael spiser til min store bekymring ikke meget. Det er et dårligt tegn, ved overbelastning eller for dårlig højdetilvænning kan du som regel ikke spise, og hvis du tvinger maden i dig, kommer den måske bare op igen.

Jeg har sommetider på ekspeditionen følt, at de andre ikke syntes jeg var dem ligebyrdig, men nu føler jeg mig stærk og bryder mig ikke om hvad de tror. Jeg er meget determineret og behøver ikke nogen kryptiske idrætspsykologiske øvelser med mig selv, jeg vil op til toppen og det skal være i morgen. Egentlig betyder min 32 års fødselsdag intet for mig, men jeg ved at Helle og min nærmeste familie vil tænke på mig, når jeg fylder år. Derfor betyder det særlig meget netop i morgen at nå toppen.

Efter at have klatret med Søren i disse 3 dage føler jeg mig tryg ved ham. Jeg vidste at han var dygtig, men jeg vidste ikke, hvordan vi ville gå i spænd sammen. Tilsyneladende dømmer vi klatresituationerne ret ens, det giver tillid. Jeg håber bare den er gensidig.

Søren: De 24 minusgrader udenfor soveposens dunlag indbyder bestemt ikke til aktivitet. Michael, Bo og jeg ligger på et lille sneplateau i cirka 6300 meters højde på Ama Dablams vestvæg. I dag, den 11. oktober, tilfældigvis Bos fødselsdag, har vi mulighed for at nå toppen 550 meter højere oppe. Men selv med ekspeditionens mål indenfor rækkevidde er det svært at komme ud af soveposen. Da det endelig lykkes, svarer omgivelserne helt til det, termometret lover: det er iskoldt. Morgenmaden, som for mit vedkommende, består af to chokoladekiks og en slurk vand, er hurtigt overstået. Udover, at det er svært at få vejret her, er søvnløshed og udtalt mangel på appetit, to andre alvorlige gener, en højdeklatrer må kæmpe med - og eventuelt blive stoppet af.

Bo: Jeg kan se på de stærkt gule pletter jeg har lavet i sneen i nattens løb, at jeg ganske vist har drukket meget, men at kroppen stadig er i underskud med vædske. Vædskeunderskuddet bliver nok ikke dækket før vi er helt nede fra bjerget. Jeg er opmærksom på de farer, det medfører ikke at være ordentlig hydreret, men jeg orker ikke smelte tilstrækkeligt sne til at dække behovet.

Sidst jeg overnattede i 6000 meter på Huascaran i Peru, var vædskesituationen ved at blive kritisk for vores succes. Vores eneste kogeapparat strejkede delvis, så vi brugte vores brændstof op to døgn før planlagt. Uden brændstof kunne vi ikke skaffe os vand i den højde og temperatur. Vi nåede toppen, men det sidste døgn på bjerget fik vi intet at drikke, hvorfor jeg slæbte mig ned derfra. Jeg har lovet mig selv, at gøre alt for at få mere at drikke denne gang.

Søren: I aftes talte vi kort om, at der ikke var noget til hindring for at nå toppen. Medmindre vejret slår om, vil de sidste 550 meter stejl is, være en overkommelig opgave. Vi har bogstavelig talt overnattet på en hængegletscher, og de første 30 højdemeter går i relativt fladt terræn mellem små istårne. Sneen er dyb, så det er hårdt arbejde. I en af de korte passager, vi holder for at få vejret, hører jeg Michael sige, at han knap kan følge med, selvom han er fri for at træde spor. Jeg ænser det knapt, hele min bevidsthed og al min energi er rettet mod klatringen og toppen.

Hurtigt krydser jeg bergschrunden og påbegynder den seriøse del af dagens arbejde. Vi har aftalt at gå så langt uden reb som muligt, fordi det er hurtigere. På ryggen har jeg vores 100 meter 8,5 millimeter klatrereb fastsurret, de andre bærer ekstra tøj, chokolade og vand.

Hundrede meter oppe ad isskråningen studser jeg over at de andre endnu ikke har krydset bergschrunden. Bo råber op til mig, at Michael har kolde tæer og ikke ved, om han skal tage chancen at klatre, underforstået risikere forfrysninger og eventuelt følgende amputationer.

Tiden står et øjeblik stille, mens Michael gør sine overvejelser. Det bliver til et "GO". De to bevæger sig op mod spalten. En sidste gang vejer Michael sig selv og finder sig for let. kroppen er udmattet, et faktum sindet ikke kan abstrahere fra, Michael beslutter at gå ned.

Det er den beslutning, en dygtig bjergbestiger skal kunne tage, sætte sin vilje til at leve, over sin ambition og dermed spare sit liv.

Det er trist for os alle tre. Kun tre dage tidligere måtte vi se Jan, svært højdesyg, gå ned fra fremskudt basislejr i 5710 meter. Og nu må Michael blive i den anden bivuaklejr.

Bo når hurtigt op til mig og insisterer på, at jeg overtager rygsækken og han rebet.

En time senere er vi i gang med crux'et på dagens klatring. Rebet kommer i brug, da vi omgår "Dablamen" (Amuletten) i højre side. To reblængder og hundrede meter højere er vi forbi den anden hængegletscher og sidste alvorlige forhindring.

Siddende fastbundet til to sneankre tager jeg ind på rebet, mens Bo pustende kommer op. Mens han ser op over de sidste 300 meters isskråning, foreslår han, at vi lader reb og rygsæk blive ved ankrene og klatrer det sidste stykke uden. Noget overrasket indvilger jeg og indstiller mig psykisk på at gå det sidste stykke solo, ligesom det første. Bo, som er holdets marathonløber og træningses, er langt mere kendt for sin udholdenhed end for sit mod, derfor kommer hans forslag bag på mig. Senere betroede han mig glad, at han den dag fik brudt nogle gamle fasttømrede grænser.

Rebet er navlestrengen, som holder to klatrere sammen, gennem det mærker man nervøsitet, energi og alle bevægelser. I mere end bogstavelig forstand er det rebet, som binder klatrene sammen. Når det bliver lagt, er samhørigheden brudt.

Nu er vi hver især alene med bjerget og holder vores eksistens i egne hænder - skræmmende, men også mere tilfredsstillende end nogen anden klatresituation.

Fra højre til venstre går der en lang snegrat gennem hele topvæggen, og den slutter i topplateauet. En tredjedel oppe er der et 5-10 meter højt klippetårn, som ser spændende ud. Det bliver nu mål for al bekymring. Er isen for stejl der ? Kan vi komme forbi ? Økserne bider godt i den fastpakkede sne, ligeså de tolvtakkede steigeisen, som er spændt under mine dobbelte plastikstøvler. I en rolig rytme bevæger jeg mig opover.

Først flytter jeg venstre økse, så højre, derefter venstre fod, som jeg holder sidelæns og derfor får til at bide med fem takker, til sidst sparker jeg højre fods fronttakker end 20 centimeter højere. Proceduren gentages i det uendelige, sådan føles det. Ved skiftevis at holde højre og venstre fod sidelæns aflastes lægmusklerne.

Jeg er hurtigt oppe ved klippetårnet, sneen er løs, usikker og ubehagelig. Et kort øjeblik overvejer jeg at hvile her. Jeg slår hurtigt tanken ud af hovedet for ikke at miste det momentum, som jeg har haft, siden vi forlod basislejren for seks dage siden, og som nu er ved at nå sit højdepunkt.

Forbi klippetårnet kan jeg overskue resten af graten, der er ingen partier, der er stejlere end det, vi har været forbi. Det er nu kun et spørgsmål om tid og arbejde, inden jeg når toppen. Men det er endnu for tidligt at glæde sig, hvert sekund klatring er en leg, hvor psyken er absolut lige så involveret som fysikken. De enkelte følelser må holdes i skak til rette tid. Det er koncentrationen, som holder kroppen i balance på isvæggen, et øjebliks for tidlig glæde vil ødelægge det psykiske momentum og hurtigt forplante sig til en træt krop.

Bo: Jeg sparker mig to trin til fødderne for at holde en fotograferingspause. Det kan blive et perfekt billede af Søren, der ikke er langt fra toppen. Da jeg tager Konicaet ud af etuiet, har jeg glemt, at det ikke sidder fast på rygsækken, som vi har efterladt sammen med rebet. I det øjeblik jeg slipper etuiet er jeg klar over, at det er tabt. Jeg kan ikke lave en lynhurtig bevægelse og gribe det, da jeg meget let kunne miste balancen. I stedet stivner jeg helt, mens jeg kigger mellem benene og ser etuiet hoppe ned ad skråningen, hurtigere og hurtigere, større og større hop. Det er den vej jeg skal, hvis jeg gør en forkert bevægelse her. Etuiet forsvinder ud over dablamen til et 100 meters frit fald, og efter al sandsynlighed stopper det først et par tusind meter under mig.

Det gyser i mig et kort øjeblik, men derefter er jeg igen fuldt koncentreret, klatrer videre og glemmer endog at tage billedet.

Søren: Det bliver sværere at få vejret jo højere jeg stiger. Jeg deler bevægelserne ind i perioder. 15 gange flytter jeg kroppen og holder så en kort pause for at "betale iltgælden tilbage". Min erindring fortæller mig, at en af de sidste gange, jeg var højt - på den mexicanske vulkan Pico de Orizaba - gik jeg 60 skridt mellem pauserne, men her nær 7000 meter over havet, kan det ikke blive til mere end 15. Da jeg står stille igen, ser jeg ned ad væggen for eventuelt at kunne vælge den rigtige side af graten, hvis jeg skulle miste balancen, men der er ingen mulighed for at stoppe. Falder jeg til venstre, vil jeg fortsætte hele vejen ned ad vestvæggen, og til højre slutter isvæggen i en afgrund, som markerer sammenføjningen med østvæggen. Det eneste, der er at gøre, er at styre udenom Bo, der nu er et godt stykke under mig.

Hele væggen består af det, man kalder "flutes", en slags lodrette isbølger, hvor vi befinder os på en af de fixerede bølgetoppe - smuk og uhyggelig er denne vertikal-isørken.

Omkring tre pauser fra toppen forsøger jeg at sætte spurten ind ved at forcere tempoet. Øjeblikkelig bliver jeg mindet om, hvor jeg befinder mig: jeg bliver tvunget til at stoppe efter 12. skridt og må holde en lang pause for at få åndedrættet i ro. Da terrænet viger foran mig, kan jeg næsten ikke tro det. Den stejle grat bøjer over i topplateauet, der er ca. 20 gange 50 meter. Den hårde is forandres til blød, dyb sne. Det er at samme grund særdeles anstrengende at gå, jeg lader mig falde ned i sneen for at vente på Bo, så vi sammen kan gå op på det højeste punkt.

Lige idet jeg sætter mig, bryder jeg et kort øjeblik ud i gråd - af lettelse ? - af glæde ? Jeg ved det ikke. Men sikkert er det, at jeg sjældent har været så glad for at eksistere.

Udsigten er enestående, landskabet er sunket under mig, i den grad, at det nu har karakter af et lilleputlandskab, fyldt med fantastiske sneklædte skulpturer så langt øjet rækker. Helt klar og skarp blå er himlen, som den kun kan opleves i bjergene. Pludselig bliver jeg utålmodig, jeg må se de høje bjerge, som skjuler sig bag horisonten, jeg kan ikke slappe af, før jeg har nået det højeste punkt.

Jeg sætter mig på det højeste punkt, drikker en slurk vand og venter på Bo. Kort efter er jeg utålmodig og urolig igen. Han burde være har nu. Var han så langt under mig ? Hold nu tungen lige i munden, Bo, ingen fejltrin, vær nu sød at dukke op nu. Tankerne flyver gennem hovedet på mig.

Det havde ikke været nødvendigt at bekymre sig, Bo er snart oppe, vi vinker glade til hinanden.

Bo: Jeg forsøger at forcere tempoet det sidste stykke mod toppen, men ender op med at klatre langsommere, end jeg ellers ville have gjort.

Jeg eksperimenterer med rytmen, for at prøve at snyde kroppen til en større præstation. Prøver at klatre langsommere, men med færre pauser, prøver at hvile et kort øjeblik for hvert trin, alt er omsonst, tempoet kan ikke blive højere.

Jeg vender tilbage til den gamle rytme, som falder mig mest naturlig og åbenbart også er hurtigst, koncentrerer mig i stedet om hver enkelt interval. Prøver at abstrahere fra, at jeg er ved at være lidt træt, og jeg ikke ved, hvor langt der er igen. Afstandsbedømmelsen svigter helt, desuden ved jeg ikke om den kant, jeg kan se længere oppe er en skarp kant, der markerer toppen, eller om det bare runder lidt af og fortsætter mod toppen ovenfor. Søren forsvinder bag kanten, nu ved jeg hvor nær jeg er.

Det lykkes at forcere tempoet en smule, selv om lungerne er ved at vende vrangen ud. Kanten nærmer sig og jeg fryder mig, da jeg træder over og ser Søren sidde et lille stykke væk på toppen af Ama Dablam.

Jeg kan ikke vente, forsøger at løbe over til ham, men sneen er for dyb og tung her på toppen. Jeg må stoppe halvvejs for at få vejret igen.

Imens kaster jeg et blik rundt, ser Mount Everest, som vi ikke har kunnet se siden vi gik op til basislejren.

Jeg tramper gennem sneen over til Søren og vi omfavner hinanden, jeg er meget opstemt over at det kunne lykkes. Det er min bedste fødselsdag nogensinde, hvad mere kunne jeg ønske mig end at nå toppen af min første Himalaya-gigant i perfekt vejr. Sidst jeg stod på en høj top, 6768 meter høje Huascaran, kunne jeg stort set intet se, jeg var indhyllet i skyer fra Amazonas, men her virker udsigten uendelig.

Jeg kigger ned i det dybe hul mellem os og Mount Everest. Langt nede ligger Islands Peaks godt 6000 meter høje top, der set fra dalen er et ganske attraktivt bjerg. Herfra synes den blot at være en lille pukkel på bunden af dalen. Utroligt som perspektivet forandrer alting, det er en ganske anderledes verden, der ligger for vore fødder, end den vi har gået rundt i de sidste par uger.

Søren: Udsigten er storslået, vi befinder os midt blandt verdens højeste bjerge. Bare små 10 km herfra står Mt. Everest, der med sine 8848 meter er verdens mægtigste bjerg.

Mens jeg betragter dets sorte toppyramide overvejer jeg om det vil være besværet og lidelserne værd nogensinde at nå dets top. Sammenliger jeg de anstrengelser, det har krævet for os at nå Ama Dablams top med det, der vil kræves for at nå verdens tag, vil jeg aldrig ønske at gøre et forsøg. Og dog ved jeg, hvor nemt jeg glemmer al sliddet, når nye drømme tager form, hvor let pinslerne fortrænges.

Bo: Trods lettelsen over at ekspeditionens mål er nået, er jeg lidt nervøs, en egentlig succes kan vi først tale om, når vi er helskindet nede af bjerget. Her efter at toppen er nået, er det let at forfalde til træthed og manglende koncentration. Men vores sikkerhed afhænger af vores evner til koncentration også på nedturen, specielt uden nogen form for sikringsmuligheder.

Søren: Vi fotograferer hinanden og begynder så småt at forberede os til at klatre ned igen. Et sug løber gennem min mave, når jeg tænker på, at om få minutter skal jeg hen til kanten og derfra klatre baglæns ned. Det er sværere og farligere at klatre ned end det er, at bevæge sig op, fordi man på vejen op hele tiden kan overskue, hvor fødder og klatreredskaber bedst kan placeres i isen. Psykisk er det også et større pres i og med, at man ser ned i afgrunden hele tiden. Statistikken siger, at de fleste bjergulykker sker på nedturen, hvor den fysiske udmattelse er fremskreden og koncentrationen er svækket. Så snart toppen er nået forsvinder motivationen og derfor kan koncentrationen kun opretholdes ved opbydelse af den yderste selvdisciplin.

Da jeg først er nede på væggen igen og igang med klatringen er angsten næsten væk. Bo er et stykke over mig, nu er det min tur til at være i skudlinien. Falder han, risikerer jeg at ryge med i købet. Alt går godt, vi arbejder os ned roligt og velovervejet.

Bo: Mens jeg klatrer nedad forsøger jeg hele tiden at koncentrere mig om det ene - at klatre. Min familie vil uden tvivl gerne se mig igen. Måske er netop denne tanke med til, at jeg pludselig befinder mig hos Helle og Rasmus i tankerne. Rart, men samtidig ganske uhyggelig min nuværende position taget i betragtning. Det gibber helt i mig, da jeg vender tilbage fra drømmene. Jeg er fuldt ud klar over farligheden i sådanne flyvske tanker. Ovenpå denne korte virkelighedsflugt retter jeg al min energi, psykisk såvel som fysisk mod at komme helskindet ned. Her på vejen ned kan jeg bedre følge med Søren, men de få minutter hos familien har trods alt bragt mig 50 meter efter.

Da vi når rebene beslutter vi at bruge dem resten af vejen, da vi begge føler os trætte. Samtidig har vi, gennem at klatre solo så langt, skabt os et tidsforspring, så vi kan tage det med ro det sidste stykke ned til bivuakken.

Søren: Hen på eftermiddagen bliver vi modtaget af Michael i bivuaklejren. Han har forberedt te til os, det er lige hvad jeg mangler.

Næste morgen pakker vi alle tre og begiver os nedover. Først må vi klatre og siden kan vi fire os ned på vores reb, som vi derefter haler ned og gør klar til næste firing. Da vi næsten er nede møder vi Henrik, Jan M., og Nicolaisen på vej op. Vi fortæller dem om hvad, der venter dem længere oppe og ønsker dem held og lykke.

Midt på dagen er vi tilbage i lejr 1. Vi er nået hertil uden de store problemer og er nu næsten i sikkerhed. Turen henover graten til advanced basecamp er relativ sikker. Efter at have indrettet mig i lejren, spist og drukket, kan jeg nu i ro og mag følge vore tre venners fremstød på bjerget. Det er sjovt at betragte de andre, især fordi jeg selv har været der, hvor de er nu og derfor til fulde forstår deres problemer og anstrengelser. De har, ligesom vi havde, optimale forhold og intet burde kunne forhindre dem i at nå toppen. Vejret ser bestemt ud til at holde.

Jeg har nu iagttaget dem ved den samme standplads, som vi tre holdt middagshvil på et stykke tid. Lidt for lang tid synes jeg. Og så vender de om og firer sig ned fra hylden i stedet for, at fortsætte klatringen opover. Det er helt uforståeligt for mig. Da vi mødte dem et par timer tidligere, var de tilsyneladende i fin form. Og nu vender de om på en perfekt dag, det er ubegribeligt!

En time senere er de tilbage hos os i lejr 1.

"Hvad er der sket ? Hvorfor vendte i om ?" spørger jeg måbende Henrik.

"Nicalaisen er højdesyg" svarer Henrik bistert og ærgerligt.

Da de to Jan'er dukker op, spørger jeg igen, men får kun nogle mumlende kommentarer til svar. Stemningen er rigtig dårlig. De tre har tilsyneladende skændtes, inden de traf afgørelsen om at vende. De får lov til at passe sig selv. Henrik og Jan M. erklærer, at de vil prøve igen, men Nicolaisen er bare negativ og indesluttet. Jeg er nu overbevist om, at det var den rigtige beslutning, jeg traf, da vi skiltes i starten af første forsøg. For ham er turen overstået, medmindre Michael og han vil vente og så forsøge igen. Det tvivler jeg på de vil, viljen mangler.

Jeg ved fra mig selv, hvor svært det er at sætte sig op til et nyt forsøg. Først skal skuffelsen, over at alle anstrengelser har været forgæves, overvindes. Dernæst skal man hvile og vente til kroppen har genopbygget sig. Under hele forløbet arbejder jeg med den mentale side, primært motivationen, for tilsidst at psyke op til en ny præstation. Lykkes det ikke at oparbejde den nødvendige energi eller mangler lysten helt, er det spildte kræfter at starte ud igen.

Hele processen er særdeles vanskelig at gennemføre selv under behagelige og komfortable forhold. Hvordan vil det gå med Henrik og Jan M. ? Jeg har mine betænkeligheder. I den iltfattige luft og de ellers primitive forhold, vi lever under i basislejren, er det svært at få den nødvendige ro og pleje. Det mindste vejromslag kan ødelægge hele den mentale genopbygning.

Til deres fordel taler, at de har truffet den første og afgørende beslutning : De vil forsøge en gang til. Dagen efter klatrer vi alle seks tilbage henover graten til advanced basecamp. Mellem Bo, Michael og jeg selv(((((((((((((((((((((((((((((((((. fra tankerne om en ubehagelig, våd og kold sovepose. Da det endelig lykkes mig at komme i gang, melder det næste problem sig : Hvornår løber flasken over? - Efter et par gange blev det rutine at bruge tisseflasken.

Næste morgen er vejret igen perfekt. Det har nu fulgt det samme mønster i snart 2 uger. Hvis det holder i 4 dage endnu skulle det være muligt for os at gentage Sørens og Bos succes. Tankerne går et kort sekund tilbage til beretningerne fra sidste år. For helt præcis et år siden kom en vældig snestorm fra Tibet og stoppede alle ekspeditioner i området med 2 meter nysne. Det vil være en katastrofe, hvis der kommer en lignende om 2 dage. I alperne er vi vant til rimeligt forudsigelige vejrudsigter for de næste 4-5 dage, og jeg havde troet på lidt af det samme her. Men den nepalesiske radios vejrudsigt er som regel "fairly throughout the kingdom", så vi må bedømme selv. Ifølge vejrudsigten skulle det også have været godt den 5., da det sneede, men det har været perfekt siden.

Henrik: Næste morgen bliver vi vækket ved sekstiden af Jan M.s ur. Vi kommer dog først ud af poserne henimod 6.30, da solen rammer teltet. Morgenmaden består af nogle kiks, lidt frugtbrød og en liter lemonthe, som vi havde lavet aftenen i forvejen og opbevaret i soveposen natten igennem. Det samme havde vi gjort med vore 2 andre feltflasker, så vi kunne komme hurtigere afsted om morgenen. Ved otte-tiden forlader vi lejren. Det første stykke over løse blokke og med let klatring tager vi uden reb. Jeg bærer sikringsudstyret, mens Jan M. har rebet. Efter en halv time til tre kvarter når vi mere fast grund og den første bolt. Her binder vi os ind, og det går hurtigt videre. Det er en stor fordel, at vi kender terrænet i forvejen.

Jan M: Den første del af graten var nem. Vi kendte vejen fra vores første forsøg, og vores rygsække er nu ikke så tunge. Jeg klatrer denne gang op af alt det løse på det første klippetårn. Det er pudsigt så forskelligt vi opfatter store løse sten. Mange er naturligt bange for løse sten, der pludselig kan begynde at falde. Et greb eller et trin forsvinder, og resultatet er ofte et styrt. Jeg har ikke så meget imod at klatre op over store løse blokke. Jeg sørger bare for ikke at belaste dem mere, end at de bliver liggende. Det svære er så at bedømme hvor meget, man kan belaste dem. Jeg ved udmærket godt, at begynder disse tonstunge sten først at skride, er de ligeglade med, om der kommer en enkelt klatrer eller to imellem. Jan Nicolaisen er temmelig paranoid overfor løse sten, men han har også været ude for en slem løsstensulykke, hvor han mistede sin venstre lillefinger, og som nær havde kostet ham livet.

Henrik: Først kommer der et par reblængder på graten, som her er let. Efter lidt sne skal det første ret flade tårn omgås til højre. Det er klatring på glatte slab uden ordentlige trin og med langt imellem sikringerne. Derefter kommer vi til den snerende, hvor et mindre stenskred skar 15 m af vores reb, da vi var her første gang sammen med Jan Nicolaisen. Der skete heldigvis ikke noget med os. Det er 10 meter op gennem snerenden og så til højre igen igennem noget mixed terræn. Derefter kommer vi til den korte kamin, hvor vi lod en rebstump hænge sidste gang. Vi bruger den nu nærmest kun til at give lidt støtte. Videre er det op mod toppen af det næste tårn, men få meter herfra er der en liste, der giver en flugtvej højreom. Efter en god halv reblængde i mixed terræn når vi en standplads under det næste tårn.

Jan M: Vi er nu kommet til et af de svære steder på graten, hvor vi sidste gang klatrede et godt stykke ned på den på den østlige side for derefter at klatre op igen lidt senere. Det blev til en hel del besværlig klatring, men vi undgik et kort men endnu mere besværligt sted. Det prøver vi denne gang, og det viser sig at være en virkelig lækker hånd-travers. Til hænderne er der en perfekt, skarpt rundet klippekant. Til fødderne er der ingenting, og de må så aflaste armene ved at bruge friktionen mellem klippe og støvler. Det er ret anstrengende men kun to meter langt, før man når en lille hylde. Jeg nyder disse to meters klatring i fulde drag og er tilfreds med mig selv bagefter, da jeg ved, at bevægelserne har været stilrene. Det er egentlig tåbeligt at gå op i sådanne bagateller her i næsten 6000m højde, hvor det kun er toppen, der tæller. Men jeg kan ikke skjule, at jeg nyder den tekniske udfordring ved klippeklatring og det elegante ved klatring med perfekt balance. Henrik klatrer ridende overskrævs på kanten, hvilket klart er lettere og mere kraftbesparende men ikke ligeså elegant.

Henrik: Efter endnu et par temmelig svære reblængder, hvor der er lidt sne, når vi nu hen til en 50 meters snegrat. Den er let nu, hvor der er trin i forvejen. Det hele er gået glat, klokken er ikke engang 12 og vi er ved det sidste svære stykke. Jan M. fører først en god ½ reblængde, som hovedsagelig er en travers. Her har vi også lært af sidste gang og lader være med at bruge jumars, da det kun er besværligt, tungt og tidsrøvende. På det næste stykke, der er lodret og meget svær klatring, jumarer jeg dog op ad de gamle reb, der er efterladt af en tidligere expedition. Jeg undlader dog ikke at sikre med vores egne reb, selvom rebene er brugt flere gange af vores egen expedition.

Jan M: Sidste gang holdt de gamle faste reb, så det gør de forhåbentlig endnu en gang. Nu er benløkkerne i mine jumars indstillet perfekt, og bortset fra det prustende og hivende åndedræt går det fint og hurtigt opad. Forrige gang var min debut med jumars, og det kunne godt ses på stilen og ikke mindst hastigheden.

Henrik: Fixrebene slutter ved den hylde, hvor Bo, Søren og Michael bivuakerede. Vi fortsætter de to reblængder hen til Bo's telt, og det er her så let, at vi går parallelt. Vi er fremme ved teltet efter godt 5 timers klatring. Det tog de første ialt 12 timer og mere end 1 dags klatring, og vi brugte sidste gang godt 9 timer. Der kan man se, hvad det betyder med rutekendskab og det, at vi er fuldt akklimatiserede. Vi kan slappe af hele eftermiddagen, smelte masser af sne og samle energi til i morgen. Klokken 15 taler vi med Søren i basislejren og melder alt vel.

Aftenudsigten er den samme som i går, men jeg bliver ikke træt af at nyde den. Det er utroligt så stabilt vejret er. Det er et stort held. Vi får noget mad og får fyldt vore feltflasker. Der er opstået en fast arbejdsrytme, hvor jeg smelter vand og styrer kogeapparatet, mens Jan M. sørger for at hente is og sne og pusler rundt og ordner diverse småting.

Jan M: Mens solen maler endnu et af sine uudtømmelige vidundere, sidder jeg stille og lader tankerne vandre. Der er helt stille, bortset fra gasbrænderens stille hvæsen og lyden af goretex mod goretex, når Henrik en gang i mellem ser efter, hvordan vandet i brænderen har det. Hvordan har de det mon derhjemme? Hvad laver de mon nu? Jeg prøver endnu en gang at beregne klokken i Danmark men opgiver. Hvordan kan man være konkret og præcis i omgivelser, der er så fulde af subjektive indtryk. Mørket kommer stille snigende sammen med kulden, og natten er ved at sænke sig på en ny fantastisk måde.

Men vi er her i ørneborgen - 1 1/2 dag fra toppen. Vi har spist rimeligt, drukket en hel del, og vi føler os begge friske og fulde af energi. Vi skal ned fra tårnet, hen af graten, op gennem den mixede couloir, op på "the mushroom ridge" og hen til lejr 2. Derefter 200m stejl sne, et par reblængder stejl is og derefter endnu 200m stejl sne til toppen. Det kan ikke tage mange minutter.

Jeg ved dog inderst inde, at det tager minimum 1 1/2 dag, og at der er nok af problemer. Er vejret stabilt? Er det sidste stykke sne op til "the mushroom ridge" for ulækkert til at vi vil risikere livet? Kan vi nå hele topvæggen på en dag? Det skal nok lykkes. Henrik og jeg har klatret meget sammen, og vores sammenhold og intuitive forståelse af den andens reaktioner skal nok få os op. Det, at vi kender hinanden så godt, må kompensere lidt for, at de andre måske er dygtigere og stærkere end os. Med ro i sindet går vi tidligt i seng, parat til at stå tidligt op i morgen.

Henrik: Vi kravler i poserne ved 7-tiden, og det er nok -15 grader udenfor teltet nu. Jeg tager en indslumringspille, da det er min erfaring, at jeg så har lettere ved at falde i søvn. Søvnen bliver bedre, og det giver mere energi næste dag. Jeg har drukket så meget, at jeg får brug for vores tissekolbe.

Uret ringer tidligt, men vi står først op med solen. I går pakkede vi rygsækkene, så soveposerne bare skal ned i og liggeunderlaget spændes uden på. Morgenmaden er også klar, så vi forlader teltet inden otte.

Jan M: Humøret falder lidt igen, da det kun under besvær lykkes mig at lokke nogle kiks og noget væske ned. Hver bid kræver overvindelse. Sammenpakningen tager mig også lang tid, men det hjælper lidt på humøret, da vi begynder klatringen.

Henrik: I dag er det kombineret klatring, is og en del brug af jumars på reb efterladt af andre hold. Da det er min stærke side, er det aftalen, at jeg skal føre det meste. Det er også en udmærket ide at skiftes tit til at være i bevægelse, da man så også ofte får pauser.

Efter et kort let stykke indledes dagen med 100 m firn, og her klatrer vi parallelt. Det er hurtigt overstået, og vi når "first step" - et lodret 15 meter højt klippetårn. Sidst overvandt vi det ved hjælp af gamle reb og op over midten, hvor det var overhængende visse steder. Denne gang traverserer jeg længere ud mod højre og finder en god rute op på siden. Der er også gamle reb her, og jeg sætter da også jumaren på, men jeg bruger det mest som en extra sikkerhed, da klippen er udmærket at klatre på. Det er godt at vi er her tidligt, da det kan være noget af en nedstyrtningsrende om eftermiddagen, når solen får magt.

Efter tårnet fortsætter jeg en ti meter op, inden jeg laver standplads og sikrer Jan M. op. Det næste stykke er et rod med alt: Klippe, sne, is og fix-reb. Det er ganske fornøjeligt. Det syntes vi ikke helt sidste gang, særlig ikke Jan Nicolaisen, der har sit løsstens-paranoia. Også i dag går det meget hurtigere og vi kan tydeligt mærke højdetilvendingen.

Jan M: Henrik bliver nok aldrig den store tekniske klippeklatrer, men giv ham et ulækkert, smattet og løst stykke mixed terræn, og han møver sig glad og fornøjeligt op ad det. Det er nok også en del af vores styrke - vi supplerer hinanden. Hvis den ene er lidt svag på et sted eller tidspunkt, tager den anden over.

Henrik: Efter næste standplads kommer der lidt kombineret klatring og en 60 - 70 meters snegrat. Herefter er der en 70 grader stejl iscouloir. Denne giver stejl isklatring, når det er bedst. Det er sjovt, som sne/is forholdene er anderledes her end i Alperne. Den varme sol og den stærke kulde, som begge skyldes højden, giver isen den rigtige konsistens. Den er så blød, at økserne går i hver gang, men også så hård, at de sidder godt fast.

Efter en snetravers til venstre er vi nu her, hvor vi vendte om under sidste forsøg. Vi er blevet advaret om, at den næste reblængde er løs sne. Det synes jeg nu ikke, da der er en udmærket hård skorpe på sneen. Hældningen er 60 grader, og der er gode klippesikringer, selvom der godt nok er lidt langt imellem dem. Jeg laver standplads 5 meter under graten og Jan M. fører det sidste lille stykke op.

Graten kaldes "the mushroom ridge", da den ligner svampe. Den består af små klippeformationer, og ovenpå er der sne med vægter på begge sider. Dette gør den noget delikat at klatre på. Der er 4 reblængder hen til sneen, og det er noget værre rod. Det går mere vandret end opad, frem og tilbage over selve kanten, og der er ingen oplagt ruteføring. Det er nu hen på begyndelsen af eftermiddagen, og jeg kan mærke det hårde arbejde og væskeunderskuddet, så det bliver Jan M.s lod at føre store dele af svampegraten.

Vi er ved bivuaken ved 2-tiden. Det er bare et hul ½ meter dybt med plads til tre personer. Nedenfor er der en masse gule pletter, så det giver sig selv, hvor sneen til smeltning skal tages fra. Jeg får hurtigt gang i kogeren og Jan M. sorterer udstyr. Vi taler meget om morgendagen, og udstyret bliver skåret ned til tre isskruer og tre snespyd samt enkelte slynger. Vi bliver enige om, at vi ikke behøver rygsække, da vi kan have feltflasker og klatreudstyr i selerne og resten inde på kroppen. Vi vil tillade os den luksus at slæbe en walkie-talkie med på toppen. Det vil være sjovt at sende deroppe fra, og det vil gøre sig i vores diasshow.

Jan M: Vi aftaler at stå meget tidligt op for at have bedre tid til selve klatringen. Vi er enige om at prioritere sikkerheden højt i morgen. Det gik fint for Søren og Bo at klatre det meste solo, men vi vil tage reb på, hvis vi ikke er helt trygge. Det vil ganske vist tage længere tid, men selvom Henrik og jeg ikke er kendt som meget hurtige klatrere, bør der være tid nok. Hellere bagefter kunne fortælle, at vi vendte om p.g.a. tidnød, end slet ikke at kunne fortælle noget.

Vi får hurtigt installeret os i soveposerne, da solen og temperaturen falder om kap. Vi halvt sidder og halvt ligger op af rygsækkene med overkroppen delvis ude af soveposen. På den måde kan vi holde benene varme og stadig pusle med lejrlivets små hyggelige gøremål. Der skal smeltes en masse sne og laves en smule mad.

Henrik: Jeg ligger i alt det tøj, jeg skal have på i morgen, men jeg fryser alligevel lidt. Teltet i lejr 1 gav en bedre beskyttelse imod vinden end dette snehul. Vi aftaler at stå op klokken 3, så jeg tør ikke tage en sovepille. Det var nok dumt, da jeg lå vågen det meste af natten.

Kl. 3 er vi begge vågne, og liggende i soveposerne spiser vi nødder og rosiner og drikker lemonthe, som vi havde lavet aftenen før og haft med i soveposen. Det er dog svært at komme ud af poserne, og særlig Jan M. er ikke meget motiveret, så klokken bliver henad halvfem, før der sker noget.

Jan M: Vækkeuret på min venstre arm udsender sine ubarmhjertige bip-lyde klokken 3.11. Jeg løfter forsigtigt på goretexhætten til soveposen. Det er bidende koldt, og lyset fra stjernerne reflekteres i tusinde iskrystaller. Vejret er som forventet klart, så det kan jeg ikke bruge som undskyldning for at blive i soveposen. Jeg fryser lidt på trods af, at jeg har alt tøjet på nede i soveposen, men jeg vil utvivlsomt komme til at fryse mere ved at krybe ud af soveposen. Alt udstyret ligger klart udenfor, men jeg kan ikke få mig overtalt til at komme ud af posen til trods for, at toppen kun ligger 1/2 dag borte. Vi får lidt mad og lidt vand med isklumper i og sover lidt igen, før Henrik endelig får mig overtalt til at stikke næsetippen udenfor soveposen lidt over 4.

Mine forudsigelser viser sig at være alt for rigtige. Det er hamrende koldt - vel nok -30 grader, og da jeg kommer op at stå, mærker jeg en endnu koldere vind. Jeg studser lidt. Vi har ikke før været udsat for vind. Er der omslag i vejret? Det ville være et fandens uheldigt tidspunkt, nu da vi er så tæt på målet. Men vejret ser ellers perfekt ud, så vi må se, hvordan det udvikler sig.

Klokken lidt over 5 forlader vi lejren. Henrik har problemer med at få pandelampen til at sidde rigtigt, så han lader den blive tilbage. Jeg beholder min, hvis vi skulle komme ned i mørke. Dagslyset er også så småt ved at komme krybende. Jeg håber at solens varme og det hårde slid opad vil give mig lidt varme i kroppen og især i fødderne, hvor den yderste halvdel er ved at være følelsesløs. Jeg sender et lidt misundeligt blik hen til Henriks nye ekspeditionsstøvler, der skulle være noget af det varmeste, man kan opdrive. Jeg havde selv bestilt et par, men de nåede ikke at ankomme til Danmark før afrejsen. Det vil være ekstra bittert, hvis det vil bevirke en forfrysning. Jeg slår mig til ro med, at jeg ikke har haft problemer med for kolde tær før på turen, så det retter sig nok. Til gengæld har det ikke været så koldt før.

Henrik: Det første stykke er tungt arbejde gennem tyk sne. Vi zig-zagger frem gennem toppen af seracen og kommer op til begyndelsen af de to top-isvægge. Vi er ved kanten mellem sydvæggen og vestvæggen, og bergschrunden er her intet problem. Vi klatrer uden reb, hældningen er vel omkring 50 grader, og sneforholdene er igen perfekte: Hård is med 10 cm firn ovenpå. Det viser sig hurtigt, at Jan M. i dag er bedre gående end jeg, og han får hurtigt et pænt forspring. Det er, som om jeg ikke rigtigt kan finde ind i den rigtige rytme. Jeg vil gerne forcere, men det forhindrer højden. Efterhånden indstiller jeg mig på at gå langsommere. Det er egentlig mærkeligt, da jeg har været hurtigere end ham i alle vores træningsløb, men Jan Nicolaisen løb jo også fra mig. Fødderne er kolde, men jeg føler det ikke faretruende. Her laver jeg en fejl, som jeg burde vide for meget til at gøre. Jeg mærker, at jeg fint kan bevæge tæerne, og tænker ingen fare. Men det betyder jo intet, da de muskler, jeg bruger til at bevæge tæerne med, ligger langt oppe på fødderne og ikke dernede, hvor forfrysningerne kommer.

Det er koldt og blæsende, op til 20 m/s i vindstødene, men det er en fantastisk morgen. Her er fuldstændig klart, og nu falder morgensolens røde stråler på Cho Oyu og Gyachung Kang. Gad vide, hvordan det går den koreanske-nepalesiske expedition hertil, som vi mødte flere gange under indmarchen. Det var den med Karl Smart - en nepalesisk klatrer, der absolut kendte sit eget værd. Nå, jeg skal ikke lade tankerne flyve. Jeg skal koncentrere mig om min egen klatring.

Jan M: Sneen er rimelig, så vi vælger at klatre de første 200 højdemeter solo. Det er fortsat koldt, men det værste er vinden. Den afkøler hurtigt, især hvis man er så uforsigtig at vende ansigtet op mod den. Jeg overvejer lidt, om jeg skal tage hætten op uden over balaklavahuen. Det ville være rart, men det vil også blive et større projekt, og det er jeg ikke meget for 100m oppe af en 55 graders stejl og hård sneflade uden sikringer. Jeg gør et enkelt forsøg på at fiske hætten frem men opgiver hurtigt. Måske oppe ved isfeltet, hvor vi alligevel skal etablere standplads, da vi skal have reb på. Ellers går klatringen fint. Sneen er hård, men jeg kan alligevel sparke støvlerne halvt ind, så der bliver fine trin. Vejrtrækningen minder mig dog hurtigt om, i hvilken højde jeg befinder mig. Et par hurtige bevægelser og lungerne er ved at følge med op. Alligevel føler jeg, at jeg langsomt men sikkert æder mig op ad snefladen. Hvis jeg bare kan holde et rimeligt tempo, må jeg på et tidspunkt løbe tør for sneflade og nå toppen.

Henrik: Jan M. er nu oppe ved kanten til iscouloiren, hvor det begynder at blive vanskeligt, og hvor vi skal have reb på. Efter nogle minutter er jeg oppe hos ham. Det har været ganske fornøjelig klatring indtil nu. Han har allerede lavet en god standplads med udtrampet plads til fødderne og snespyd til sikring. Vi binder os ind i rebet, og Jan M. begynder på isklatringen. Det er et par meter op og dernæst skråt til højre. Hældningen er nok imellem 60 og 70 grader, men han går fint også der, hvor det er hård vandis.

Jan M: Henrik kommer langsomt op til mig. Jeg føler, at han går meget langsomt og må holde mange pauser. Jeg prøver et øjeblik at analysere situationen objektivt og finder ud af, at jeg nok gik lige så langsomt og havde lige så mange pauser. Men jeg er nu i ro og har fået åndedrættet under kontrol, og straks er noget af det hårde slid ved klatringen trådt i baggrunden. Henrik er træt, og jeg er frisk, så jeg tager den første reblængde stejl is.

Nu er det ikke mere et lag hård sne men derimod blank is. Nu bruges fronttakkerne på steigeisene for alvor, og det kræver mere energi til lægmusklerne. Der skal også bruges mere kraft til at slå isøkserne ind i isen, så tempoet er også faldet betydeligt. Men det er fin klatring. Økserne sidder godt, og det går langsomt men sikkert opad. Det er ikke så svært, som det så ud til, og jeg spilder ikke tid med at mellemsikre.

Da rebet er ved at være slut, kan jeg ikke finde en ordentlig standplads. Der er ikke nogen klippe i nærheden, hvor jeg kan sætte en sikring, og den is, jeg står på virker lidt hul. Jeg går et godt stykke ud mod højre og får sat to isskruer, der sidder rimeligt. Jeg laver standplads, hiver reb hjem og Henrik begynder at klatre.

Da han kommer op til mig, vil han gerne puste ud. Jeg synes imidlertid ikke, standpladsen er så god, så Henrik bliver sendt videre op for at sikre i klippen. Han finder en fin standplads, der består af et par bolte og en slynge sat af en tidligere ekspedition. Den sidste reblængde er kort og let, og det er en sand fryd at runde et hjørne og pludselig få solens varme stråler i ansigtet. Jeg sidder og nyder solen og livet, mens Henrik kommer op til mig.

Henrik: Efter at have klipset mig ind i boltene følger Jan M. efter og fortsætter forbi. Klatringen er nu rimelig lige ud af landevejen, og han forsvinder snart ud af sigte. I begyndelsen er det rart at stå stille og genvinde pusten, men efter et stykke tid kommer kulden snigende, og jeg ønsker kun at komme i bevægelse igen. Endelig råber han standplads, og jeg kan begynde at forberede mig til at klatre videre. Efter 15 meter er jeg ude af couloiren, jeg kommer op i solen, og det er vidunderligt at mærke dens varme stråler. Jan M. sidder og smiler til mig. Han er ved de to snespyd Søren og Bo efterlod til deres nedfiring, og jeg sætter mig ved siden af ham. Klokken er ca. 8, og nu ville det gøre godt med nogle slurke vand, så jeg tager feltflasken frem og åbner den. Men ak nej, der er ikke andet end is i den. For tre timer siden nede ved bivuaken, da jeg tog den ud af soveposen, var vandet fint, men nu er der intet at gøre. Det er ligeså for Jan M., og han lader sin ligge. Men jeg tager min med i håb om, at morgensolen vil smelte lidt vand til mig. Jeg overvejer et kort øjeblik, om jeg skal tage den ind på kroppen, men det er ikke praktisk muligt, da jeg i forvejen har walkien og vores hemmelighed til toppen derinde.

Vi er begge enige om at lade rebet og alt sikringsudstyret ligge her. De andre gjorde det med succes, og Jan M.s og min is- og højalpine erfaring er meget solid. Vi er begge sikkert gående i stejl is, så ingen af os føler det nødvendigt at sikre. Endnu en grund til, at vi lægger rebet det sidste stykke, er tidsfaktoren. Hvis vi skal sikre hele vejen op, vil vi bruge meget ekstra tid og skal måske så til at finde lejren igen i mørke. Hvis det ikke lykkes, bliver det først for alvor farligt, da vi så skal overleve en nat uden de varme soveposer.

Jan M: Det at klatre solo kræver fuld koncentration. Rebet, der skal redde mig ved et fald, er borte, og en enkelt fejl kan blive skæbnesvanger. Men jeg synes, det er fascinerende at koncentrere sig fuldt ud om en enkelt ting. Det er i orden for mig at klatre 55 grader god sne/is uden sikring, da det ligger et passende stykke under, hvad jeg kan klatre med reb. Der er en rimelig sikkerhedsmargin. Men Koncentrationen må ikke blive forstyrret. Derfor vil det største problem blive nedturen. Jeg vil være træt, jeg har oplevet målet, og jeg skal klatre nedad. Det er tre faktorer, som vil reducere kræfterne og koncentrationen. Men jeg mener stadig, at der vil være en rimelig sikkerhedsmargin.

Henrik: Efter en kort pause går vi videre. Hele morgenen har det generet mig, at remmen til min hjelm glider op under næsen, fordi jeg har elefanthuen indeunder. Jeg vil også gerne have jakkens hætte op over hovedet til at beskytte imod den bidende vind, så jeg tager hjelmen af efter nogle få meters gang og slår hætten op. Jeg holder hjelmen i min højre hånd sammen med den ene isøkse og vil lægge den henne ved bergschrunden. Lige pludselig smutter hjelmen ud af min hånd, tager to hop og forsvinder 1,5 km ned over sydvæggen.

Jeg går forrest nu og krydser bergschrunden ude til højre, hvor den er mindst. Jan M. tager en pause nu for at få varme i fødderne. Jeg overvejer det samme, men synes at de mærkes varme nok. Det føles, som om der er en let trykken men ingen kuldeproblemer.

Jan M: Nu hvor solen er kommet frem, er det på tide at få lidt varme i tæerne, så mens Henrik går videre vil jeg lige bruge et par minutter på at få sparket varme i mine tæer. Ved at sparke kraftigt enten ud i den blå luft eller ned i sneen vil jeg forsøge at få presset noget varmt blod igennem til tæerne. Jeg ved, at det tager tid, men da jeg ikke kan mærke synderlig forandring efter 20 minutter, må jeg opgive. Jeg må nu beslutte, om jeg vil opgive topforsøget eller ej. Jeg kunne gå ned til lejr 2 og få varmet mine fødder i soveposen. Hvis jeg vælger at gå videre, risikerer jeg forfrysninger. Jeg har før haft små frostbid med månedlang følelsesløshed til følge, men jeg har aldrig haft rigtige forfrysninger. Jeg vælger dog at tro, at nu hvor solen er kommet frem, vil det blive en smule varmere, og den stadige anstrengelse ved at klatre opad vil sende det varme blod rundt i kroppen. Jeg mener ikke, at faren for forfrysninger er overhængende, selvom den helt klart er til stede. Men det er en risiko, jeg er villig til at løbe for at nå toppen.

Henrik: Hele den øverste topvæg er præget af lodretstående isbølger. Den mest markante er nærmest en isgrat, der skærer igennem væggen fra nedre højre hjørne til midt på væggen 200 meter højere oppe, hvor den går over i topplateauet. Et lille stykke oppe er der et få meter højt klippetårn. Vi ved fra Søren og Bo, at det kan omgås venstre om. Denne grat er perfekt at klatre på. På den højre side, der vender mod syd, smelter sneen om dagen i solvarmen og fryser om natten. Det giver en god hård is. Det er nok anstrengende at klatre her, men det er sikkert. På den venstre vestvendte væg, hvor der ikke kommer så meget sol, er sneen ikke så hård, men til gengæld lettere at færdes i.

Det meste af tiden har jeg en økse og en steigeisen på hver side af kanten. Det giver både sikkerhed og afslapning. Stejlheden varierer fra 40 til 60 grader, men er dog mest 50 - 55 grader. Alt efter, hvor stejlt det er, veksler jeg imellem at slå isøkserne i eller bare at stikke dem i. Med den ene fod "frontpointer" jeg, mens den anden sættes i sidelæns. Det er ikke så anstrengende men heller ikke så sikkert.

Jan M: Jeg begynder at gå efter Henrik, og jeg genfinder snart den gode rytme fra i morges. Selv om toppen er langt væk, skal det nok lykkes mig at nå den, hvis jeg bare kan holde dette stabile tempo, selvom det er langsomt. Først hugger jeg den ene isøkse i 1/2 m over det forrige sted, 2 sekunder pause, så den anden isøkse i lidt over den første, og igen 2 sekunder pause. Så løftes den ene fod og sparkes ind i den faste sne 1/2 m højere oppe. Efter endnu en 2 sekunders pause kommer det anstrengende at løfte den anden fod, sparke den ind i sneen 1/2 m højere, og i samme bevægelse at løfte kroppen med. Derefter 6 sekunders pause. Efter 10 til 15 af disse sekvenser kræves en lidt længere pause for at få åndedrættet under kontrol. Efter et stykke tid prøver jeg at øge tempoet, men det sætter de hivende åndedrag hurtigt en stopper for.

Henrik: Nu kan jeg ikke klatre hele tiden. Efter nogle få meter må jeg standse op og genvinde pusten. Det bliver efterhånden til ca. 15 skridt og derefter pause. Relativt hurtigt er jeg oppe ved klippetårnet med Jan M. nogle få minutter efter mig. Skal jeg hvile? Nej, nu vil jeg opad. Toppen er nu så nær. Deroppe kan jeg hvile.

Jan M. er utroligt godt gående i dag og efter et stykke tid indhenter han mig og klatrer forbi. Det er et fantastisk landskab vi er midt i. Det er stejlt med den ene isbølge efter den anden; stejlt, hvidt og facinerende. Når jeg kigger opad, ser jeg is og derover en nærmest kronblå himmel. Nedad fortaber isen sig i dybet og over 2 km nede ses andet: Klippe og græs. Ligeud, der ser jeg det meste af tiden, ser jeg lige ind i en isvæg. Den er stejl, jeg klatrer solo, jeg skal koncentrere mig - tage billeder og nyde udsigten kan jeg gøre på toppen. Det ligger i baghovedet, men kommer sjældent helt frem, at en enkelt fejl er lig død. Jeg er dog bevidst om det og koncentrerer mig hele tiden.

Jan M: Jeg kan se, at jeg henter ind på Henrik. Jeg havde egentlig ventet, at han ville løbe fra mig, for jeg er den af klatrerne, der har dårligst kondi. Men han er måske plaget af tørst?. Henrik drikker altid mere end mig, hvilket har vist sig tydeligt mange gange i alperne. Når vi kommer ned fra en rute, skal han først have noget at drikke, mens jeg hellere kaster mig over noget mad.

Nu har jeg indhentet Henrik, og jeg må sætte mit tempo lidt ned, da jeg ikke synes, at jeg vil overhale ham. Men det er en uholdbar situation. Jeg er rastløs og utålmodig, og jeg begynder at blive lidt bange for at miste koncentrationen. Det kan blive skæbnesvangert her, hvor en forkert bevægelse kan sende mig tumlende 2 km ned til den visse død. Jeg må ikke gå i stå. Jeg må videre. Jeg overhaler ham i en spurt, jeg ikke troede mulig. Toppen er så nær nu. Jeg vil op på toppen. Først deroppe kan jeg slappe af.

Henrik: Efterhånden bliver jeg mere træt. Det er en skam med vandet. Min puls er hurtigere nu, og jeg føler, at hvis jeg fik noget at drikke, kunne jeg øge mit tempo væsentligt, ja måske endda fordoble det. Jan M. er næsten oppe, og jeg begynder at hænge udmattet i isøkserne efter bare nogle få bevægelser. Slappe af, hovedet ind mod isen og hvile og puste og så bevæge sig igen. Nu forsvinder Jan M. op over kanten. Det sidste stykke er knap så stejlt. Jeg kan ikke forcere tempoet, og jeg er i en god rytme, der ikke skal brydes. Pause, hive efter vejret, ro, slå først højre og dernæst venstre økse i så langt oppe, som jeg kan nå. Så højre fod 30 cm op og i med fronttakkerne. Dernæst venstre fod sidelæns i sneen. - Og gentag.

Jan M: Nu er jeg lige under den kant, jeg har kunnet se hele tiden. Hvor langt er der så til selve det højeste punkt? Det må i hvert fald blive lettere. Det overrasker mig, hvor brat væggen går over i topplateauet, der er lidt større end en tennisbane. Det ser ud, som om bjerget har været højere, og en kæmpe så har hugget den øverste pyramide af.

Jeg tager det sidste par skridt og er nu på topplateauet i 6856 meters højde. Hvad føler jeg? Intet? Jeg havde ventet, at de sidste skridt mod toppen ville være en slags euforisk oplevelse. Det var de ikke, og jeg er egentlig lidt skuffet. Men hold kæft, hvor er her flot. Jeg ser lige ind i toppen af Mt. Everest, som vi ikke har kunnet se siden før basislejren. Den 8848m høje kolos står stor og flot. Det er utroligt at se 2000 højdemeter, både op og ned. Hvilken dybde. Jeg drejer langsomt rundt og fascineres af den endeløse række af snedækkede toppe. Hvilke vidder. Det er svært at bedømme afstanden til de bjerge, der ligger længst væk. Hvor har vi været heldige med vejret. Der er næsten ikke en sky at se.

Topplateauet er fladt med det allerhøjeste punkt ovre mod øst. Hverken Henrik eller jeg anser det for vigtigt, hvem af os der rører selve toppen først. Jeg vil vente på ham her, så vi sammen kan tage de sidste historiske skridt. Vi har været fælles om denne tur, og det vil være fint at nå målet samtidig. Men efter få minutters venten, kan jeg jeg ikke slappe af - jeg må op på toppen. Først når jeg ikke kan komme længere op, kan jeg falde til ro. Det allerhøjeste punkt ser dog ud til at være en vægte, så jeg sætter mig i betryggende afstand 1 meter fra kanten.

Nu må Henrik snart være her. Pludselig opdager jeg, at den kolde vind er væk. Her er næsten vindstille. Jeg prøver at finde en fysisk forklaring på fænomenet men må opgive. Det blæser da altid på en bjergtop. Hvor er den kraftige vind, der har fulgt os på vejen op?

Jeg rejser mig og går ud til kanten. Der er Henrik - kun nogle få meter fra kanten. Vi vinker glade til hinanden. Han kommer hen til mig, og vi giver hinanden et stort knus. DET LYKKEDES. To års drømme, planlægning og forberedelser er forbi. Det er den 19. oktober, og vi står på toppen af Ama Dablam i 6856 meters højde.

Henrik: Så flader det ud, ikke langsomt men brat. Skråt derovre er Jan M. PÅ TOPPEN. Vi er oppe. Kors hvor er jeg træt. Jeg går langsomt hen til ham. Vi smiler til hinanden, og jeg sætter mig tungt og genvinder langsomt pusten. Vi klapper hinanden på skulderen, siger tillykke, og dernæst finder jeg walkie-talkien frem. Lige så snart jeg tænder den, hører jeg Caspar, der ønsker tillykke med successen. De har fra basislejren kunnet følge os i kikkert. De synes, at vi gik fint, og vi fortæller om klatringen.

Nu har jeg endelig fået set mig lidt omkring. Toppen er næsten helt flad. Der er en anden pukkel ovre i det nordvestlige hjørne. Ialt måler den vel 20 x 50 meter, og vi sidder i det sydøstlige hjørne. Der er ikke en sky på himmelen, og vinden har lagt sig. Der ligger enkelte skyer nede i dalene, men det er klart og man kan se 150 - 200 km hver vej. Mod nord står Everest som en stor sort pyramide bag Nuptsevæggen, der er en stor og bred mur i næsten 8 km's højde. Til højre ligger Lhotse, der er verdens fjerde højste bjerg, og sidetoppen Lhotse-star. Den 3,5 km høje ubestegne sydvæg er sandelig imponerende. På begge sider af dette massiv ser vi langt ind i Tibet. Mod nordøst ligger Makalu på 8475m, der også er et meget imponerende bjerg. Længere væk, nok 150 km, i skyerne ligger Khangchenjunga, der er verdens tredje højeste bjerg. Mod syd er der en stribe 6 og 7000'ere. Nogle kan jeg sætte navn på, mens andre slet ikke har noget navn. De bjerge har været store for os under opstigningen, men de er nu sunket ned under os. Ude i det fjerne forsvinder tarien og Indien i tågedisen. Vi kan tydeligt se Namche-dalen med Kum-jung, Konde og klostret i Tengpoche.

Nu kigger jeg imod vest. Der står Gaunisanskar og Melungtse, og det store bjerg i det fjerne må være Shigsmapagma på 8015m. Der er igen et utal af toppe, som jeg ikke kan sætte navn på. Endelig, når blikket nærmer sig Mt Everest igen, ses Cho Oyu og Gyanchung Kang og Pumori, der med sine bare 7145 m næsten forsvinder. Det er dog stadigvæk et smukt bjerg.

Efter at have fortalt alt dette er jeg forpustet og må hive efter vejret. Jeg har ikke rørt mig men har alligevel åndenød. Batteriet begynder at strejke i walkien og kontakten med omverdenen forsvinder. Der er fuldstændig stille nu. Vi er alene i verdenen. Vi ønsker endnu engang hinanden tillykke, giver hinanden hånd og klapper hinanden. Hvor er jeg glad. Det er lykkedes for mig. Det er kulminationen på næsten to års klatring og på en stor del af mit liv i to år. Jeg kan huske, hvordan jeg var spændt og mistroisk første gang, jeg hørte om ideen i januar 87, en torsdag inde i bjergklubben lige efter min embedseksamen. Nu er denne løse ide, denne drøm blevet til virkelighed. Ikke bare er jeg på expedition i Nepal i Himalaya, jeg er også nået til toppen af dette meget eftertragtede bjerg. Jeg kunne, hvad jeg tvivlede på.

Jan M: Efter at have pustet et par minutter tager Henrik Walkien frem, og vi snakker med basislejren. Der er stor glæde, og de ønsker os tillykke. Henrik drejer langsomt rundt og fortæller, hvilke bjerge vi ser. Det er utroligt, så mange han kan genkende og huske navnene på. Så begynder batteriet at strejke, og selv om jeg prøver mange muligheder, får vi ikke mere kontakt. Det er lidt ærgerligt efter at have slæbt den med helt herop. Hvert overflødigt gram tapper en for kræfter.

Vi tager billeder af udsigten, af alle bjergene, af hinanden foran bjergene, og billeder til vores sponsorer. Det klassiske topbillede med Dannebrog blafrende fra en isøkse giver os problemer. Der er jo ingen vind, så flaget hænger som en våd karklud. Vi må holde isøksen på skrå for at fuldføre illusionen.

Henrik: Nu er det tid til at tage billeder. Jeg finder Dannebrog og Thai-airways flagene frem og sætter dem fast til den ene af mine isøkser. Jan M. tager en stribe billeder med mig i forgrunden og Everest bagved. Dernæst fotograferer jeg ham. Så tager jeg billeder hele vejen rundt og flere af Jan M. Han fotograferer også på livet løs. Dernæst er det tid til vores hemmelighed. Vi aftalte det for et ½ år siden og har ikke sagt et ord til nogen om det. Vi har slæbt en klaphat med til toppen. Det er det mest typiske danske og yderst fjollet. Vi tager en stribe billeder af hinanden med den på. Gad vide, hvad de andre vil sige, når de får det at vide. I marts måned chokerede vi dem med et ½ kg skumbananer i en hytte i bidende frost i de franske alper.

Mens jeg sidder på toppen, forsøger jeg igen at få noget ud af min feltflaske. Jeg hugger endda i isen med min ene isøkse, men lige lidt hjælper det. Der er intet drikkevand at få. Jeg spiser en Nutana-frugttærte for at få lidt energi, men det er væde, jeg mest trænger til.

Det er den 19. oktober - en dag jeg altid vil huske. Jan M. kom op klokken 10.30, og jeg et kvarter senere. Vi er på toppen ca. en time inden vi pakker sammen og begynder nedstigningen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det nu drejer sig endnu mere om at koncentrere sig.

Nedstigningen er det farligste ved bjergbestigning. Jeg er træt og i væskeunderskud. Jeg har nået mit mål og skal "bare" ned. Ligeledes bevæger jeg mig med tyngdekraften og ikke imod, så jeg bliver ikke tvunget til at holde de nødvendige pauser. Jan M. går ret hurtigt, mens jeg giver mig god tid. Jeg kan virkelig mærke, at jeg er dehydreret. Selv når jeg klatrer nedad, bliver jeg træt. Jeg falder dog ind i en god rytme med 10 - 15 skridt og så en pause.

Jan M: Efter en times tid på toppen må vi nedad igen. Nu må koncentrationen ikke falde. Det er nu, det er farligt. Jeg finder igen en god rytme og klatrer de 200 højdemeter baglæns. Det er sværere teknisk at klatre nedad, da man ikke kan se fodens næste placering så godt, og da isøksen ikke kan slås i med samme sving. Men det er ikke nær så anstrengende som at klatre opad, så jeg holder kun få pauser.

Henrik: Det er egentlig ikke så slemt at klatre solo nedad, som jeg frygtede. Det er pudsigt, hele dagen har jeg følt mig sikker på mig selv og bedt til, at Jan M. også klatrer sikkert og ikke kommer noget til. Det samme gælder nu på nedturen. Jeg er langsommere men mest nervøs for Jan M.

Godt halvt nede forsøger jeg igen at åbne min feltflaske, og nu er der gevinst. Jeg kan aflokke den 2 mundfulde vand. Det hjalp meget, men 10 minutter efter er tørsten der igen. Det nederste stykke går noget hurtigere, da jeg nu ved, at hvis jeg styrter, lander jeg kun på den flade sne ovenpå seracen og vil ikke fortsætte ud over vestvæggen.

Jan M: Nede ved det stejle is sidder jeg et par minutter og nyder solen, livet og udsigten, mens jeg venter på Henrik. Vi tager reb på og abseiler. Først en kort reblængde ned til de to bolte, og derefter en hel reblængde ned på den anden side af isfeltet til en standplads med to isskruer.

Henrik: Kort tid efter er jeg nede hos Jan M. og hans optøede feltflaske. Det er herligt bare at kunne drikke. Vi er omgivet af is og sne, men har haft det som i en ørken. Vi får ikke noget ud af at putte is i munden, da det ikke giver ret meget vand og afkøler kraftigt. Vi sidder og puster ud i et kvarters tid, er afslappede og ønsker hinanden tillykke igen. Vi har været oppe og er nu nede ved rebene igen. Nu er det enorme nervepres lettet. Først abseiler vi fra de to snespyd, Søren og Bo har sat. Det er først Jan M. og dernæst mig, der firer sig ned af rebet, og det går ned til boltene i klippebåndet. Derfra er det min tur til at være først, og jeg glider ned ad rebet, ned gennem iscouloiren, og jeg skal hele tiden sørge for at holde til venstre for at komme over snekanten. Da jeg er nede ved enden af rebet, binder jeg en knude på det og bruger det til sikring, mens jeg klatrer op over kanten og laver en god standplads med to snespyd. Ligeledes sparker jeg en god platform, hvor vi begge kan stå. Jan M. følger hurtigt efter.

Vi kan godt fortsætte uden reb, men nu hvor vi er trætte, har vi brug for al den sikkerhed, vi kan få.

Jan M: Vi diskuterer lidt, hvordan vi sikrest skal komme ned af den sidste isvæg. Vi er begge begyndt at blive lidt trætte, så vi bliver enige om, at den første skal abseile ned fra vores standplads og selv lave standplads, hvorefter den anden klatrer ned. På den måde vil vi hele tiden være sikret, og vi vil få standpladssikringerne med. Den anden kan risikere et 80 m styrt, men det vil hverken være alvorligt eller sandsynligt.

Henrik fik den første abseil, og jeg fik den anden. Da han klatrer ned til mig, synes jeg, at det går for langsomt. Jeg vil kunne klatre hurtigere selv, så jeg tilbyder, at Henrik kan tage de resterende abseils. Jeg er ved at få varmen i tæerne igen. Begge forfødder har nu været meget kolde i ni timer.

Henrik: Efter endnu en abseil, den 3. eller 4. er jeg kun 15 meter fra bergschrunden. Jeg sætter mig i sneen og åbner feltflasken, og jeg kan nu klokken 3 om eftermiddagen drikke større mængder vand. Jan M. kommer langsomt ned til mig. Han er virkelig træt nu. Efter en kort pause fortsætter han ned over bergschrunden og begynder at hive rebet ind, da han når ned til det flade stykke. Jeg følger efter og når bergschrunden, der er stor og gabende og over en meter bred. En dyb indånding, et stort hop, og jeg er ovre.

Jan M: Vi er nede på det næsten flade plateau, hvor lejr 2 ligger. Der er kort og let over til lejren, og vi tager rebet af. Henrik går videre til lejren for at starte brænderen, mens jeg kvejler rebet op. Men nu er jeg for alvor træt. Det tager mig alt for lang tid at kvejle reb op. Da jeg går videre, kan jeg ikke gå mere end 15 skridt, før jeg udmattet må smide rebet og sætte mig på det. Hvordan skal jeg klare de sidste 100 lette meter? Det går, men det bliver til et utal af pauser.

Henrik: Sneen er nu tung og eftermiddagsvåd, men det tager ikke mange minutter at nå snehullet. Jeg smider økserne, tager selen af og lægger mig på liggeunderlaget. Der er noget the i feltflasken fra i morges, og jeg drikker nogle mundfulde. Det er iskoldt, og jeg hælder resten i gryden, som derefter fyldes op med sne. Da Jan M. kommer ned, er der gang i kogeren, og mens han ordner udstyret, får jeg theen klar. Mine tæer er begyndt at gøre ondt - ikke meget men dog noget. Jeg tager støvler og sokker af. Sokkerne er varme og i orden, men tæerne ser noget kedelige blå ud, og der er trykspor hen over fodryggene. Jeg masserer tæerne, men de er opvarmet, så det er på med tørre sokker, dunfødder og ned i soveposen.

Jan M: Tilbage i lejren er vi for trætte til at snakke oprømt om dagens begivenheder, og det indskrænker sig til de nødvendige korte ord der kræves i forbindelse med snesmeltningen og madlavningen. Vi prøver uden held at kalde basislejren klokken 17 og glemmer det klokken 19.

Henrik: Theen er klar, og Jan M. sætter sig ved min side. Vi slapper begge af og nyder den varme søde drik. Det er utroligt, som den slukker tørsten, også selvom den er varm. Vi skal hele tiden sørge for at fylde gryden med sne. Det tager 40 minutter at lave en liter lunkent vand, så det er et langsommeligt arbejde at dække vores væskeunderskud.

Efter et par liter vand og tre timer er det muligt at aflevere lidt urin. Vi spiser aftensmad, og Jan M. er som sædvanlig sulten, men jeg tænker på mine tæer og bare vil sove, - jeg har ikke lyst til mad. Jeg får dog nogle kiks, et par cm spegepølse og nogle få skefulde frysetørret, inden Jan M. overtager min portion. Det er sjovt, som vi har ændret madvaner i højden. Vi har alle hang til fede og salte ting, og cm-tykke skiver spegepølse er det mest eftertragtede.

Modsat sidste nat sover jeg godt og varmt. Vi skal ikke tidligt op, og vi kan smelte sne i morgen. Presset er væk, og vi kan slappe af, og alt dette overskygger tankerne om fødderne.

Næste morgen bliver vi liggende nede i soveposerne, indtil solen når os kl 8. Det er vidunderligt at dase, og vi kommer først afsted klokken 11.30. Hele formiddagen går med at smelte sne. Her til morgen afleverer vi kun få dråber koncentreret mørkegul urin, så det er om at få drukket en masse. Vi spiser kun enkelte kiks, men får hver op mod 2 liter væde. Tæerne gør nu mere ondt, og jeg tager et par piller. Jeg tør ikke tage morfin, da jeg er bange for at blive "høj", når jeg skal koncentrere mig om at klatre. Det er rart at kunne slappe af, men klokken 11 kan vi ikke finde på flere undskyldninger, og jeg går igang med at klæde mig på (tage støvler og klatresele på, og så er det overstået). Det tager lang tid for mig at liste fødderne ned i støvlerne, og nu er jeg sikker på, at den er gal.

Jan M: Vi var blevet enige om ikke at stikke en næsetip udenfor soveposen, før solen ramte lejren, og det gjorde den ikke før over otte. Jeg ligger i min dejligt varme sovepose og gider intet. Jeg er varm og har ro i sindet. Det tager lang tid før vi får snøvlet os ud af soveposen og begynder at smelte sne. Henrik beklager sig lidt over ondt i tæerne, men de er kun lidt blålige - ikke sorte. Mine egne tæer har nogle enkelte hvide plamager, og de lugter forfærdeligt. Det er helt sikkert ikke sundt, som de har været pakket ind i plastic. Men det er vigtigere, at ydersokken ikke bliver våd.

Mens Henrik sidder i soveposen og sørger for at smelte sne, render jeg rundt og får gjort alt klart, så lejren kan brydes på rekordtid. Vi forlader lejren og begynder langsomt på snegraten og klippegraten ned til the mushroom ridge. Det var ikke så svært, men da Henrik bliver ved med at jamre sig, fører jeg det meste.

Henrik: Jan M. får æren af at føre for at skåne mine tæer, men det giver mig risikoen for længere fald ned til mellemsikringerne. Da jeg går igang med at klatre, gør det pokkers ondt, og jeg er nok ret urimelig overfor Jan M. i dag. Jeg snerrer og brokker mig en hel del.

Her er det rart at være sammen med ens faste klatremakker. Vi kender hinanden ud og ind, og i dag er han overbærende og støttende. Det meste af "the mushroom ridge" må vi klatre, da det går for vandret til, at vi kan fire os ned vha. rebet. Jan M. finder en god vej på østsiden. Det er reel og forholdsvis let klatring, og vi er snart ovenpå "the second step", hvor vi kan begynde nedfiringen. Her laver han standplads på toppen, og det bliver min opgave at finde et anker, vi kan bruge til nedfiringen. Først undersøger jeg længere fremme ved enden af graten, men der er intet, og det hele er løst, så det vil jeg nødig hænge i. På den anden side finder jeg til gengæld spor i sneen og en kile med en karabin. Jan M. kommer ned til mig, og vi begynder på en stribe abseils, der er karakteriseret ved det sædvanlige og uundgåelige rebsalat. Når Jan M. og jeg klatrer sammen, plejer det at være mig, der tager det tunge læs med at køre ned først, rede rebet ud og finde en ny standplads, mens han hiver rebet hjem. Men pga. mine tæer og mangel på hjelm er det denne gang Jan M.s tur.

Jan M: Efter the mushroom ridge kommer der en række abseils nedover et stejlt klippetårn, den stejle iscouloir og den ulækre mixede couloir. Da vi hiver rebet hjem efter den sidste abseil, sker det, man altid frygter ved en abseil. Rebet sætter sig fast, og vi kan ikke få det lirket løst. Heldigvis er det kun 10 meter oppe, så jeg klatrer op efter det, sikret af Henrik og den anden ende af rebet.

Henrik: Vi ankommer til lejr 1 i begyndende tusmørke -meget trætte. Det er med det samme frem med gasbrænderen og igang med snesmeltningen. Jeg har haft meget ondt i fødderne hele dagen og er så nervøs, at jeg dårligt tør tage støvlerne af,

Sidst opdateret d. 15-09-02 af Bo Belvedere Christensen