Pheriche 28.3 i 4280 meters højde.

Af Henrik Jessen Hansen

Pheriche er en samling stenhuse, der ligger over trægrænsen på vej ind til Everest basecamp. Jeg sidder på en lodge (vejkro) og har lige spist nudler med ketchup og kogte kartofler. Udenfor vinduet går en sherpa, viklet ind i en ubestemmelig samling klude og samler sten op fra sit jordstykke på 20 x 20 meter, herpå kan der måske dyrkes lidt kartofler og grønsager. Byen, hvis man kan kalde denne samling stenhuse omkring en sti beregnet til trekkere (vandrere) og yak-okser en by, kan give associationer til "the wild west" fra en cowboyfilm. Det er den højst beliggende bebyggelse, som der eksisterede i området, indtil trekkingturismen gjorde det rentabelt at lægge nogle huse højere op.

I min walkman hører jeg Caroline Henderson. Det er seks dage siden, vi forlod Nepal’s hovedstad Kathmandu. Det er nu tredje gang, jeg er her, og der er sket meget over de otte år. I Kathmandu er der kommet mange flere biler og dermed forurening, da byen dels ikke er beregnet til moderne vestlig trafik og da bilerne for det meste er kasserede vrag fra andre asiatiske lande. Men byen er også en chamerende blanding af hindutempler, buddistiske bedemure og termpler tilsat en fed omgang hippiekultur.

Fra Kathmandu fløj vi til Lukla i 2500 meters højde med en afdanket russisk militær helikopter. Den var ikke malet i mange år, og vi lavede hurtigt en historie om, at den havde været med i Afganistan-krigen. Det var et stort skrummel og en engelsk militær flyingeniør, der var med, sagde, at den var betydeligt overlastet. For os andre sagde den nogle sjove lyde engang imellem. Men det var en flot tur ind over bjergkamme og med udsigt til de over 7000 meter høje bjerge Melunche og Gaunisanskar. Piloten var iøvrigt også russer iklædt seje solbriller og hvid skjorte. Resten af personalet var nepalesere og jeg ved ikke, hver meget de forstod af det hele.

Lukla ligger midt i "middle hills", Himalayas forbjerge og er bygget op omkring en noget speciel lufthavn. Det er en 500 meter lang græs- og småstens bane med en hældning på 19 %, så flyet nærmest torpederer banen og mister fart ved at køre opad. Når det starter, gasser flyet helt op og så nedad jordknoldene. Nedenfor landningsbanen ligger der to flyvrag! Dette slap vi for ved hjælp af den pensionerede russer. Herfra gik vi på to dage til sherpaernes hovedby Namche Bazar i 3440 meters højde og med måske 5000 indbyggere.

Namche ligger i den landsdel af Nepal der hedder Solu Khumbu og er landskabet syd for Everest. Her er man meget langt fra den sydlige, subtropiske, befolkningsrige og hindudominerede del af landet. Her er barskt med bjerge og et næsten polaragtigt klima. Sherpa er egentlig betegnelsen for det folkefærd, der lever her imellem verdens højeste bjerge. De er oprindeligt hovedsageligt tibetanere og meget mongolide i deres udseende modsat de indoeuropæiske lavtlands nepalesere. De er ligeledes buddister. Mange af dem, der lever her idag, er flygtinge fra Tibet fra 50’erne da deres land blev invaderet af Kina. Men samtidig bruges betegnelsen sherpa også noget misvisende om dem, der arbejder som bjergguides og bærere.

I Namche havde vi en akklimatiseringsdag, så kroppen kunne tilvende den tynde luft med nedsat iltmængde. Vi brugte dagen til at gå op i 3900 meters højde og få de første glimt af Everest. Selvom den (måske "hun") var 50 km væk, var der højt op. Og det blæste kraftigt fra toppen, så der stod en km-lang snefane ud fra toppen. Det var absolut ikke topvejr, man ville simpelthem blæse af bjerget. Mindst ligeså imponerende var gensynet med Ama Dablam, kaldet verdens smukkeste bjerg, som Bo, Jan og jeg besteg i 1988 på vores første Himalaya ekspedition. Det var et dejligt gensyn med mange minder.

Fra Namche havde vi yderligere to dages vandring hertil. De sidste træer så vi i 4000 meters højde og landskabet bliver mere og mere barskt. Her i Pheriche har vi igen en akklimatiseringsdag. I formiddag var vi oppe i 4600 meter og tage fotos af de utroligt flotte bjergmassiver. Vi er nok i et af de mest spetakulære landskaber, der overhovedet findes på hele kloden. Kl 3 i eftermiddag skal vi besøge den lokale lille lægestation her i byen. Den drives af Himalayan Rescue Association, og er i forårs- og efterårs højsæsonerne bemandet med to vesterlandske læger, der skal undervise i højdesyge og behandle såvel trekkere som lokale.

Ellers går hviletiden med walkmanmusik, snakken iblandet en del platte vittigheder og boglæsning. Altsammen i selskab med indtagelse af utallige kopper mælkete med store mængder sukker. Det er den lokale favoritdrik og mens det smager udemærket herude ville det være decideret ulækkert derhjemme. Jeg er selv kommet godt igang med den nye Salman Rusdie roman. Klatreferier og ekspeditioner er de eneste tidpunkter, hvor jeg har tid til at læse skønlitteratur. Derhjemme går læsetiden med fag og klatrelitteratur.

" Morgengry blandt "de store"

Af Kim Sejberg

Lobuche d. 30/3

Jeg vågnede her til morgen ved lyden af ringende yakklokker og vinden som højlydt hvæser forbi -og delvis gennem den lille træhytte vi overnatter i. Der går nogle minutter hvor mine tanker kredser om venner, arbejde og familie. Vi har været afsted i ca. 14 dage og mens jeg ligger godt og lunt i soveposen mærker jeg et stik af længsel efter de stunder og glæder jeg har ladt bag mig hjemme hos min kæreste. Jeg tænker at hun sikkert er bekymret, men jeg glæder mig samtidigt over at hun uden tvivl forstår og respekterer min forfølgelse af en livsdrøm.

Disse tanker afbrydes af et højlydt snork ved siden af mig, hvilket fortæller mig, at jeg ikke er vågnet på Amager i 0 meters højde, men i den nepalesiske bjergflække Lobouche i 4930 m. højde. Højden (den tynde luft) er altså forklaringen på de mildt sagt afvigende vejrtrækningsmønstre vi udviser.

Lobouche er den sidste "by" vi passerer før vi rykker op til vores basecamp.

Vi overnatter i et såkaldt "Lodge", som har 20 sovepladser fordelt på små træbænke. For at udnytte plads og varme bedst muligt, er soverummet kun adskilt fra køkkenet med en ganske tynd trævæg. Det betyder at der slipper lidt varme ind i det ellers pænt kølige rum, tillige med at det også afsører hvilken ret, som tilberedes lige netop nu. "Jeg tror det er noget med karry".

Nå vi kommer langsomt igang med morgenens gøremål. Først te, så te og endeligt lidt grød og te. Varmen breder sig sikkert i kroppen og vi begynder at diskutere de kommende dage, idet tingene har ændret sig lidt.

Den oprindelige plan var, at vi efter en hviledag her skulle rykke til basecamp i 5400 m. højde. Vi bliver desværre et par dage forsinkede fordi den seneste uges kraftige snefald, umuliggør at vore yakokser kan gå videre. De kære kræ kan sagtens klare kulden, men op mod en meters ny sne, som dækker store huller i stien, er ikke noget for disse 600 kilos horn og pelsmastodonter. Alt udstyret skal derfor ompakkes og fragtes det sidste stykke ind, af lokalt hyrede bærere. For at udnytte denne "ekstratid" bedst muligt, vil vi gå op og rekognosere, for at finde den bedst mulige vej ind til "Lobouche Peak", et 6119 meter højt, smukt og imponerende bjerg som vi alle fire sammen med Lars Thrane, skal prøve at bestige i starten af april måned.

Men idag slapper vi af og nyder den fantastiske udsigt. Når vi, varmt indpakkede, har taget de 4 interesante skridt over "hovedgadens" mudderfyldte og optrådte yakrende, mødes vi af et vue så spekulært, at det ikke kun er den tynde luft, som får os til at gispe efter vejret. Hele vejen rundt troner 6000-7000 meter høje bjerge -og lige over for os, det synes kun et stenkast væk, tårner det 7800 meter høje Nuptse massiv sig pyramideformet og majestætisk over os, mens kraftige højdestorme blæser en kilometerlang snefane ud fra bjergets top. Et gammelt sagn siger, at det er bjergenes guder som puster deres hvide kulde ud for, når himlens guder har malet med den blå palet, at gøre himmelhvælvingen endnu smukkere, til indgydelse af respekt og glæde hos menneskene.

Jeg tænker på at vi endnu sidder her og betragter elementerne udfolde sig over os, men er bevidst om at vi snart bevæger os opad i denne smukke og samtidig krævende natur -og at vi de næste 6-7 uger kommer til at leve på de præmisser bjergenes og himlens guder byder os.

Vi er spændte !!!

KOMMUNIKATION

af Jan Mathorne

Ekspeditionen medbringer et komplet sæt kommunikationsudstyr. Det vigtigste er en satellittelefon fra det danske firma Thrane&Thrane. Med den kan vi tale i telefon direkte til Danmark. Den sender til en satellit, som hænger over ækvator, og derfra videre til en jordstation, hvorfra det kommer frem via det almindelige telefonnet. Derudover har vi en PC (som jeg skriver på nu) for at vi kan sende artikler hjem. Det sidste nye, vi har med, er et digitalt kamera, hvor billederne kan overføres direkte til PCen, komprimeres og sendes hjem.

Ekspeditionen er på 4 medlemmer, men vi har en mere med til basecamp. Det er Lars Thrane, som er meddirektør i Thrane&Thrane og en af vores sponsorer. Han følger med ind til basislejren og er med på en bestigning af Lobuche Peak, der er 6119 meter højt. Vi 4 bruger denne bestigning som akklimatisering.

TELEFON-TILLADELSE

af Jan Mathorne.

Dagens (22.3) opgave er at få tilladelsen i orden til vores medbragte satellit-telefon. Aftenen før havde vi fået proceduren at vide: Vi skulle indbetale knap 3000$ (ca 16.000 kr) i en bank, og skulle så senere få tilladelsen fra kommunikations-ministeriet. Lars var lidt øm over at skulle indbetale 3000$ uden at kende kontonummeret, men vores lokale hjælper Chhwang forsikrede ham om, at det var helt efter bogen. Det er første gang, at Lars er i Nepal, så han mente ikke, at det kunne tage mere end en time, men jeg har været her før, så min sunde skepsis sagde det meste af dagen.

Vi er klar klokken 9.30 som aftalt, men den bliver henad 10.15 før Chhwang dukker op. Afsted i en taxa til banken. På vejen skal vi lige forbi og hente et stempel. Banken ser meget stor og fin ud med en fin have udenfor med adskillige gartnere. Indenfor skal vi forbi nogle bevæbnede vagter for at komme hen til vores skranke. I lokalet er der ca 25 mennesker, men det ser kun ud til at 3 arbejder. Resten sidder og snakker. Det, at der er personale i overskud påvirker dog på ingen måde ekspeditionshastigheden.

Ved et bord bag skranken sidder 2 damer og en ung karl-smart fyr og snakker et par minutter, og da dagens vigtige begivenheder er blevet vendt igen, får Chhwang udleveret et stort stykke papir. Det skal udfyldes på det lokale sprog, men så vidt jeg kan se, kommer der til at stå det samme 5 steder. Chhwang får udfyldt papiret, og en af damerne kontrollerer det. Der er et par nødvendige rettelser, så papiret flyver hen over skranken et par gange. Næste punkt er, at damen udfylder et andet skema i 6 eksemplarer. Der bliver omhyggeligt lagt carbonpapir mellem de fortrykte sider, og mellem noget hyggesnak rundt i lokalet bliver siden udfyldt.

Nu er det så chefens tur. Der er ingen tvivl om, hvem der er chefen. Hans skrivebord er større og finere end alle andres, og det står midt i lokalet, så han kan følge med i alt, hvad der foregår. Han får papirerne over og kontrollerer først det store papir. Der bliver sat røde hakker alle steder. Ved et af hakkerne kommer der en flænge i papiret, men det betyder åbenbart ikke noget. Han tager en lille stållineal op af skuffen og begynder at dele papiret. Det går ikke godt alle steder, så de små lapper papir er noget flossede. I mit stille sind tænker jeg på en saks. Nu er det det andet skemas tur, og carbonpapirerne bliver taget ud. Jeg stivner, da jeg ser, at det sidste carbonpapir mangler. Der er en kopi for lidt. Skal det hele nu laves forfra? Vi slipper med skrækken, da den sidste kopi åbenbart ikke er så væsentlig. Samtlige papirer bliver stemplet med et håndstempel, og det med så stor kraft, at man ikke kan læse det bagefter. Også Chhwang stempler med sit stempel.

Så er alt klart til den fysiske indbetaling. Det nøjagtige beløb beregnes, og det bliver 2807 US$. Lars finder pengene, og det volder lidt problemer, at halvdelen er i rejsechecks og halvdelen i cash, men det tager kun et par minutter. Lars lægger pengene i bunker, så de er lette at tælle. Herefter tager Chhwang og samler dem i en stor bunke efter stigende værdi og giver dem over til en mand i et bur. Her bliver de talt og beløbet skrevet ind i en bog. Vi får det sidste stempel og er klar til at tage videre til kommunikationsministeriet. Men nu er klokken også over 12.

Taxaen har ventet, så vi er hurtigt ved kommunikationsministeriet. Udenfor venter uden påviselig grund ca 50 mennesker. Vi bliver afvist af 3 bevæbnede vagter og gennet ind bag kødranden. Det lykkes Chhwang at få lov til at komme ind, men da han skyder det til at tage et par timer, vil vi tilbage til hotellet. Vi siger det til taxamanden, men der er ingen kontakt. Han kan ikke et ord engelsk. Vi finder en, der kan lidt engelsk, og det lykkes os at komme tilbage til hotellet.

Efter en god stor frokost og en slentretur gennem byen, hvor vi får købt de sidste ting til trekkingturen og bjerget, kommer vi tilbage til hotellet. Her finder vi ud af, at Chhwang kom klokken 15 sammen med en mand fra kommunikationsministeriet for at teste udstyret. Da vi ikke var der, nøjedes manden med at kigge på 5000 rupies. Vi havde nu tilladelsen og var glade. Chhwang ville gerne have, at vi kontrollerede serienummeret, som stod på telefonen, og selvfølgelig var det forkert. Vi blev dog enige om, at det nok ikke ville blive kontrolleret igen.

Everest Basecamp - 20 års drøm.

Af Henrik Jessen Hansen. Everest basecamp 2.4.96

Igår, den 1ste april, ankom vi endelig til vores hjem for de næste knap to måneder. Siden jeg begyndte at interressere mig for bjergbestigning for knap tyve år siden, har det at være på ekspedition hertil stået som en drøm. I de første måske 15 år var det en utopi, mens det i de senere år har været en tanke som er blevet mere og mere realistisk. Ihvertfald for Bo og mig selv har dette sted en næsten mytiologisk betydning. - Og nu er vi her. Igår, da vi vandrede det sidste lange stykke op af sidemorænen, var vi enige om at må basislejren er en vigtig etape i det lange løb mod Everests top.

Her er fansastisk flot. Vores lejr ligger 5.350 meters højde for foden af Khumbu-isfaldet. Denne gletcher vælter ud imellem Nuptse-bjerget og Everest vestlige kant i godt 6.000 meters højde og falder 800 højdemeter nedad i et vildt kaos af dybe spalter, istårne i alle formationer, hvor nogle er meget ustabile, og snebroer.

Mod syd, ved siden af den 7800 meter høje Nuptse, ser vi ned mod de dale vi den sidste uge er vandret op gennem. Den højre afgrænsning er en stribe bjerge på ca 6000 meters højde, hvor vores træningstop Lobuche Est på 6119 meter står flot. Mod vest domineres horisonten af Pumori på ca. 7100 meter, et flot pyramideformet bjerg og bag os rejser Everests vestkam sig.

Lejren ligger på udkanten af Khumbu-gletcheren og i nat blev vi flere gange vækket af skræmmende lyde. Det var dels istårne og hængegletchere der brasede sammen og dels var det selve gletcheren der giver sig. Man kan let forestille sig, at der pludselig åbner sig en spalte under teltet, men Bo, vores geolog, beroliger os med at det ikke kan ske. Alligevel kan lydene godt sætte tankerne igang også selv om vores lejr er sikker, da vi jo skal op gennem isfaldet med lydene og det farlige rygte.

Vores lejr er bygget op omkring et 4 gange 6 meter messetelt, som bedst kan sammenlignes med oversejlet i et familietelt. Ved siden af er køkkenteltet, der kun er lidt mindre med af en anden konstruktion. sherpaerne har bygget vægge af sten og ovenpå er der lagt en presening som tag. Preseningen holdes oppe af et par pæle indvendig. Den ene ende er kogepladsen med to firehovede petroliums brændere og i midten af køkkenteltet er der et aflangt stenbord, Ude langs væggene er der bygget bænke ligeledes af indsamlede sten. De første dage, inde alt vores udstyr er kommet herop, spiser vi inde i køkkenteltet, senere er det meningen at vi rykker ind i messeteltet, der indtil videre bruges som opbevaringsplads.

Omkring disse to centrale telte ligger vores telte spredt. Det er dels vores telte og dels telte, der tilhører, de andre klatrere vi samarbejder med og dels telte til sherpaerne, så det bliver let en hel lille landsby. Køkkensherpaerne sover inde i køkkenteltet.

i bruger de to første dage til at reorganisere alt vores udstyr og herefter forlader vi lejren i tre dage for at bestige Lobuche Est. Når vi kommer tilbage vil vi forhåbentlig være så godt højdetilvendet at vi hurtigt og sikkert kan kaltre gennem isfaldet og komme igang med selve Everest bestigningen.

PRESSEMEDELSE.

Af ekspeditionsleder Henrik Jessen Hansen.

Dansk Everest Ekspedition nåede den 1. april frem til basislejren i 5350 meters højde. Lejren ligger på kanten af Khumbugletcheren, der vælter med fra sydsiden af verdens højeste bjerg. Trekkingturen gennem Solu Khumbu landsdelen af det centrale Nepal til Everest på grænsen til Tibet er gået glat og alle fire deltagere er i god form. I påsken vil de bestige den nærliggende Lobuche Est Peak på 6119 meter som trænings- og akklimatiseringstur.

Lobuje Peak

Af Bo Belvedere Christensen.

Ved 4 tiden om morgenen ser jeg i månens og pandelampens lys Kim komme op gennem den smalle, stejle korridor, der giver adgang fra dalen nedenfor til det skrånende klippebånd, jeg står på.

Henrik er allerede oppe og er fortsat for at finde vejen videre frem.

Kim binder sig ud af rebet og forlader mig i samme retning som Henrik, mens jeg venter på at også Jan og Lars kommer op.

Det er en utrolig smuk morgen på Lobuje Peak, den 6119 meter høje top, som dominerede dalen da vi trekkede ind vi Pheriche for 14 dage siden. Det er fuldmåne og fuldkommen vindstille. Månen lyser så meget op, at jeg ikke behøver pandelampen tændt på snefelterne ovenfor.

De andre er nået et stykke op, da jeg er færdig med at kvejle rebet op. Jeg følger i deres spor. Nogle steder er sporet helt overfladisk i hård, vindblæst sne. Andre steder synker vi i til knæet. Kort efter når jeg de andre, der holder et lille hvil. Både Kim og Jan har maveproblemer og ruten videre op er ikke helt åbenlys.

Jeg fortsætterforbi dem over en lille kam, hvorfra et meget tydeligt pas ses. "Det må være der, kammen starter," tænker jeg og fortsætter derover. Den andre venter til jeg når derover og råber tilbage, at jeg har fundet vejen.

Jeg sidder og filmer de andre med bjergene, månen og det første spæde sollys som baggrund. Det er næsten ubegribeligt smukt. I passet bestemmer Kim sig for at blive pga. sit maveproblem. Jeg fortsætter solo, alene uden sikring, opad for at rekognoscere, mens Jan, Lars og Henrik binder sig i et reb og kommer lidt langsommere efter.

Nogle hundrede meter længere oppe sætter jeg mig til at vente i morgensolen, der varmer vidunderligt.

Pludselig vågner jeg, sidder jeg her på en stejl sneflanke og sover ? Jeg rejser mig op og ser efter de andre, men kan kun høre en isøkse som rytmisk slås ind i isen. Rytmen brydes snart af en pause. Selv her i 5600 meters højde er luften så iltfattig, at vores fremskriden konstant må afbrydes for at dække iltbehovet ved at stå og puste. Hvordan bliver det i 8800 meter på Everest ?

Lidt efter kommer Henrik til syne, alene! Prustende når han mig, hiver efter vejret, begynder at forklare, må stoppen igen og puste ordentligt ud.

"Lars var flad og vendte om. Jan fulgte ham ned," siger Henrik.

Vi fortsætter op ad den meget smukke bjergkam, som langsomt bliver stejlere. Hver gang vi stopper og ser os omkring er der kommet nye bjerge til syne i horisonten eller bag en høj bjergkam.

Oppe under nogle høje, stejle isvægge - seraccer - begynder klatringen for alvor at vise tænder. Gletscheren er smeltet i solen, løbet ned over sneen og frosset påny. Det giver en meget hård overflade, som er anstrengende at få isøkse og steigeisen - ispiggene under støjvlerne - til at bide sig fast i.

Op over et par stejlpunkter går det fint, men trætheden begynder snart at melde sig. Henrik klatrer en anden vej, for at se om det er lettere der. Jeg koncentrerer mig og kommer op over endnu en stejl isvæg. Så ser jeg Henrik på vej nedad kammen et stykke nedenfor. "Jeg vender om, det er for farligt uden rebet," råber han til mig. Jan fik rebet til at sikre Lars ned med.

Jeg siger intet men fortsætter endnu et lille stykke opad rundt om hjørnet af en isvæg. Ovenfor kan jeg se endnu 2 vandglitrende isvægge. Har jeg kræfter til at komme sikkert op ? Ja, men hvad med ned ?

Et kig ned afslører, at isvæggen knap 100 meter under mig ender i en lodret klippevæg. Ikke et sted jeg må foretage mig fejltrin. Jeg kigger til siden til klippekanten, som jeg muligvis kan følge. Sneen der er dyb og vil tage timer at svømme op gennem.

Jeg vender risiko og ambition et par gange i hovedet. Min ambition ligger ikke i at nå toppen af Lobuje Peak. Everest er målet. Fornuften sejrer, dette er ikke et sted at løbe nogen form for risiko. Det har været en smuk og givende træningstur uanset om toppen ikke blev nået.

Godt en halv time senere mødes jeg med Henrik, der har ventet på mig nedenfor. Yderligerer 2½ time senere tumler vi tørstige og sultne ind i den lille midlertidige lejr, vi har etableret under Lobuje Peak. Ikke mere træningspjat, nu gælder det Mount Everest.

Risici og akklimatisering.

Af Henrik Jessen Hansen.

At være på Himalaya-bjergbestigning er ikke ufarligt, vi kender alle statestikken, som fortæller om en 2% dødsrisiko på ekspedition, men det er ikke noget vi går og snakker om dagligt. For nogle dage siden, da vi var kommet tilbage til Everest-basislejren efter turen til Lobuche Peak sammen med Lars Thrane fra Thrane og Thrane, der står for vores satelitkommunikation, og inden vi 4 skulle igang med turerne op gennem isfaldet, bliv vi tydeligt mindet op det farlige i vores forehavende.

En sherpa fra en af de andre ekspeditioner, var under en tidlig reconoisering faldet i en spalte mellem lejr 1 og 2. Over walkie-takien hørte vi at han skulle være faldet 50 meter med og være landet mirakuløst på en snebro mellem spaltens lodrette isvægge. Der er noget helt galt med hans ben, men tilsyneladende er der ikke tilkommet ham andet, hvilket må siges at være utroligt heldigt. Der er andre sherpaer deroppe, som får hevet ham op og transporteret ham hen til et telt i lejr 1.

Her efterlader de ham sammen med en finne og englænder fra vores gruppe. Det eneste de kan hjælpe med er væske og gigtmedicin.Udfra walkie-samtaler må vi konkludere at han har brækket den højre lårbensknogle. Han er heldigvis ikke chokeret, men hvordan får vi en svært kvæstet person med gennem 800 højdemeter af det berygtede Khumbuisfald. Nogle ville måske foreslå en helikopter, men den kan ikke lande eller lette så højt oppe.

Det tager halvanden dag at organisere 20 sherpaer og klaterer til at komme til undsætning -og imens ligger den stakkels mand der med et brækket ben og gigtmedicin. Som læge ville det være oplagt at jeg selv klatrede derop, men jeg er selv inmobiliseret nogle dage, pga af et skinnebenssår efter et fald på en sten på Lobucheturen.

Jeg giver redningsholdet nogle stærke smertestillende piller med samt anviser i hvordan de skal fiksere ham til en af aluminiumsstigerne. Normalt tager det 2 timer at komme ned gennem isfaldet, men her tager det 10 timer at hejse,bære og fire staklen ned. Tenzing, som han hedder, tager det utroligt uden at klynke selv når han ryger ud over en 10 meter høj lodret isvæg bundet fast til aluminiumsstigen.

Da de kommer herned klipper jeg hans forbindning og tøj op og undersøger ham. Benet er hævet til dobbelt størrelse og med tegn på indre blødning, enten er der tale op et nedre lårbensbrud eller om en meget alvordelig knæskade. Der er ingen tvivl om at han skal til et hospital i Kathmandu og hans ekspedition arrangerer derfor en helikopterredning fra basislejren, i hvilken højde det lige netop er muligt.

Bortset fra den uheldige Tenzing, er det medicinske problem der bekymrer os mest, en ordentlig akklimatisering og at undgå højdesyge. Det er indtil videre lykkedes fint, men vi har også været meget omhyggelige i planlægningen. På vejen indtil basecamp havde vi flere hviledage og ligeledes blev vi et par dage her i lejren inden vi gik videre. På samme måde tjente vores Lobuche tur også sit formål, selvom vi ikke kom op var den 3 dages stroppetur effektiv træning og god akklimatisering med de næsten 1000 højdemeter klatring til knap 6000 meters højde.

På nuværende tidspunkt (14.4) har vi alle 4 været opppe og sove 2 nætter i lejr 1 i 6060 meters højde uden problemer og er klar til at klatre op til lejr 2 i ca 6500 meters højde.

Ved akklimatisering forstås de processer kroppen skal igennnem for at tilvænde sig den tynde luft med det lave iltindhold. I basislejrhøjde er der kun halvt så meget ilt som ved havniveau og på toppe af Everest er der kun en tredjedel. Kroppen skal gennem en masse forandringer i lunger og nyrer og der skal produceres flere røde blodlegemer og kroppens syre-basebalance ændres.

Til dette er en gylden regel at man stiger 300 til 500 meter i sovehøjde på nat og med en til to hviledage pr uge. Over 7000 meters højde kan man ikke akklimatisere mere, her er der tale om ren overlevelse. Den højeste højde, hvor man kan genopåbygge kroppen er ca. 5500 meter (heldigt at vores basislejr ligger i 5350 meter) og over ca 7500 meter nedbrydes kroppen selv under søvn.

Man kan også blive syg af højden og det lave ilttryk. Højdesyge (nogle gange også kaldet bjergsyge) giver kvalme, hovedpine og andre forskellige almene symptomer og hvis det innoreres kan det udvikle sig til de potentielt dødelige tilstande hjerne og lungeødem, med væskeudtrædninger i hjerne eller lunger, så man kan dø af for højt tryk inde i kraniet eller ved en slags drukning indefra i lungerne.

Vi har undgået højdesyge og er nu så godt tilvendet højden, at det er usandsynligt at vi bliver ramt af det. De næste uger går med akklimatisering til lejr 2 i 6500 meter og til de maximale 7000 meter ved etablering af lejr 3 i 7500 meter på den polske rute på Everests sydvæg.

Pressemeddelse.

Danish Everest Expedition 1996 har nu været i deres basislejr i 5350 meters højde i to uger. I påsken foretog de en trænnings og akklimatiseringstur til Lobuche-peak på 6119 meters højde. Bo Belvedere Christensen og Henrik Jessen Hansen klatrede op til knap 6000 meters højde, hvor de valgte at vende om da videre klatring var for farlig på den hårde is.

Den gavnlige effekt af træningturen sås umiddelbart efter tilbagekomsten til Everest basecamp, da først Jan Mathorne og Kim Sejberg og et par dage senere Bo Belvedere Christensen og Henrik Jessen klatrede op gennem det berygtede Khumbu-isfald og overnattede hver 2 nætter i Everest lejr 1 i 6060 meters højde uden problemer.

Khumbu-isfaldet er nøglen til den øvre del af verdens højeste bjerg Mount Everest (8848 meter) og består af en næsten 1000 meter høj og stejl gletcher med lodrette istårne og op til 50 meter dybe og 10 meter brede spalter, som passeres vha aluminiumsstiger. Isfaldet bevæger sig hver dag og ruten må lægges om flere gange i løbet af foråret.

Isfaldet.

Af Bo Belvedere Christensen.

Isfaldet på Mount Everest er et uhyggeligt sted. Gletscheren oppe fra den højtliggende dal mellem bjergene Everest, Lhotse og Nuptse falder 1000 højdemeter stejlt ned som et kæmpe frosset vandfald.

Isen brydes op, enorme spalter opstår, dybe og brede. Istårne større end parcelhuse står og balancerer. Hele dette kaos er levende, bevæger sig langsomt ned. Men når nogle af de store balancerende parcelhusblokke pludselig får overbalance går det hurtigt. Ofte uden varsel vælter de og river måske i faldet andre med sig. Tonsvis af is vælter ned og ændrer på et øjeblik udseendet af et større område.

Op gennem dette iskaos går ruten til toppen af Mount Everest. Stedet er kendt som et af Everest bestigernes mareridt. Det er ikke et sted man ønsker at opholde sig for lang tid, med beliggende mellem 5400 meter og 6400 meter er det oppe i en højde, hvor det ikke er muligt at løbe igennem.

Allerede første gang jeg så det, da vi kom til basislejren havde en del af mig lyst til at komme op og se, om det virkelig er så slemt, som jeg har læst mig til og hørt historier om. En anden del af mig siger: "Jeg glæder mig til, jeg for sidste gang har sat mine fødder i dette dødsensfarlige isfald." Det er vel en del af hele ånden i bjergbestigningen, frygten og overvindelsen af samme. Men jeg ønsker der skal være balance i tingene. Risikoen må ikke være for stor, oddsene for dårlige. Så er det ikke længere bjergbestigning, men leg med døden.

Gennem isfaldet

Henrik og jeg starter som de sidste af alle op gennem isfaldet kl. 6 om morgenen d. 10.4. Den første del er meget flad og fredelig. Enkelte gange krydeser vi 2-3 meter bred spalter, henover hvilke der er blevet lagt sammenbundne aluminiumsstiger. Der er reb på hver side af stigerne, så man kan trække i disse for at holde balancen. Oprejst går vi hen over stigerne mens vi ser 20, 30 nogen gange 40 meter ned i spaltens gab, parat til at opsluge os.

Vi kommer godt frem og fornemmer ikke den farefornemmelse, vi har ventet. En tredjedel oppe skifter isfaldet karakter, bliver stejlere og består af et hav af små blokke, som er væltet ovenpå hinanden. Området har navnet "the popcorn." Imellem disse popcorn er huller som et ben eller i værste fald en hel person kan forsvinde i. Her tidligt på sæsonen er hullerne lukket af sne, så der er ingen fare. I popcornene møder vi Jan og Kim, der kommer ned fra 2 døgns akklimatiseringsophold i lejr 1. De er ved godt humør, men advarer os, det er først længere oppe det bliver rigtig "sjovt" og man får lyst tilat løbe for at undgå farerne.

Ovenfor popcornene flader isfaldet en anelse ud. Vi er nået til "the footballfield." Skulle jeg spille her ville jeg dog gerne have reb på permanent. Området er gennemsat af 10-40 cm. brede spalter, disse åbner sig længere ned, så forsvinder man først i en kan styrtet blive langt.

Jeg skifter omhyggeligt min karabin fra det ene reb til det andet, ikke et sted for letsindighed, selv om det ser tilforladeligt ud.

Ovenfor klatrer vi ned i en lille dal, der skærer på tværs af isfaldet. Metal mod metall larmer, da vi går med vores steigeisen ned ad aluminiumsstigerne. Krydser dalbunden, som er en stor spalte, hvis bund næsten er fyldt op af nedfaldne bil-store isblokke. Op på den modsatte side, vi er ved indhente en lille flok fra Taiwan. Vi ser dem kravle på alle fire over nogle stiger ovenfor, åbenlyst mindre modige eller erfarne klatrere.

Henrik og jeg når selv stigerne. OK, det er de dybeste spalter vi har krydset og de tre sammenbundne stiger gynger faretruende, når vi betræder dem. Karabinen på det ene reb vil minimere et eventuelt styrt ned i spalten til nogle meters længde. Men lidt uhyggeligt er det, når spaltens dybde fortaber sig i mørket ned i den. Var det her jeg skulle sænkes 20-30 meter ned og lave nogle spektakulære videooptagelser af Henrik, der går over stigen ? En anden dag, måske.

Vi er lige i hælene på taiwaneserne, da vi når til en rampe på skrå under en stor serac (isvæg), der hænger truende ud over os. For at komme op på toppen af seraccen skal man - dog med støtte af det allestedsnærværende faste reb - klatre nogle meter lodret is. Taiwan er kørt fast, Dannebrog presser på for at slppe forbi.

Vi får lov lige ovenfor, hvor en af de sidste stejle forhindringer, en 12-15 meter høj næsten lodret isvæg får taiwaneserne til at gå helt i stå. For at virke ekstra overbevisende sætter vi fuld fart på. Resultatet viser sig på toppen af seraccerne, lungerne føles snævre og hjertet hamrer, så det kan ses gennem vore tykke fleece-trøjer.

Efter en kort pause forcerer vi de sidste småvægge og cirkler op mellem j10-15 meter brede spalter til teltet i lejr 1, 6060 meter over havet. Lejren ligger utroligt smukt i indgangen til Western cum, den højtliggende dal mellem Nuptse, Lhotse og Everest. Med udsigt til bl. a. Pumori, et af de smukkeste bjerge her i nabolaget.

Da vi har været i lejren i nogle timer rykker isen under os sig pludselig med et kraftigt drøn. Vi bliver mindet om, at stedet lejren ligger på, er den øverste del af isfaldet. Isryggen har rykket sig nogle centimeter nærmere til det uundgåelige styrt ud over isfaldets kant. Hvor er vi mennesker dog små i disse utrolige omgivelser.

Western CWM, smuk og farlig.

Af Kim Sejberg

Det er faktisk temmeligt koldt. Klokken er 0400 -og hvis ikke det var grundet det velkendte fænomen, at blæretrykket overstiger soveposesuget, kunne jeg sagtens blive fristet til at grave mig ekstra dybt ned i posen. Men nej, jeg lyner posen op, rejser overkroppen og får dagens første kolde gys, da hovedet strejfer teltdugen og en million små iskrystaller falder gennem pandelampens skærende lys og direkte ned af min nakke.

Jeg ryster det hvide pulver af mig, frekventerer lige pisseflasken og stikker hovedet ud af teltet, mens jeg rutinemæssigt tømmer flasken og checker den stadig sorte nattehimmel. Det ser moderat ud, hvilket vil sige mørk himmel, klare stjerner men desværre også en del hurtigt drivende skyer, som her i Himalaya oftest varsler hurtige og voldsomme vejrskift.

Jeg kigger op igennem Western CWM, den sidste del af Khumpugletcheren, opmod lejr 2 og starten af vor rute på Everest, mens jeg mumler til Jan at vejret ikke ser for godt ud. Vi beslutter os til at gå på standby et par timer, inden vi endelig afgør om vi forlader lejr 1 her i godt 6000m og går mod lejr 2 i små 6600m.

Grunden til vores betænkeligheder ved at fortsætte i dårligt vejr er den simple, at gletcheren de næste 500 højdemeter er af den luskede type, hvor man går på god jævn sne med små sprækker der tilsyneladende er lige til at skræve over.

Problemet er desværre at disse små sprækker er af "A-typen", som betyder at selve spalten foroven måske kun er en halv meter bred, men hurtigt breder sig ud til , f.eks. 2 meter under overfladen, at være 3-4 meter bred.

Hvis i så forestiller jer, at toppens halve meter åbning er sneet til -og spalten efter de første synlige 30 meters dybde blot fortsætter i et sortblåt hul, har i forklaringen på, at vi ønsker os nogenlunde fornuftig sigt i de 3-4 timer det vil tage os at sik sakke op mod lejr 2.

Nå, vi har nu smeltet sne og lavet te, hvilket har bragt viserne til 0630. Dette behagelige faktum kombineret med få og blå pletter på himlen samt vor lyst til at komme videre gør beslutningen let. Afsted mod næste lejr!.

Vi træder ud i den gnistrende nysne og tager steigeisen, seler og andet sikringsudstyr på -og begynder langsomt at sno os henad smalle isrygge, langs dybe azurblå spalter og opad mod den mere flade, men ikke mindre farlige part af gletcheren. Vi forcerer en sidste stejl isvæg og er nu oppe på det gletcherplateau, som leder ind imod bunden af dalen.

Omgivelserne er fantastiske! Rundt om os tårner bjergsiderne sig majestætiske og tilsyneladende urørlige, op mod de 7 og 8 tusinde meter høje toppe.

Jan og jeg siger ikke meget, men tænker det samme. Vi er i Western Cwm. og næsten ved starten på vores rute. Alt føles tæt på og vi er tændte på en næsten barnlig måde.

For mig er det en barnedrøm -og gennem de seneste år næsten en besættelse, som er i fuld gang med at materialisere sig i takt med at jeg skridt for skridt nærmer sig et af mine drømmes mål.

Min begejstring kan faktisk ikke dæmpes af, at vejret egentligt er dårligt. Det sner nu rimeligt kraftigt og jeg er glad for at kunne lukke North Face gore-tex tøjet godt til, stramme hætten om gletcherbrillerne -og således i ly for elementerne trave videre, mens blikket konstant afsøger de næste 5-10 meter for konturer som indikerer eller afslører de frygtede spalter i den ellers så smukke overflade.

Efter, på denne måde, at have været undervejs et par timer, ser vi at kraftige højdevinde er ved at sætte grøde i skyerne, og små solstrejf og lidt opklaring begynder så småt at trænge ned til Jan og jeg, der som små tungtlæssede og målrettede arbejdsmyrer nu har fundet vej gennem de værste spalteområder.

Vi spejder fremad og ser pludseligt gennem et langt skyhul, den moræneryg som lejren skal ligge på. Den er vel to kilometer diagonalt mod venstre og vi skønner det vil tage et par timer at nå frem.. Vi er i 6400 meters højde og begynder nu at puste mere efterhånden som vi langsomt men sikkert arbejder os opad og nærmer os dagens mål.

I et fuldstændigt skyfrit hul ser vi Everest`s top højt over os -og cirka 2500 meter længere nede, starten på væggen og den polske rute vi skal op igennem , rejser sig isnende og blåligt skinnende opad så langt øjet rækker. Jeg kan se Jans blik følge vores væg, vores rute, vores udfordring mod toppen, indtil øjnene skifter mod mig og vi næsten samtidigt med et lille smil udbryder "stejlt -ser godt ud".

Vi hanker op i sækken, passerer et lig i blå plastic pose, krydser de sidste spalter og begynder langsomt opstigningen gennem den sidste couloir (sne/isrende) mod toppen af morænen.

Vores lille camp placeres for enden af morænens klippestykker og mens vi sætter gang i snesmeltningen åbner skyerne sig igen et kort øjeblik -og lader med et glimt af både fjerne og nære snedækkede tinder, indtrykkene af kæmpe omgivelser og udfordringer sive ind, før de igen lukker sig og mørket så småt falder på.

Da jeg nu igen ligger i posen, hører jeg svagt en indre stemme hviske "kim, eventyret er igang.

Storm og ned igen.

Af Jan Mathorne

Jeg sover som ventet ikke særlig godt i lejr 2. Det er ikke pga kulden, der er kun ca -15 inde i teltet, men nok nærmere de 500 højdemeter, der er fra Lejr1 til Lejr 2. Næste nat bliver helt sikkert bedre. Vi har drukket rimeligt, for pisseflasken er fuld. Det er vigtigt at drikke meget, når man stiger opad. Kroppen skal vænne sig til den lave iltmængde, og det kræver et par velfungerende nyrer. Derudover mister man en del vædske ved udånding, da luften er knastør heroppe. Vi får smeltet noget is og får lidt morgenmad. Appetitten er ikke overvældende, dog er Bo, som kom frem lidt senere end os igår, sædvanlig ivrigt spisende.

Vi har længe kunnet høre vinden mod teltet. Den er kraftig, men ikke nær så kraftig som den nat, da vi første gang sov i Lejr 1, hvor Kim og jeg troede, at vi sammen med teltet ville blæse ned i basecamp. Vi drister os til at kigge udenfor, og det er delvist overskyet. Det ser ikke for godt ud, men vejret har også bygget op de seneste dage. Klokken 10 har vi walkiekontakt med Lejr 1 og basislejren. Vejret er ved at blive dårligere i hele området, og Euan, en skotte, er på vej herop fra Lejr1. Det lyder ikke godt. Sporet imellem Lejr1 og Lejr 2 er markeret med flag, men det er baseret på god sigt. Og for et par uger siden faldt en sherpa i en 50 m dyb spalte.

Det har nu sneet nogle timer, og sigten er 100m. Euan er ikke ankommet endnu, og det bekymrer os en del. Klokken 12 er der stadig intet nyt om ham, han er heller ikke vendt tilbage til Lejr 1. Walkieforbindelsen til basislejren er elendig, men vi går ikke uden for teltet. Det ville hjælpe på signalet, men udenfor 1 minut, og man er fuld af sne alle vegne. Når man skal alvorligere på toalettet er det om at benytte alt det The North Face Goretex, vi har. Det hjælper noget på snefygningen, men stadig er det kun absolut nødvendige ærinder, der får os udenfor som f.eks, når vores lokale beholdning af is til drikkevand løber tør.

Lidt over 12 hører vi Euan, og han vælter ind i teltet. Han har været ude for lidt af en epic. Adskillige gange har han mistet sporet, men da han fandt det indpakkede lig, vidste han, at han var på rette vej. Han har ikke noget soveudstyr med, da han bare ville bære lidt udstyr op fra Lejr 1. Men han kan på ingen måde klatre ned til Lejr 1 igen. Det sner og blæser kraftigt udenfor, så vi bliver enige om at ligge snestormen igennem. Faktisk gør det ikke så meget, for vi arbejder hele tiden. Vi akklimatiserer til 6500 meters højde. Og der er rigeligt med gas og mad. Vi er bare "omskåret fra afverdenen".

Eftermiddagen snegler sig afsted med buldren på teltvæggene og forsigtig udhældning af pisseflasken, da der er en del udstyr lige uden for teltet. Klokken 16 kan vi meddele de andre lejre, at Euan er ankommet i god behold. Samtidig får vi at vide, at stort set al bevægelse på bjerget er indstillet. Euan har ingen sovepose, men en af finnerne har slæbt sin sovepose herop, så den kan han låne for natten.

Ved mørketid begynder vi på aftensmaden. Det er om at trække det længst muligt, så man ikke skal forsøge at sove i 14 timer. Vi varmer nogle aluposer med mad, og de kaldes hhv. Chili Con Carne, Chicken Casserole og Sausage Casserole. Det smager mere af mad end de frysetørrede retter, vi er vant til, men de er også mere gasforbrugende. Jeg har i dagens løb oparbejdet en kraftig hovedpine, og nu er appetitten absolut 0. Jeg tvinger lidt i mig, men er snart ved at brække mig. Lidt the kan jeg få ned, men heller ikke andet. Jeg plejer ellers at spise fint i højden. Alt dette er tegn på højdesyge, men jeg burde være vænnet fint til højden.

Måske får jeg det bedre af at sove. Jeg sov jo ikke specielt godt sidste nat. Efter et par timer vækker Bo os. Han er tørstig og for at han kan komme til at smelte, må vi alle flytte rundt. Han smelter en times tid, og vi får alle noget at drikke. Min hovedpine forsvinder lidt, og jeg kan falde i søvn. Det var nok alligevel vædskeunderskud.

Næste morgen er vinden løjet noget af, og selv om der er faldet ca. 10 cm sne, kan vi snildt komme ned. Men vi er trætte. Det at skulle pakke rygsæk er en næsten uoverkommelig opgave. Vi spørger os selv: Hvorfor trætte ? Men kan ikke komme på noget fornuftigt svar. Vi får noget at spise og en masse at drikke, men lige sløve er vi. Hvordan skal vi få kæmpet os ned til Lejr 1 og ned gennem det farlige isfald i rimelig tid? Vi frygter at skulle gennem isfaldet i eftermiddagsvarmen. 10 tons is er ligeglad med om der står 3 danskere i vejen.

Vi begiver os ængstelige fra Lejr 2, men vi finder hurtigt ind i en passende rytme og når efter 5 kvarter til Lejr 1. Undervejs møder vi danskeren Lene Gammelgaard, som er med en amerikansk ekspedition. Efter at have gået knap en time fra Lejr 1 sidder hun og puster/nyder solen. Hvorfor skynder hun sig ikke til Lejr 2 for at undgå varmen senere på dagen? Vi går hovedrystende videre. Ved Lejr 1 har Mike, en englænder fra Hong Kong, noget the klar til os. Utroligt så lidt, der skal til, for at blive så populær! 2 timer senere går vi lidt trætte men lettede ind i basislejren.

Pressemeddelse 1.5.96

Danish Everest Expedition 1996 har haft et par dramatiske døgn. Det har været meget svært at etablere en lejr 3, da Mt. Everest’s sydvæg næsten ikke er snedækket i år, og det har ikke været muligt at finde passende teltpladser. Væggen er en 60 graders stejl hård isvæg. Den 29.4 lykkedes det endelig for Bo B. Christensen sammen med skotten Mal Duff og 4 sherpaer at finde nogle små hylder så højt som 7650 meters højde ved overgangen mellem is og et klippebånd.

Igår blev der stillet telte op her og det er Bo B. Christensens plan at overnatte der inat for akklimatisering. Det væsentligste problem er springet på over 1000 højdemeter fra lejr 2 i 6500 meter, da den lange opstigning vil tærre meget på krafterne. Heldigvis ser vejen videre frem bedre ud og det er vores håb at toplejren i godt 8000 meters højde bliver etableret i løbet af et par dage.

Henrik Jessen Hansen og Kim Sejberg var oppe i lejr 2 i dagene 27 til 30 april for at akklimatisere. Kim Sejberg klatrede ligeledes så højt som 7400. Henrik Jessen Hansen var generet af halsbetændelse og bronchitis men havde det fint i lejren uden højdeproblemer.

Da de klatrede tilbage til basislejren gennem det farlige Khumbu-isfald blev Kim Sejberg slået kortvarigt bevidstløs af en isblok og faldt 15 meter ned og blev stoppet af rebet på kanten af en gletcherspalte. Ved hjælp af sherpaer og andre bjergbestigere kom han i god behold ned til basislejren. En grundig lægeundersøgelse viste at han er sluppet billigt med 2 brækkede ribben, nogle skrammer og et forslået håndled og knæ. Desværre sætter de brækkede ribben en stopper for Kim’s videre klatring på ekspeditionen.

Situationen dags dato er at Bo B. Christensen er højt oppe på Everest, i god form og håber at lave et topforsøg uden brug af kunstig ilt i løbet af nogle dage. Kim Sejberg er desværre sat ud af spillet. Jan Mathorne og Henrik Jessen Hansen har været og er stadigvæk generet meget af halsbetændelse og bronchitis. De tager nu nogle hviledage og vil hvis helbredet ellers tillader det klatre op om en uge. Henrik Jessen Hansen har besluttet sig for at bruge iltflasker af sikkerhedsmæssig årsager, mens Jan Mathorne stadigvæk håber at gøre det uden.

Pressemeddelse d. 6.5.95 fra DEE.

I løbet af den næste uge vil Danish Everest Expedition 3 tilbageværende medlemmer forhåbentlig bestige verdens højeste bjerg. Bo Christensen er nu i lejr 2 og planlægger at klatre videre mod lejr 4 af den stejle sydvæg den 8.5 og mod toppen den 9 sammen med finnen Veikka Gustafson. Hvis det lykkes dem at komme op vil de blive de første fra norden som bestiger verdens højeste bjerg uden brug af iltflasker.

Henrik Jessen Hansen og Jan Mathorne forlader imorgen 7.5 basislejren på Khumbu-gletcheren og begiver sig til lejr 2. De håber at gå mod toppen den 11.5.

Hvis man ønsker at forhøre sig om ekspeditionen, skal man de næste dage spørge efter basecamp-manager Mike Burns og sproget er engelsk. Journalister skal sige "over" så han ved hvornår Mike skal skifte.Om alt går vel er Bo Christensen nede i basecamp, når HJH og JM går mod toppen.

Vi håber at det vil være muligt at sende lyd direkte fra toppen, nærmereaftale med Henrik Christensen/Thrane & Thrane samt basecamp-manager Mike Burns.

Livet giver dig flere forsøg, men du har kun et liv.

Af Bo Belvedere Christensen.

Vinden fejer hen over bjergryggen til venstre for mig, pisker sneen, som er blevet hvirvlet op, i ansigtet på mig. Et blik bagud afslører et uhyggeligt, tæt skydække bag Nuptse-ryggen, et skydække, der tungt af sne forsøger at mase sig over ryggen for at nå os på Everest.

Snevæggen, jeg og min finske makker, Veikka Gustavsson, klatrer på, stejler mere og mere til i takt med vejrets forværring. Kort før det begynder at sne forlader vi den 70 grader stejle isvæg og begynder at klatre op over små klippehylder.

Vi er godt klatrende, forlod i morges lejr 2 i 6500 m, nåede efter kun 5 timer lejr 3 i 7600 m. Lejr 3 består af 2 meget små The North Face telte, det eneste der er plads til på de små klippehylder, der er udbygget med isklodser for at teltene kan være der.

I lejr 3 stoppede vi for at smelte sne til at fylde vores feltflasker og for at få en masse at drikke: suppe, mælkethe med sukker og noget finsk neutralt smagende men meget energirigt.

Efter 2 timer fortsatte vi med store rygsække videre op for at nå lejr 4 i 8250 m. Herfra er det meningen, vi i aften kl. 10 skal starte, uden iltflasker, og forsøge at nå toppen af Everest tidligt i morgen. Vi ved at flere andre ekspeditioner sidder parat i sydpasset på den letteste vej til Everest. Vi vil om alt går vel mødes med dem i ca. 8300 m. hvor den svære del af vores rute slutter, og vi kommer ud på "normalvejen."

Snefoget bliver tættere omkring os. Til sidst klatrer jeg i min egen lille verden. Vinden har pisket sneen ind under mine gletscherbriller og mine kæmpe luffer kan ikke komme ind under for at fjerne isen, som har dannet sig på indersiden. Rundt langs kanten kan jeg se en 10-12 meter væk, Veikka er udenfor min synsvidde, kun det år gamle faste reb, som bevæger sig lidt, antyder, at han er der endnu.

Kulden har trods de store luffer bidt sig igennem, vinden presser sneen ind under min Goretex-dragt. Jeg er så kold at sneen bliver liggende under tøjet uden at smelte.

Et godt gammelt råd om, at den bedste vejrudsigt er, at vejret bliver i morgen, som det er i dag, kommer op i hukommelsen. Jeg ser os for mig på topkammen i morgen i denne blæst og med sneen hvirvlende om os. Jeg er ikke længe om at tage min beslutning, jeg har en klatrefilosofi der siger: "Livet giver dig flere forsøg, men du har kun et liv, pas på det!"

Min stemme kan ikke trænge gennem stormen, Veikka skal vide, at jeg vender om. Jeg er nødt til at indhente ham, men jeg kan ikke forcere tempoet på de nu med 10-15 cm. sne dækkede, glatte klippehylder.

Pludselig dukker nogle af vore sherpaer ud af snefoget. Vores supporthold er på vej ned, "Camp 4 only innertent, no sherpa there," siger de til mig. Fornuften i at vende om understøttes af sherpaerne og i hælene på dem dukker Veikka op, også på vej ned. Vi efterlader vore rygsække på vores highpoint i ca. 8100 meters højde.

Lettet for 15 kg. og ikke længere kæmpende opad skråningen er vi hurtigt langt nede, hvor snefygningen er knap så tæt. Beslutningen om at vende om virker knap så logisk, men et kig opad får mig på andre tanker. Everests top er omgivet af en stor, sort, tung sky. Vinden blæser med en styrke, der får luften til at brumme. I forvejen er det at bestige Everest på kanten af det menneskeligt mulige, i det her vejr vil det være vanvid, nærmest sikkert selvmord, at forsøge.

På arbejde i 6500 meters højde.

Af Henrik Jessen Hansen.

Den 10ende maj om formiddagen sidder Jan og jeg oppe i lejr 3 i 7400 meters højde for at få den sidste akklimatisering inden vores eget topforsøg. Natten heroppe har været uden megen søvn pga først snestorm og bagefter kraftig blæst. Klokken halvni rammes vores telt af solen og vi får rigtig gang i gaskogeren og bliver varmet op af både sol og the. Efter den første kop the lyner vi teltet op og kikker ud. Derefter kikker vi på hinanden og siger samstemmende: Det er ikke topvejr, bare Bo og Veikka ikke er deroppe.

Vi pakker stille og roligt sovepose mv. sammen og begiver os nedad. Det går hurtigt, men efter et kvarter må jeg stoppe og genopvarme fingerne som er fuldstændig følelsesløse pga vinden på trods af tykke vanter.

Samme aften nede i lejr 2 i 6500 meters højde hører vi at der er "a bit of a problem". Rob Hall, lederen af den New Zealandske kommercielle ekspedition (hvor hver deltager har betalt 65.000 USdollar) er stadigvæk i 8700 meters højde sammen med en døende deltager. Resten af natten svirrer der en masse rygter, men jeg hører ikke ret meget, da jeg sover.

Næste morgen ved 5 tiden siges det at 21 (enogtyve) savnes. Alle ekspeditionerne taler nu sammen og begynder at organisere en kæmpe redningsaktion. Dette besværliggøres af den store højde og det dårlige vejr. Fra radiokontakter til lejr 4 i sydpasset i 8.000 meters højde fortælles der om sne, kraftige vindstød og at der ligger halvdøde mennesker både i telte og udenfor.

Jeg er den eneste læge i lejr 2, der ligger halvvejs oppe på bjerget og er det naturlige centrum for hele aktionen. Andre bliver udpeget til at klatre opad, for at komme med forsyninger og for at hjælpe de forkomne ned til det hospitalstelt, som vi organiserer.

I løbet af morgenen kommer der større klarhed over det hele og antallet af savnede og frygtede omkomne falder hele tiden. Der er primært to ekspeditioner involveret (Rob Halls og den amerikanske Scott Ficher ekspedition), det er de to luksus-kommercielle med professionelle bjergbestigere som guider for klienter, der ofte ikke er særligt erfarne bjergbestigere men har råd til at betale de 65.000 USdollar. Det viser sig at alle klienterne fra den amerikanske gruppe, inklusiv den danske kvinde Lene Gammelgård, er kommet i sikkerhed i løbet af natten. De fleste er blevet reddet ved en kraftpræstation af deres guide Anatoli fra Kasakstan, der i løbet af natten har trukket dem i sikkerhed en efter en. Der er mange, der kan takke ham for at være i live.

Vi får samlet det medicinske udstyr ekspeditionerne har i deres telte og danner os et overblik over, hvad der mangler. Hospitalsteltet bliver hos New Zealænderne, da de dels er hårdest ramt og dels har det største telt og den bedste radioforbindelse. Jeg taler adskillige gange med den nyoprettede kommandocentral i basislejren og vi aftaler transport op af supplerende medicamenter og udstyr til drop mv. Da vi stadigvæk ikke har ordentligt overblik over antallet af patienter forbereder vi os på det værste. Da de alvorligt medtagne først vil komme ned fra sydpasset senere, har vi tid nok til at organisere det hele.

Mens vi forbereder tingene i det nyudnævnte hospitalstelt, kan vi hele tiden høre kommunikationen med Rob Hall, der stadigvæk er i live, men sidder afkræftet og ude af stand til at bevæge sig i 8700 meters højde. Han har ikke længere iltflasker til rådighed og har intet at drikke. Det er utroligt at han stadigvæk er i live. Fra sydpasset sendes to shepaer op med iltflasker og en thermos med varm the. De har desværre ikke en radio med, men vi kan på rapporterne fra lejr 4 følge dem opad og forstår at forholdene er meget vanskelige. Der sendes også et hold ud efter Scott Fischer og lederen af den taiwanesiske ekspedition Makalu Gau.xxxxx

Det mest hjerteskærende er de to gange Rob Halls basislejr via wakie og satellit telefon forbinder ham med hans gravide kone hjemme i New Zealand. Hun prøver at ingyde ham energi og få ham nedad. Midt på eftermiddagen må de to sherpaer vende om pga af storm uden at nå op til Rob. Alle ved nu at han vil dø i løbet af de næste timer, men forsøger stadigvæk at indgyde ham optimisme og energi til at klatre nedad. Den sidste radiokontakt med Rob Hall var den 11.5 kl 20.00.

Det andet sherpahold finder Scott og Makalu Gau i 8300 meters højde. Scott Fischer er øjensynligt død, han reagerer ihvertfald ikke, heller ikke efter at have fået ilt, men taiwaneseren er i live og hjælpes ned til lejren i sydpasset. I løbet af eftermiddagen sker der endnu et mirakel. En af Rob Halls klienter kaldet Beck fra USA kravler ind i et telt. Han har ligget stille15 timer i sneen og alle troede ham død.

I løbet af eftermiddagen kommer det meste af Scotts hold ned til lejr 2. De har alle på nær guiden Neal forfrysninger, de fleste i fingerne, men nok uden at de vil ende med amputationer. Jeg påbegynder behandlingen og adviserer basecamplægen Caroline MacKenzie fra New Zealand om, hvad der kan vente hende næste dag. Alle de forfrysninger får mig til igen at tænke, at jeg ikke vil miste en finger for toppen, det vil invalidere mig erhvervsmæssig og have mange andre konsekvenser. De to ramte ekspeditioner havde allerede to uger i forvejen bestemt sig for at de ville klatre mod toppen den 10ende maj og dette har af forskellige grunde blindet dem, og de har ikke villet vende om som fx Bo fornuftigt gjorde.

En ulykke kommer sjældent alene. En sherpa, som skulle op og hjælpe er blevet ramt af en sten i hovedet mellem lejr to og tre og er nu ved at blive reddet ned. Jeg får noget ris og linsesovs og forbereder hospitalsteltet på den første overnattende gæst. Han kommer klokken 8 om aftenen og det viser sig at han er blevet ramt i baghovedet af to sten og har et 10 cm langt sår og åbentstående kraniebrud. Jeg vasker såret, klipper håret af i området og inspicerer det hele nærmere. Der er ikke andet at gøre end at give ham en masse forebyggende medicin, sy såret sammen og få ham ned til basislejren og reddet med en helikopter. Da jeg ikke har det store kirurgiske udstyr heroppe, bliver de sædvanlige instrumenter erstattet af bidetangen i min Leatherman-lommekniv. -Heldigvis havde jeg medbragt nogle suturer og lokalbedøvelse.

Det aftales med et par af hans sherpavenner, at de vil overvåge ham og at jeg sover i det ene hjørne af teltet og at de kan vække mig hvis han ændrer psyke eller frembyder andre symptomer. Efter et par timers søvn vækkes jeg af snefygning ind i teltet og opdager, at der kun er en sherpa og han snorksover. Jeg kikker til patienten, vækker sherpaen og minder ham om vores aftale. Han siger ja, men sover igen næsten før jeg er tilbage i soveposen. Så jeg ender med at overtage overvågningen.

Om morgenen pakker vi ham ind i en masse tøj og anbringer ham på en slæde, og otte sherpaer begynder på den vanskelige fragt ned til basislejren. Jeg går op til vores egen lejr, drikker en masse te og får et par lækre pandekager med syltetøj til morgenmad. Derefter får jeg to timers hvile mens Bo og Jan passer radio og hospitalstelt, hvis der uventet skulle dukke nogen op.

Midt på dagen tilser vi igen Scott Fischers klienter med forfrysningerne inden de går ned mod basislejren. Derefter begynder de kvæstede fra sydpasset at dukke op, de mest friske først. Det er en eftermiddag i konstant aktivitet, der er en del rimeligt alvorlige tilfælde af forfrysninger.

Sidst på eftermiddagen kommer en gruppe ned med Makalu Gau. Vi får ham ind i teltet, klædt af og udstyret med et drop og iltmaske. Jeg har aldrig set lignende forfrysninger. Hans næse er sort, alle hans fingre er hævede og nærmest døde og begge fødder er hårdt angrebne med forfoden blåsort, og et 5 cm område ved hælen er ligeledes angrebet. Han får diverse indsprøjtninger og væske både som drop og at drikke. Hænder og fødder kommer i vandbad for at blive tøet op.

Et par timer senere dukker Beck op. Han er utrolig, kommer selv gående ind i teltet med en vittighed, selvom han burde være død.. Han får samme omgang som Makalu Gau da deres tilfælde minder en del om hinanden. Hans fødder er ikke ramt, men hans ene arm er med forfrysninger helt op til midt på underarmen og hans ansigt er ikke ret kønt.

Efter vandbadene forbinder vi deres hænder og fødder. Det bliver en lang nat med overvågning, heldigvis afløst af en times søvn nu og da, da en amerikansk læge er dukket op sidst på dagen. De ender begge med amputationer og plastikkirurgi, men der vil gå lang tid, måske op til et halvt år inden der er klarhed over hvor meget, der skal laves. Men de er utroligt begge i live, mens 5 andre døde i ulykken. Desuden mistede taiwaneserne en dagen før pga fald og indre blødninger.

Er det det værd? Kunne ulykken være undgået? Det kan og vil blive diskuteret i lang tid. Jeg mener stadigvæk at Everest kan bestiges på en forsvarlig måde og uden at løbe de risici vi så den 10ende maj. Det kan godt være at jeg ikke selv kommer op, dels pga vejret og dels pga, at jeg efterhånden har brugt megen energi på både egen og andres sygdom, men jeg kommer i det mindste hel hjem.

Det skjulte topforsøg.

Af Bo Belvedere Christensen

Min iskolde venstre hånd holder fast i rebet, som ligger på skrå op over væggen mod starten af "den polske pillar". Højre hånd støtter eg med på isen, når jeg ind imellem mister pusten.

Solen begynder lige at kigge over kammen mellem Mount Everest og Lhotse, verdens 4. højeste bjerg og nabo til Everest.

I øjeblikket bider morgenkulden stadig, men om 10 minutter ved eg, at sveden vil begynde at springe på min pande. Himalayas bjerge er scene for de store kontraster: ekstrem kulde og varme, grønne skove og isdækkede bjerge, liv og død.

Det sidste fik jeg et alt for nært glimt af forleden dag, da jeg var netop samme sted for at filme klatringen på video.

Det var hen på eftermiddagen og jeg var på vej ned. Pludselig råbte Euan, en skotte i den internationale del af ekspeditionen, til mig "watch out !" Jeg så op og så 7-8 sten på størrelse med fodbolde på vej mod mig i høj hastighed. Sidesteppende over den stejle væg, mens jeg holdt øje med eventuelle retningsskift kom jeg ud af stenenes bane. Med maximal puls og adrenalinen pumpende rundt i kroppen stod jeg med hovedet lænet ind mod isen og kom mig over forskrækkelsen.

Her til morgen virker alt fredeligt, stenene er indefrosset i isen. Alligevel kommer et par enkelte sejlende ned over isvæggen. Et blik ca. 1 km. opad væggen afslører grunden. Deroppe på den letteste vej til Everest, via Lhotse-flanken, travers til sydpassetogryggen mest på bagsiden af Everest, færdes mange klienter i følge med guider. Klienterne har betalt sig til at komme på Everest med erfarent følge. Men mange af disse klienter er forholdsvis uerfarnehvad angår sikker færdsel i bjergterræn. Jeg bander over den salve af dødsensfarlige sten som deres usikre, klodsede bevægelser river løs. "Lær at klatre inden i forsøger jer på Everest" hvisler jeg bittert mellem tænderne og tænker på de 19 års klatring, der har ført mig hertil. *skal en af de rige idioter ødelægge det for mig eller måske endda tage livet af mig ?

Jeg sætter tempoet op for at komme ud af skudlinien. Efter et par hundrede meters klatring er jeg i sikkerhed. En klippeø midt i det 55 grader hældende ishav indbyder til en pause. Varmen er nu blevet mærkbar, jeg svinger min 18 kg. tunge rygsæk af og finder en af vandflaskerne frem. En tår vand og en bid chokolade bliver min morgenmad. Havde jeg forsøgt kl. 5, da jeg startede, at klemme havregrød ned, ville jeg have ofret den så snart jeg var begyndt at anstrenge mig.

Efter pausen fortsætter jeg i godt tempo, så godt at en behagelig fornemmelse skyller ind over mig. Mit skjulte formål med overnatning i lejr 3, som jeg er på vej til, får pludselig mening. Jeg vil alene fortsætte derfra op til stedet for lejr 4 og forsøge at bestige Everest solo. Det er en vild fornemmelse af styrke, jeg bevæger mig med en kæmpe rygsæk, ubesværet af den tynde luft og i et tempo som selv ikke ekspeditionens sherpaer kan præstere. Det må kunne lykkes.

Lejr 3 er en ørnerede. 2 North Face telte står i forlængelse af hinanden på en æhylde, der ikke er bred nok. Derfor er den udbygget med isblokke, som er understøttet af snowstakes, aluminiumsspud, der er stukket ind i isen nedenfor hylden. Hylden befinder sig 700 meter ovenfor stilhedens dal, hvor lejr 2 ligger, set herfra små spredete klatter af orange, blå, røde og andre farver. Den højde jeg befinder mig i, 7600 meter, har afsløret nye horisonter. Bag basislejrens imponerende kæmpe, Pumori, der nu ligger som en sukkertop i dalen, er giganter som Cho Oyu og Gya Chukang dukket op og bagved ligger undnu 3-4 rækker af for mig ukendte, men meget smukke bjerge.

Euan,skotten, dukker 3½ time efter mig, "totally fucked," som han selv så malende udtrykker sin tydelige træthed. Han vil overnatte her, gå ned igen for at hvile ud inden han forsøger at nå toppen. Vi deles om det ene telt, jeg har allerede indrettet mig i den ene side og har halvanden liter the klar til os.

Natten viser sige at blive katastrofal for mine planer. Jeg ligger dårligt på den udad skrånende hylde. Min hals, der har været lidt øm nogle dage, begynder for alvor at føre ondt. Snot lukker næsen og slim i halsen går det svært at få vejret. Jeg ligger hele natten og gisper, hoster og snotter. Allersidst på natten, så træt at jeg næsten kunne sove stående, bygynder jeg at få myoser i nakken af den elendige sovestilling. Hovedpinen melder sig lidt efter, jeg ved godt hvad klokken er slået. Jeg må følge Euan til basecamp og komme mig ordentligt inden jeg sætter det endelige ryk mod toppen ind.

Godt et døgn efter kan jeg vemodigt sige farvel til Kim, der starter hjemad. Hans uheld i isfaldet, hvor han fik en isklump i hovedet, mistede bevidstheden, faldt og brækkede 2 ribben, har sat en stoppen for ekspeditionen for hans vedkommende.

Jeg kommer til at savne hans selskab. Vi har delt telt i basislejren og har tit ligget varmt i vore soveposer og sludret om alt fra computere til piger til langt ud på aftenen. Fra min walkmann strømmer sødt og trøstende Hanne Boels "If you want my body" ind i øret på mig. Øjnene lukker sig og slukker lyset for de sidste dages skuffelser. I morgen tørrer jeg ærgelsens tårer af og retter blikket fremad, lægger nye topplaner.

LEJR 3

Af Jan Mathorne.

Jeg halvt sidder, halvt ligger i det lille to-personers telt, da der ikke er plads til andet. Teltet befinder sig på en lille udhugget ishylde i 7650 meters højde - lejr 3. I højre side ligger der lidt ekstra kogegrej, en iltflaske og nogle iltmasker, og i venstre side kogeren og plastikposer med mad til 2 mand i 4 dage. I kogeren er vandet ved at klar, og jeg spekulerer på, om det skal blive til en kop the, en kop kaffe, eller en kop cacao. Jeg spekulerer også over den sidste radiobesked fra lejr 2. Bo havde fået nye vejrudsigter, dels fra DMI og dels den dyre fra London. Begge sagde, at den 21. ville blive bedre end den 20, så han og finnen Veikka ville udskyde topforsøget en dag. De havde følt sig så stærke, at de ville gå direkte fra lejr 2 til lejr 4, mens jeg ville have en overnatning i lejr 3, da jeg ikke harværet her før. Derfor føler jeg mig fanget i et dilemma. Skal jeg gå ned igen til lejr 2 for i morgen at gå tilbage her til lejr 3? Det er 1000 højdemeter, og jeg føler mig ret brugt efter dagens opstigning. Til gengæld ved jeg, at jo længere tid, jeg bliver i denne højde, jo svagere bliver jeg. Der er simpelt hen ikke ilt nok i luften til at kroppen kan blive friskere, heller ikke ved at sove. Men en enkelt nat kan vel ikke gøre så meget, så jeg beslutter at blive i denne højde en dag ekstra, og så først i overmorgen at gå videre til lejr 4, og den 21. at gå mod toppen. Og så beslutter jeg mig for cacaoen.

Næste dag sker det samme! Vejrudsigterne ser endnu bedre ud for den 22. Nu er valget endnu sværere. Jeg tænker med gru på opstigningen fra lejr 2. Skal jeg virkelig gå ned idag for i morgen at gå op igen? Det vil jo være lettere nu, da jeg ikke skal have rygsækken med. Men jeg føler ikke, at jeg er svagere i dag end i går, tværtimod friskere. Og i går aftes spiste jeg dobbelt portion aftensmad, normalt forsvinder appetitten ellers med højden. Men hvordan vil det være efter tredie overnatning? Udsigten til 1000 højdemeter ned og op skræmmer mig alligevel mest, og jeg fortæller Bo, at jeg tager endnu en hviledag heroppe. Henrik anbefaler, at jeg bruger ilt om natten for at kompensere for de mange dage heroppe. Jeg kan ikke få mig til at starte på ilten. Jeg synes stadig, at det er snyd. Men jeg bliver nok nødt til at bruge ilt fra lejr 4, da jeg ikke føler mig godt nok gående til at nå toppen uden ilt. Hellere nå toppen end fejle uden ilt.

Næste dag på vej fra lejr 3 går det rimeligt deropad. Jeg er ikke på ilt, men føler stadig, at det går fint. Det tog mig lang tid at pakke, men det gør ikke noget, for vi skal ikke for tidligt til lejr 4. Sen eftermiddag vil være passende for ikke at skulle tilbringe for lang tid over 8000 meter. Og allerede i aften før midnat er det videre mod toppen.

Et par timer senere er tempoet faldet. Jeg trækker stadig vejret med samme interval, 1 gang i sekundet, men der er færre skridt mellem pauserne. Er det bare højden eller har den lange tid i højden virkelig svækket mig? En time senere er tempoet faldet endnu mere. Det her går ikke! Med den her fart når jeg ikke lejr 4 før mørkets frembrud, og hvad med energi til toppen i morgen! Hvorfor lyttede jeg ikke til Henrik og begyndte på ilt i lejr 3? Forbandede stolthed! Alle andre bruger ilt, så hvorfor ikke også mig? Nu når jeg måske ikke engang lejr 4! Eller skal jeg bruge alle mine kræfter og kæmpe mig op til lejr 4 for bare at have det som mål? Jeg har set en af sherpaerne under mig - hvis nu han har en iltflaske, kan jeg måske bruge den til lejr 4. Men hvor meget ekstra hjælp giver ilten? Nok til at nå lejr 4 med et rimeligt kraftoverskud? Tankerne hvirvler rundt i hovedet på mig, mens tiden går.

Sherpaen kommer op til mig sammen med Veikka. Ingen af dem har ilt, men der er et depot i 8050 meters højde, hvor der er nogle iltflasker, men der er ingen iltmasker. Men jeg har en iltmaske i min rygsæk! "Lucky pal" udbryder Veikka og fortæller, at den ekstra ilt virkelig vil give en mærkbar forbedring. Fuld af optimisme fortsætter jeg omend langsomt opad.

Da jeg når depotet er vejret ikke for godt. Det sner og blæser kraftigt. Hver gang, jeg bøjer hovedet for at puste, får jeg en håndfuld sne ned ad nakken. Jeg har ikke taget mit goretextøj med, da vejret så fint ud i morges, og da jeg alligevel på topdagen skulle bruge dundragten. Dundragten? Skal jeg tage den på før ilten? Dundragten er besværlig at tage på, men den giver varmen. Den vinder. Jeg kæmper med at få steigeisene af på den 45 grader stejle klippeskråning. Jeg ved, at taber jeg en af dem, er jeg færdig. At gå op eller ned med kun en steigeisen er vanvid. Og at tage dundragten på med steigeisen på vil få bjergvæggen til at minde om en massakre i en gåsefarm. Det lykkes at få benene i dundragten uden at den, jeg eller steigeisene ryger ned af bjergvæggen. Selvfølgelig er den vigtigste lynlås uden ekstra snor i, så den må betjenes uden handsker. Det er koldt, og de næste par minutter kæmper jeg for at få varmen i fingrene igen, mens sneen fylder hullet mellem inderdragten og dundragten. Resten af dragten kommer på, og tilbage er kun handskerne, der er bundet til dundragten. De er meget varme, men de er for klodsede til at bruge nu. Efter et forgæves forsøg på at binde knuderne op (bare hænder) bliver snoren skåret op med min kniv.

Efter at have fået mine steigeisen på igen er jeg klar til at koncentrere mig om ilten. Jeg skærer en iltflaske fri og finder iltmasken i rygsækken. Den lille røde plastik sikkerhedsskrue bliver skruet ud, mens min håndryg på sekunder bliver gjort til en sø af sneen og vinden. Stor bliver min forbavselse, da der kommer en lille skrue med ud. Begge kommer de i rygsækkens toplomme. Jeg skruer regulatoren fra iltmasken ned over iltflasken og er ved at tage masken på, da jeg opdager, at regulatoren ikke viser noger tryk. Åh, der er 2 forskellige typer, så den sorte plastring skal af. Regulatoren bliver skruet af igen, den sorte plastring bliver skruet af, og regulatoren bliver skruet på igen. Stadig intet tryk! Hvad fanden er der i vejen? Hvorfor virker det l... ikke? Der er masser af ilt i flasken, kan jeg mærke. Skruen? Jeg skruer regulatoren af og kigger ind i den. Der skulle den sidde, men nu er der intet, der kan nå ned og åbne ventilen i iltflasken. Forbandede lort. Jeg kan ikke stå her på en bjergvæg i 8050 meters højde i en snestorm og lege finmekaniker! Der er flere iltflasker men kun en iltmaske. Forbandede lort. Jeg kigger op og bemærker, at det er ved at blive mørkt. Uret siger 18.39. Nu er der ikke skyggen af tvivl i mit sind. Jeg kan ikke lave noget fornuftigt højt oppe på bjerget uden ilt, og tiden og mørket taget i betragtning er det eneste fornuftige af følge rebene ned til teltet i lejr 3.

På få minutter har jeg bundet iltflasken til de andre, proppet alt andet i rygsækken og er på vej nedad. Det er temmelig mørkt, men det hjælper betydeligt, da jeg tager solbrillerne af. Selvom situationen er kritisk, er jeg ikke bange. Nok befinder jeg mig afkræftet i en snestorm, i mørke, i over 8000 meters højde, men jeg skal nok nå ned i sikkerhed. Hele min psykiske energi og resterende fysiske energi bliver rettet mod at overleve og komme ned til lejr 3.

Jeg prøver flere gange på vej ned at kontakte nogle af de andre lejre over walkien. De skal ikke være bekymrede for mig i lejr 4, når jeg ikke dukker op. Men enten lytter de ikke, eller også er batterierne for kolde. Jeg får ikke kontakt. Der er ingen måne på vej ned, så min verden går kun så langt min efterhånden svage pandelampe rækker. Men nedad går det, langsomt men sikkert. Jeg er hamrende træt og må holde pause hele tiden. Hele tiden siger jeg til mig selv, at jeg kommer nærmere og nærmere, og at jeg har masser af tid. Og godt 21 ser jeg omridset af teltet på 10 meters afstand. Jeg er reddet! Jeg er i sikkerhed! Toppen er meget langt herfra og fuldstændig ligegyldig. Ekspeditionen er slut for mig. Selvom Bo skal forsøge at nå toppen i morgen, kan jeg kun interessere mig for at få noget at drikke - det første efter en 10 timers epic.

Topforsøg.

Af Bo Belvedere Christensen.

Basislejrens iltrige luft forsyner mine lunger i rigeligt mål. Mine lunger, der den sidste uges tid har været presset til det yderste, kan let forsyne kroppen ved en enkelt dyb indånding. Knæene, som har båret mig selv og alt højdeudstyret ned de sidste par dage, kan nu endelig slappe. Ømme om lidt hævede er de. Tæerne, der har været indelukket i varme, men også trange klatrestøvler, kan strække sig i solen, vise de to blå storetånegle.

Strabadserne på Everest er slut. Det har været en hårdere ekspedition end jeg havde forestillet mig. Everest er et enormt stort bjerg. Alle, der bestiger Everest, med eller uden ilt på flasker, har udført en meget stor bedrift. Uden ilt er det tæt på umuligt, mennesket presses ud i marginal overlevelse.

Udfordringen er der stadig, har det været for hårdt ? Har det nogen mening at prøve igen ? Hvor lang tid skal der gå før jeg har glemt, hvor hårdt det har været ? Vil jeg prøve igen ?

Mens jeg i nattens mørke prøver at finde svar på spørgsmålene, går tankerne tilbage til den sidste uge, den hårdeste uge i mit liv.

Veikka og jer er på vej fra lejr 2 til ljer 4 i knap 8200 meters højde. Det er en lang klatring, men nødvendiggjort af vores topforsøg uden ilt. Overnatning højt oppe vil kun svække vores kræfter, derfor springer vi lejr 3 over. Her har Jan overnattet i 3 dage. Han vil tilslutte sig os i lejr 4. så vi sammen kan gå mod toppen. Hertil kommer 2 klatresherpaer og en, der skal koge til os hele aftenen.

Allerede inden lejr3 i 76000 m. kan jeg mærke, at jeg ikke er så godt gående som da jeg gik til lejr 4 alene for 5 dage siden. Har de andre ret, er jeg virkelig svagere efter at have været deroppe en gang før ? Jeg håber det er forbigående, og at et hvil på 1½ timer og masser at drikke i lejr 3 vil friske mig op igen. Kort før lejren begynder jeg også at få ondt i maven.

Veikka sidder inde i teltet og har gang i gasblusset da jeg ankommer. Jeg smider mig på et liggeunderlag på en snehylde lige udenfor, trækker min Goretex-jakke over mig for at beskytte mig mode den meget kraftige sol. Hvorfor skal det være så varmt, når jeg lider rigeligt i forvejen ?

Snart får jeg stukket suppe og kiks i hånden. Veikka ser lidt bekymret til min træthed. Jeg bedyrer, at jeg vil være frisk, når jeg har fået mere at drikke.

Effter en lille blund, slår jeg øjnene op til store skyer, der kommer sejlende op gennem dalen, videre op ad væggen og fortættende sig til snefald i vores højde. Både godt og skidt fordi varmen er aftaget, men samtidig er det måske tegn på dårligt vejr.

Videre opad væggen går det rimeligt. Veikka og jeg indhenter snart Dorje, den ene af klatresherpaerne, og Jan. Jan er meget langsom, men i modsætning til os skal han også slæbe alt sit udstyr op.

Skydækket og snefaldet tiltager som vi kommer højere op. Jan forsvinder under os i tågerne. Det sidste jeg hører fra ham er "kan du ikke sende en sherpa ned med noget ilt ?"

Da jeg når lejren er det tydeligt, at der ikke er en sherpa, der føler sig ovenpå til at bringe ilt ned til Jan. Det er nok usandsynligt , at han kommer herop.

Dawa, sherpaen som skal koge for os, så vi bare kan slappe af og drikke, er i fuld gang med kogerne.

Vi er 5 i et rimeligt stort telt, men det er trods alt trangt. Emmen fra kogerne og udåndingsdampen fra os begynder straks at sætte sig på teltloftet. Når vi bevæger os står en sky af iskrystaller ned i hovedet på os.

Af vægthensyn har Veikka og jeg kun en sovepose til deling. Med gasapparaterne i gang bliver det ikke koldt alligevel. Faktisk sidder vi ovenpå soveposen hele aftenen. Ligge er der ikke plads til, det er så som så med hvile inden det store øjeblik, hvor vi skal afsted. De to klatresherpaer ligger delvis ovenpå hinanden og ovenpå os og forsøger at sove lidt, mens de indånder ilt fra hver sin flaske.

Kl. 10 om aftenen vækker vi dem, det er tid for at gøre klar så småt. Alle skal have støvler, tøj og evt. rygsække gjort klar. Der skal koges vand til feltflasker, så vi har noget at drikke undervejs. Ved 12 tiden kommer vi 4 ud af teltet og går igang med at tage overstøvler eller steigeisen på støvlerne og sele om libet.

Det er umuligt for mig at få gjort klar uden at tage mine store dunvanter af. Fingrene bliver lynhurtigt kolde. På med vanterne igen, varme fingrene ved at bevæge dem. Klar til næste overstøvle eller til selen. Det tager tid. Da jeg når til mine steigeisen er det kulden der er ved at vinde. Jeg kan simplet hen ikke få dem udenpå overstøvlerne. Efter mange minutters kamp flår jeg overstøvlerne af, selv om jeg ved, det i længden kan betyde forfrysninger i fødderne.

På grund af kampen med overstøvlerne, starter de andre før mig, men jeg henter dem efter 10-15 min. Fingrene får jeg varme i igen, men mine fødder , som næsten med det samme er blevet kolde, kan jeg ikke gå varme.

Der er ingen måne, så vi klatrer afsted i skæret fra hver sin pandelampe. Jeg kan kun skimte Veikka i silhuet fra sin lampe nogle meter foran. Svagt kan jeg se en klippekam ude til højre og måske også ovenfor. Nedenfor mig kan jeg se et stort, fladere område, Det må være sydpasset, hvorfra de skæbnesvangre ekspeditioner d. 10. maj startede mod toppen. Vi er altså kommet ud på normalvejen til Everest i en højde af ca. 8250 meter. Pludselig støder vi på et fast reb. Jeg klipper min karabin på og glæder mig over den psykologiske sikkerhed. Jeg aner jo intet om rebets alder eller hvordan det er fastgjort.

Efterhånden som vi bevæger os opad kommer der flere og flere klipper til syne i isen vi går i. Hver gang mine steieisen smutter på noget klippe mister jeg pusten.totalt. Der er ikke overskud til den slags fejltrin. Resultatet er, at jeg mere og mere klodset og forpustet snubler opad skråningen. Det medfører en hurtig udmattelse af mine kræfter, med endnu dårligere koordination og balance til følge.

Tanken dukker op i mit hovede. Snublende og forpustet som jeg er nu, vil jeg aldrig nå toppen. Måske ender jeg med at være til fare for såvel mig selv som de andre.

Beslutningen tager jeg ikke med det samme. Jeg giver det endnu en halv times tid mere, det kunne jo være jeg fik det bedre. Da jeg råber Veikka an, har jeg gjort det op. Jeg forklarer ham situationen, spørger om der er noget han skal have af mig og vender så om. Et blik på højdemåleren siger 8350 m. kun 500 højdemeter fra toppen. Men hver meter er en kamp i den tynde luft.

Er det så let at tage beslutning om at opgive sit mål gennem 19 år ? Nej og jo, her i den situation, som jeg ved kan udvikle sig livsfarligt, er jeg ikke i tvivl. Men jeg ved der vil komme mange søvnløse nætter, hvor jeg vil endevende beslutningen. Kunne jeg have gjort det bedre ? Hvad var der galt med forberedelserne ?

Nedturen til lejr 4 går glat og hurtigt. Jeg flår hurtigt udstyret af og får mine iskolde fødder i soveposen, varmer en feltflaske vand over gassen og lægger den ned til tæerne. I løbet af en halv time er mine tæer så varme, at jeg kan slappe af og falder i søvn.Veikka og sherpaerne kommmer tilbage til lejren. Det tidlige tidspunkt og deres skuffede ansigter røber det, de nåede heller ikke målet. Veikka forklarer træt, at de vendte om i ca. 8550 m. højde. Han stopper midt i sin historie. Et blik på ham afslører, at han er faldet i søvn midt i en sætning, siddende ret op og ned. I sandhed dette mægtige bjerg kan tage det bedste ud af de mest hårdføre.

Basislejren er rar og mild mod os. Vi kan komme os, men der er ikke flere topforsøg at komme sig til. Vores tid på bjerget er gået, tilladelsen udløber, deadline for ekspeditionen er nået. Sidste nat var den værste længe, alle mine tanker drejede sig om, hvorfor det ikke lykkedes. En enklet fremadrettet var der heldigvis også: "Hvornår vender jeg tilbage, hvornår er jeg atter parat ?" Svaret finder jeg ikke her, jeg må tilbage og spørge alle implicerede: Sponsorerne om penge, arbejde om fri og familien om de kan udnvære mig igen. Om der går et år eller 5 er irrelevant. Jeg ved jeg må prøve igen.

Foreløbig glæder jeg mig til at se noget grønt igen, til at se Kathmandu igen og til sidst at gense alle dem derhjemme, som jeg elsker.