Dato:
6. november 2002: Tak for jeres interesse.
Allan
Disse to dage går med at vaske os selv og vores trekkingtøj, da vi forlader
basecamp imorgen tidlig. Der skal også pakkes og vi håber på at komme ned på
ti bærerladninger, så vi mere ligner en trekkinggruppe end en ekspedition. Vi
skal passere områder på vej til airstrippen i Suketar, hvor de maoistiske oprører
huserer og hvis de opdager os, vil vi blive afkrævet en afgift. Den slovenske
ekspedition bliv på vejen ind stoppet og mødt med et krav på 2500 kr/deltager
(= det de havde betalt til den nepalesiske regering). For os ville de betyde en
afgift på 1000 USdollars og det har vi jo ikke lige lyst til at betale. Hvis
man ikke har kontanter, så tager de kamera, PC'er og lign. i stedet for. Derfor
skal vi i pakningen have gemt alt væk og det vil være sparsomt med mails -
hvis overhovedet nogen - den næste uge.
Ellers gå disse dage jo også med at reflektere over ekspeditionen, der har
været en succes. Vi har nået to førstebestigninger, dels af Pandra og her til
sidst af Danga 1 (Bonington var på et andet bjerg som han selv døbte Danga 2
og som vi tydeligt kan se og genkende fra basecamp). Når vi kommer til
Kathmandu og senere derhjemme må vi afstemme vores GPS aflæsninger med de
officielle lister ( vi er vist de første der har haft GPS med) for at få det
endeligt afklaret.
For mig selv er det nu anden gang i træk, at jeg i store dele af tiden har
siddet i basecamp pga. sygdom og det gider jeg ikke igen, så dette var nok min
sidste Himalaya ekspedition. Jeg har nu været afsted syv gange og fortryder
absolut ikke, der har været mange spændende og flotte oplevelser, som jeg ikke
ville undvære, men jeg gider ikke ende som et andet ringvrag!
Selvfølgelig var det ærgeligt, at jeg heller ikke kom op på denne sidste
tur, men jeg er nu ikke så ked af det, da toppen ville have kostet en omgang
forfrysninger i begge storetæer og det er en pris jeg ikke er villig til at
betale. Idag kan jeg se små områder med blegt/kedeligt væv under begge stortånegle
og jeg har ændret følesans i flere af tæerne. Jeg tror ikke at det udvikler
sig til noget alvorligt, men det er nok også kun fordi jeg var opmærksom på
det i tide og vendte om. Jeg synes ikke (længere) at noget bjerg er en
forfrysning værd. (Det kan godt være at jeg er blevet gammel og sart, men man
skal have lov til at ændre sig i løbet af livet). Selvom Himalaya ekspeditioner er et afsluttet kapitel, så er klatring det
absolut ikke. Jeg har stadigvæk lyst til at bruge ligeså meget tid på
klatring og bjergbestigning og tænker lige nu også tilbage på en fed tur i
august, hvor jeg sammen med Mads Granlien lavede Salbitschien's berømte
vestgrat på en dag (1000 meter ED1, 6+, A1).
Nu vender jeg tilbage til pakningen og de 6 dages trek (23-28) til Suketar,
hvorfra vi flyver til Kathmandu den 29 oktober. Så farvel fra Lonak basecamp i
denne omgang.
Henrik
Det har været en kold nat, og jeg har for første gang frosset lidt. Derfor
er soveposesuget større end sædvanligt, men der er ingen vej udenom. Men den
funklende stjernehimmel tyder på godt vejr, og Danga ligger bare og venter på
at blive besteget. Jeg sætter mig op i soveposen og begynder den kolde fornøjelse
at tage det sidste af det varme tøj og de bundfrosne støvler på.
Nede hos Henrik og Allan er frugtsuppen klar, så det er bare at række
koppen frem og komme lidt müesli i. Efter et par kopper frugtsuppe kan jeg ikke
få mere ned. Det er jo heller ikke så mange timer siden aftensmaden.
Drikkedunken bliver fyldt med 1½ liter energidrik, rygsækken pakket med det,
der absolut skal med på klatreturen, klatreselen taget på, og vi er klar.
Klokken er 05.00 - tja, det tager åbenbart så lang tid.
Det var ikke sjovt at danse rundt på de store sten i går, og det er bestemt
ikke sjovere, når man kun kan orientere sig i pandelampens snævre horisont.
Heldigvis er der ikke så langt op til gletschertungen, der viser sig at være
meget nem at komme op på. Sneen er ikke så dyb på gletcheren, så det går
let fremad og rundt om det store klippeparti. Hvis vi havde troet, at
gletchertungen var en let adgang til det høje gletcherplateau, kan vi godt tro
om igen. Spalte på spalte tårner sig op foran os. Pokkers! Nå, vi må prøve
at finde den letteste vej.
Første større problem er en næsten lodret passage til den første større
serac. Allan angriber men bliver sendt rutchende ned igen. Han er dog ikke slået
og angriber igen. Væk med al sneen, så han kommer ind til den solide is. Vi
har kun taget 1 isøkse med hver, da ruten så så let ud. Allan låner Bos isøkse,
og med disse 2 hugger han trin mens han klatrer op på serac'en.
"Jeg tror, jeg vender om!" siger Henrik pludseligt. "Mine tæer
er helt følelsesløse, og jeg tør ikke risikere en forfrysning". Vi er
temmelig overraskede. Nok er Henrik meget øm om sine tæer og har tidligere
haft forfrysninger i dem, men lige deroppe skinner solen. Vi prøver at overtale
ham med sol og med små kemiske fodvarmere, men selvom han vakler lidt en
overgang, vender han alligevel endelig om. Vi får hans del af fælleudstyret,
som vi fordeler.
Vi kommer alle 3 op på serac'en og spejder efter vejen videre frem. Hen der,
krydse den bro der, og så til højre? Ja, det prøver vi. Sneen er nogle steder
dejlig hård og fast, og nogle steder er den irriterende dyb, hvor man synker ½
meter ned og ikke efterlader andet spor end et langstrakt hul. Næste problem:
Lige op på den næste serac, op til højre eller udenom til venstre? Det bliver
det sidste, men halvt oppe ser Allan, at helt ude til venstre ser endnu bedre
ud. Tilbage igen og så opad. Vi klarer ikke mange højdemetre på denne måde.
Hvis det fortsætter sådan med små "overraskelser", når vi ikke
toppen.
Efter lang tid når vi op på gletcherplateauet og kan se hen på det næste
problem, der er et klippeparti mellem gletscheren og en snerampe. Jeg fører op
på greb og trin, der alle benyttes med den største mistænksomhed. Alt er mere
eller mindre løst. Men til gengæld er det ikke så langt, så snart er jeg
oppe ved starten af snerampen og kan få de 2 andre med op. Nu skulle det, set
nedefra, være let resten af vejen.
Bo spurter afsted og laver spor opad snerampen. Vi andre følger efter i
samme tempo. Det her er livet. Sneen er god, og højdemetrene tikker ind på
resultattavlen i rasende fart. Nu skal vi nok nå det. Snerampen går lige under
og forbi en kæmpe hængende serac, men heldigvis er det kun et par små-istapper,
der falder ned.
Snart er vi forbi hele serac'en venstre om, men her venter nye udfordringer.
En ny stor seracvæg er mellem os og den lette sneryg mod toppen, som vi kunne
se nedefra. På'en igen! Den letteste vej ser ud til at være mere eller mindre
ligeop. Den har nogle meget stejle passager for 1 isøkse/mand, men den er til
at overskue. Halvvejs oppe mod den første af de stejle passager, opdager Allan
en snehylde ud i noget klippe. Det var måske en mulighed? Allan går ud ad
hylden for at rekognoscere. Det ser OK ud. Hvor sneen slutter, begynder klippen
med masser af løse småsten. Der skal trædes varsomt, men det er bedre end
meget stejl sne/is.
Klippen slutter 50 meter senere, men derfra kan vi se en let adgang mellem 2
serac'er op til sneryggen nær toppen. Nu brænder tampen for alvor. Oppe på
sneryggen snakker vi om den filmisk bedste måde at nå toppen på. Det vindende
forslag er, at Bo klatrer op til lige under toppen, hvor han så filmer Allan på
vej forbi og helt op på toppen. Bo klatrer afsted for at komme i den rette
position. Næsten oppe råber han, at den rigtige top ligger et godt stykke
bagved! ØV. Vi fortsætter. Da Bo endelig er sikker på, at nu må det være
den rigtige top, råber han, at selve toppen ser spids og meget flot ud. Allan får
et "GO" fra Bo og begynder klatringen af de sidste meter mod Dangas
ubestegne top......
Jan
Da jeg når op på sneryggen, som fører mod toppen, er det som om verden åbner
sig foran og under mig: Kun luft ligger mellem mig og Pandra, som vi besteg for
fire dage siden, ja hele verden synes at ligge for mine fødder. Da jeg vender
blikket, ser jeg selve toppen rejse sig som en perfekt pyramide, hvor jeg om et
øjeblik selv skal stå øverst som første menneske nogensinde. Men vejen
dertil kræver lige et øjebliks koncentration, for snetungen hænger ud til den
ene side. Allan
Bo Belvedere Christensen
Jan
Vejret er igen skiftet og her til morgen er derhøje kedelige sorte og grå
skyer over det hele. Vinden er igen fra sydlig retning, så det var kun igår vi
havde tør Tibet vind. Jeg tror at det begynder at sne i løbet af dagen. Henrik
Bo
Med et smil fra øre til øre omfavner jeg Bo og kamera. Det kan godt være,
at optagelsen bliver rystet og ubrugelig, men jeg er ligeglad. Vi har nået
toppen! Vi danskere har lavet en førstebesigning i Himalaya! Jeg synker om i
sneen mens Allan får et stort knus af Bo. Op igen, Jan, Allan skal også have
et knus. Allan er også sunket om i sneen og snøfter bevæget. Jan
Vejret er perfekt, sol ingen skyer og kun en let vind fra nord (den rigtige
retning fra det tørre Tibet). Henrik
Kl 12.30 lokal tid. De er nu 200 højdemeter fra toppen. Det har været svære
sneforhold. Bergschrunden ved topvæggen er ok. Jan fortalte at de begyndte kl.
4 i nat, så det er ved at være en lang dag. Der er lyst endnu 5½ time, men
vejret er heldigvis stadigvæk godt, det er den bedste dag vi har haft.
Henrik
Kl 13.30 De klatrede hurtigt op ad topvæggen og nu er de kommet ned af den
igen. Vi formoder at de har været på toppen, men vi har bare ikke været i
walkie kontakt med dem og fået det bekræftiget og kender heller ikke nogle
detaljer.
Henrik
Jeg har nu været i Walkiekontakt med dem og de var på toppen lidt over et
lokal tid. Der var en fantastisk udsigt. GPS målingen viste at Pandra er knap
6700 meter højt (jeg har glemt det nøjagtige tal Jan opgav). Henrik
Lidt før kl 18. lokal tid og i tiltagende skumring var der endelig
walkie-talkie kontakt igen. Det var Jan, der kunne fortælle at de endelig var
nede ved couloiren til gletcheren i 6200 meters højde og herfra burde alt være
OK. De var dog godt trætte ovenpåen lang dag. Det var en lettelse at høre at
de er nået hertil. Nu vil der først være kontakt igen imorgen op af dagen når
de kommer frem på den anden side af det bjerg der det næste stykke tid spærrer
for alle signaler. Henrik
Allan
Jeg har lige talt i walkie med Allan, han var i 6200 meters højde og derfra
er det sneklatring hele vejen til toppen af Pandra. De har det alle 3 godt og
vil klatre mod toppen imorgen. Vejret er blevet bedre, men der er stadigvæk
megen vind og nogle skyer. Henrik
Allan
Her til morgen gik allan, Bo og Jan igen op mod bivuarkstedet under Pandra.
Vejret er skadigvæk domineret af ustadige forhold fra sydvest med mange skyer
og vi må se hvordan det udvikler sig. De havde mad med til 3 dage. Henrik
"Klokken er 5.30" lød det pludselig fra Allan. Trods det besværlige
at komme i gang fra en bivuak, var Allan oppe og i gang meget hurtigt. Jeg selv
nød varmen i soveposen liiiiiige et par minutter til, før jeg fik mig overtalt
til at komme ud af soveposen under de trange sten-forhold, på med det varme tøj
og støvler, og ud i lyset i sneen. Jeg havde et par gange i løbet af natten
bemærket stjerner, og morgenen så da også fin ud med kun få skyer.
Allan hentede vand i den tilfrosne sø og snart hvæsede kogeren. Da
frugtsuppen var klar og Bo langt om længe havde overvundet soveposesuget, satte
vi os ud i solen og spiste morgenmad. Der var desværre også kommet flere
skyer, så vi jokede med, at vi hellere måtte nyde solen, mens den var der.
Toppen af Pandra var væk i skyer.
Vi diskuterede lidt dagens mål. Vejret var ret skidt i går, og der var søndenvind
her til morgen, hvilket ikke tydede på bedring. Og skydækket var nu næsten
totalt. Et topforsøg var udelukket. Men hvad hvis vejret blev godt i morgen, så
kunne vi bare rykke lejren op til foden af selve Pandra væggen? Vejrudviklingen
understøttede ikke dette. Vi kunne lade de tunge rygsække blive og så
rekognoscere ruten videre? Det blev besluttet.
Da vi var klar til at gå fra bivuakpladsen, havde en sky lagt sig, og det
var begyndt at sne lidt. Vi gik over til gletcheren, og det var overraskende
nemt at komme op på den. Vi gik indad i tåge. Kom nu med lidt opklaring! Efter
at have passeret et par spalter og gået nogle hundrede meter, stoppede vi op og
revurderede situationen. Vi havde 50-100m sigt. Vi stod det meste at en time og
ventede på lidt opklaring (og frøs). En gang imellem kunne vi se lidt af den
modsatte klippevæg, men i hvilken retning skulle vi? Hvor var toppen? Det
virkede lidt formålsløst (og farligt) at bevæge sig rundt på en ukendt
gletcher i tåge. Men hvad skulle vi så? Gå ned til basislejren? Hvad så næste
gang, vejret blev godt? Pandra? Janak? Vi besluttede, at målet fortsat var
Pandra. Så det bedste, vi kunne få ud af situationen, var at efterlade
udstyret i bivuakken og gå ned til basislejren. Når vejret blev godt igen,
kunne vi så gå let og hurtigt op til bivuakken igen.
Det tog ikke lang tid, hverken at komme ned til bivuakken, eller at få
pakket. Bo og jeg frygtede lidt skråningen ned mod hovedgletcheren, da der var
faldet en del nysne. Men den viste sig at være venligtsindet. Det var selve
gletcheren ikke. Det gik ikke hurtigt, når man skulle hoppe fra den ene
kubikmeter-store sten til den næste - krydret med lidt nysne hist og her. Vi spurtede videre nedad mod basislejren og den lækre mad. Vi var nede
klokken godt 16 og kunne høre om Henriks genvordigheder med den døde franske
trekker. Der blev spist godt, og vi fik en flaske rødvin (!) i anledning af Bos
fødselsdag. Kokken havde bagt en kage, der så meget fin ud, og som faktisk også
smagte rimeligt.
Jan.
Her til morgen vågnede jeg ved at det igen sneede. Der er ingen kontakt med
de tre andre, men det er heller ikke forventeligt, da de eromme på den anden
side at et klippebjerg nord for basecamp. Flere af vores nepalesiske hjælpere,
der er troende buddister, mener at det dårlige vejr skyldes at der er et lig i
lejren. Henrik
Allan.
Jeg bliver vækket af min dybe søvn lidt i 6 om morgenen ved en råben og
snakken udenfor. Jeg har nogen hovedpine men føler mig feberfri. Karma, vores
chefsherpa, banker på mit telt og fortæller at en af de franske trekker er
alvordelig syg og at de gerne vil have hjælp. Han ved ikke hvad det er, men
lidt senere høre jeg nogle sige "arret cardiaque" - hjertestop på
fransk. Jeg glemmer alt om egen hovedpine og kommer i tøjet og tager min
medicinrygsæk ud. Henrik
Det har været en dramatisk dag i basecamp. Hovedparten af den franske gruppe
er gået nedad, men der er efterladt 3 franskmænd incl. den afdødes mand og 4
nepalese. De afventer en helikopter der skal hente liget. Det bliver dog ikke
idag, da vejret er skiftet og der er nu tæt tåge og snevejr i basecamp. Vores
sherpaer og kok er overbevist om at det skyldes at der har været et dødsfald i
lejren og de fortæller historier om tidligere oplevelser. Karma har været ude
og tænde et bål ved det alter han lavede den første dag vi kom her. Henrik
Jan Mathorne
Vejret er i betydelig bedring så vi bruger formiddagen til at pakke. Planen
er at gå mod nord for at finde en vej ind til Pandra og så lave en førstebestigning
heraf. For at lette det første stykke aftales det at Karma og Nima, vores to
sherpaer, bærer fællesudstyret ind til den første lejr. Henrik
Mens vi spiste morgenmad kom en kvinde gående over til vores lejr og spurgte
om hun kunne bruge vores satellittelefon. Hun var læge på den Slovenske
ekspedition til Wedge Peak, men var selv syg med mavesår. Det havde hun ikke
medicin til at behandle og der var i stedet blevet tilkaldt en
redningshelikopter, som skulle komme og hente hende. Den skulle være kommet
klokken 7, nu var klokken næsten 9 og hun var bekymret for hvad der skete. Mens
hun havde forbindelse via satellittelefonen hørtes helikopteren nærme sig,
larmende og hvirvlende sne og støv op i luften landede den lige ved siden af
vores lejr og tog hende med ned.
Allan og jeg besluttede at gå ind i dalen mod nord for at recognoscere ruten
ind til Pandra og Janak. Inden vi startede var skyer begyndt at samle sig igen
og tage udsynet til bjergtoppene. Det betød nu ikke så meget for vores opgave,
da det mere var selve vejen ind gennem dalen vi skulle finde.
Vi gik op langs gletscherelven for at finde et sted vi kunne krydse over til
den modsatte dalside, hvor en gammel handelsrute ind over et pas til Tibet
skulle findes. Efter at have krydset bifloden fra Broken Glacier, en gletscher
som fører ind til den ene side af det bjerg vi formoder er Janak, gik vi op
langs elven ned gennem hoveddalen. Allan fandt et sted han kunne krydse den
rivende flod på nogle store sten, jeg var mere kylling og fortsatte op langs
den anden side af floden. Således fortsatte vi indtil vi kom op til en lille
smeltevandsslette, hvor jeg floden bredede lidt ud. Her tog jeg støvler og strømper
af og vadede over det iskolde vand.
Vi fortsatte op langs en lille moræneryg yderligere omkring en halv times
tid, til vi nåede op i omkring 5100 meters højde. Her var ret let at gå og en
del af tiden fulgte vi en lille sti, som var markeret med varder med mellemrum.
Denne vej ville vi relativt hurtigt kunne komme ind til vores næste mål selv
med de store rygsække, vi er nødt til at have på, når vi skal være afsted i
4-5 dage og have fuldt klatreudstyr, telt, mad osv. med.
Bjergene så vi ikke meget til, skybasen befandt sig ikke langt over vore
hoveder, men inde mod grænsen til Tibet kunne vi dog se et par enkelte af grænsetoppene.
Pandra var vi ikke langt nok inde til at se, så skulle vi have gået dobbelt så
langt ind, som dagens tur førte os. Men vejen blev konstateret lettere end
ruten ind og ud fra Danga, som havde været anstrengende og krævede fuld
koncentration med de konstant rullende sten, som vi måtte danse hen over med de
tunge rygsække.
Efter kun en lille time var vi tilbage i basislejren til en sen frokost.
Vejrmønstret er desværre ikke væsentligt forbedret, så vi har foreløbig
ingen forhåbninger om at kunne komme afsted i morgen. Vi krydser fingre for at
det bliver bedre en vi tør håbe på, så vi kan komme afsted på nye eventyr
snarligt.
Bo Belvedere Christensen.
Henrik
Allan
Lettere fortumlede pga. den dårlige søvn og pga. højden, som trods alt er
ny for vores ikke helt højdetilvænnede kroppe kom vi op omkring solopgang. Et
blik tilbage i dalen afslørede et nyt mønster i vejret: basislejren lå totalt
dækket af skyer, ja faktisk var de fleste dalstrøg vi kunne se dækket af
skyer. Smukt at skue med solen, der stod op over bjerge og skyer, men måske et
lidt dårligt tegn for vejret i de kommende dage.
Efter morgenmad blev de tunge rygsække skuldret og vi fortsatte hen ad moræneskråningerne
lige nedenfor en bjergryg. Vi fulgte en hylde for at spare højde og gik over en
lille gletscher med nogle få gletscherspalter. Herfra havde vi fint udsyn til
den store gletscher, der ligger nedenfor de formodede Danga I og II bjerge og
som fører op til et gletscherplateau nedenfor disse bjerge. Vi kunne se en
formodet rute op gennem gletscheren, men den syntes at gå gennem et ret
opspaltet område, som kunne vise sig besværligt at forcere. Derfor havde vi
kurs mod en snerende, som førte op ovenpå et klippeparti, hvor det øverste
niveau af gletscheren befandt sig. Hermed ville vi formodentlig undgå
spalterne, men kunne dog ikke se, hvad ville finde af forhindringer deroppe.
Efter et par timers tid hen langs sneskråninger, smågletschere og moræne
begyndte den første træthed under højde og tunge rygsække at indfinde sig.
Snerenden, som vi havde kurs mod, syntes ikke længere så attraktiv, da den
startede som en stejl stenrende, som sikkert ville koste mange kræfter.
Usikkerheden begyndte at melde sig samtidigt med at Danga gletscheren begyndte
at synes mere menneskelig nu vi var tættere på den. De områder vi havde været
i tvivl om syntes nu mulige at forcere. Tid for planændringer ? Ja vi holdt rådslagning
og blev enige om, at den lille smeltevandsslette nedenfor gletscheren, hvor der
var rindende vand og fuldkomment plane grusområder så ud som et ideelt sted
for vores næste lejr. Højden var ikke optimal, idet vi gerne ville have været
op og overnatte i omkring 5800 meter, men med sidste nats hovedpiner i tanke,
var det måske klogere at tage næste overnatning i en mere moderat højde. Vi
traverserede derfor over på smeltevandssletten, slog teltet op og fik en smule
hvile.
Derefter gik Jan, Allan og Bo op for at recognoscere gletscheren og lægge et
spor op ad den, som vi ville kunne finde i mørket i nat, hvor vi så med let
udrustning til en dag ville lave topforsøg på Danga. Gletscheren viste sig som
en let farbar vej, vist var der mange spalteområder, men med held - eller mere
end 20 års erfaring med gletschere - fandt vi en meget fin rute op igennem. Til
sidst gik vi op gennem en lille snekorridor op på en lille snetop, hvorfra vi
kunne overskue en del af næste dags rute op på Danga: Et gletscherplateau i
omkring 5900 meters højde førte mod venstre over til Danga I - og til højre
mod Danga II - en snekant førte videre op mod Danga I, men herfra var ruten
ikke tydelig. Morgendagen måtte vise det videre forløb.
Det havde kun taget os godt to timer at komme op ad gletscheren og efter på
den sidste del af ruten at have lagt et mere direkte spor op på
gletscherplateauet, var vi tilbage i lejren på kun 45 minutter til en tidlig
aftensmad og forhåbentlig bedre hvile inden den planlagte morgenstart: op
klokken 3 og afsted omkring 4 mod Dangas top.
Bo Belvedere Christensen.
Efter morgenmaden blev der snakket om, hvor mange klippesikringer, vi skulle
have med, hvor mange snespyd, hvor mange isskruer? Af telt tog vi det store
Himalayan Hotel. Det er et 4-5 personers telt, så det passer fint til os 4, som
er rimeligt lange. Og mad skulle vi have en del af: Til morgenmad tog vi
frugtsuppe, havregryn/crüesli/granola blanding og kiks. Til frokost lidt
chokolade, lidt nøddeblanding efter personlig smag og energidrik. Til aften
hurtigsupper, frysetørret middagsret, pølse, kiks og solbærtoddy (ikke
alkoholisk). Næsten al maden var i pulverform. I lejren ville vi så enten
finde lidt rindende vand eller smelte sne.
Vi fik pakket i løbet af formiddagen, fik en frokost i lejren og kom afsted
ca. klokken 13. Det var varmt, og rygsækkene var tunge - ca. 25 kg. Vi gik lidt
længere ind i dalen og begyndte at trække opad skråningen mod sidedalen mod
Danga. Det var tungt! Åndedrættet gik som en blæsebælg, men opad kom vi. Vi
havde fra vores udsigtstur i går fundet en god vej op og ind i sidedalen mod
Danga. På vej op så vi en flok Blue Sheep længere opad skråningen. Vi havde
egentlig ikke lyst til at skræmme dem, men vi skulle altså også den vej.
Efter ca. 300 højdemeter kom vi ind i selve sidedalen. I starten var det
stadig rimeligt let terræn, men derefter blev moræneskråningen meget
vanskeligere. Terrænet bestod af større og mindre sten, alle lidt upålidelige.
Hoppede man over på en sten, var man ikke sikker på, om den blev liggende,
eller om den vippede eller rullede. Jo større sten, jo sikrere, men der var
ingen garanti. Det gik kun langsomt fremad og krævede stor koncentration.
Da vi nåede 5300 meter, begyndte vi at kigge efter en lejrplads. Den skulle
helst være rimeligt plan med rimelig adgang til lidt rindende vand, så vi ikke
skulle smelte sne. Efter den moræneryg måske. Nå, men så måske efter den
store der. Men alt var skråt og fyldt med sten og uden vand. Ved 17.30 tiden
begyndte det at skumre, så kravene til lejrpladsen dalede. Vi fandt et sted i
5380 meters højde, hvor der var rimeligt plant (kun få generende spidse sten),
men ingen vand og kun lidt sne. 2 spejdere blev sendt afsted for muligvis at
finde et bedre sted, men de vendte tilbage uden resultat.
Teltet blev slået op i tusmørke, men det lykkedes at få det helt op i
sidste rest dagslys. Der blev hentet sne og de 2 brændere kom i gang. Vi sad
udenfor og småfrøs, mens der blev lavet supper, frysetørret middagsret mv. Især
solbærtoddyen var et hit. Klokken 20 var vi mætte og hoppede i poserne.
Jan Mathorne
Vi stod op et par minutter efter, at solen havde ramt teltene. Selvom vi
gerne ville have været tidligt afsted, blev den alligevel 10, før vi kom
afsted. Vi gik længere ind i dalen mod øst og efter 500m opad skråningen.
Opad, opad, opad. Deroppe ved den grattop måtte vi kunne se vores bjerge. OK, så
lige op på den top da. OK, så lige en til. OK, så lige ½ til. Og så var der
dømt udsigt! Et storslået panorama 360 grader rundt. Kanchenjungas svar på
Kala Pattar!
Vi hev kort, kompas og beskrivelser frem og prøvede at få alle kilder til
at være enige. Pandra var vi nu helt sikre på. Danga var mere tvivlsom. Efter
en del diskussion blev vi enige om, hvilken top (Danga II) Chris Bonington var på
i 1999. Han beskriver den rigtige Danga som liggende stik vest, hvilket vi også
kunne identificere. Men det passede bare ikke med kortet, som angiver Dango
(=Danga?) til at ligge to toppe længere mod syd og 150 meter lavere. Forvirret?
Det er vi! Vi må jo bare tage derop og se nærmere på toppene. Janak Chuli
kunne vi ikke se (måske?) da der var et andet bjerg i vejen. Eller også var
det den højre af to toppe, der var meget tættere på hinanden end på kortet.
Vi fik brugt en hel masse film, sad et par timer for at akklimatisere lidt
(5500m), hvorefter vi gik ned en mere direkte vej til basislejren. Over
eftermiddagstheen diskuterede vi så, hvad vi skulle lave de næste par dage.
Konklusionen blev, at vi i morgen tager afsted på en 3-4 dages tur for at
bestige Danga - altså Boningtons rigtige Danga, som er ubesteget. I morgen går
vi op og lægger en lejr i ca. 5300m, i overmorgen flytter vi den op i passet
mellem Boningtons to Danga'er i ca 5800 m, for så dagen efter at bestige
Boningtons rigtige Danga. Dagen efter igen ned - eller evt. et forsøg på
kortets Dango, som også er ubesteget. Vi skulle være nede igen 6. eller 7.
oktober.
Jan Mathorne
Henrik
Bo Belvedere Christensen
Allan
Henrik
Indtil videre har vi ikke haft maveproblemer, men alle havde lidt rumlen i
maverne i dag, og Jan havde lidt tynd mave. Vi er alle lidt paranoide med vores
maver, men i grelle tilfælde kan det også ødelægge en hel ekspedition. Det
ser dog ud til at have været et midlertidigt problem.
I Phole, en større tibatansk by godt halvvejs, spurgte vores sirdar, om vi
havde lyst til at se det lokale kloster, hvortil vi selvfølgelig svarede ja.
Det blev åbnet specielt for os, og der var forskellige relikvier såsom en
masse billeder af Dalai Lama og nogle postkort fra Tibet. En munk tilbød at
holde en puja (velsignelse af ekspeditionen) for os i morgen, hvis vi skrev
vores navne og lagde lidt penge. Det ville vi godt, da disse penge også går
til klostrets sociale arbejde.
Vel fremme i Ghunsa skulle bærerne have deres løn! Vores sirdar havde
aftalt med dem, at han ville skrive et stykke papir med deres tilgodehavende,
som de så kunne hæve i Suketar, vores udgangspunkt. Vi ville godt give bærerne
lidt drikkepenge. Dels er det kotume, dels havde de gået til Ghunsa en dag
hurtigere. Så de flokkedes om Henrik, der gav dem 200 Rupies hver. De var
glade.
I løbet af dagen hvade vi indbyrdes snakket om, hvordan de næste par dage
kunne komme til at se ud. Vi vil gerne hurtigt ind til basislejren, men der er
ca. 1200 højdemeter herfra Ghunsa (ca 3500 m) til basislejren (ca 4700 m)
Egentlig havde vi regnet med at bide strækningen over i 3, men sirdaren siger,
at der kun er et sted undervejs, hvor bærerne har mulighed for en rimelig
overnatning. Så derfor er kompromiset, at vi tager en hviledag her i morgen, og
så burde vi kunne klare højdetilvænningen indtil basislejren i 2 stræk.
Jan Mathorne
Allan & Henrik.
Hilsen Henrik
Bo Belvedere Christensen
Bo Belvedere Christensen
Søndagens vigtigste opgave var at få fat i cargoen. Vi havde sendt 115 kg i
forvejen, og nu skulle den "bare" hente den. Det har førhen kunnet
tage op mod en uge, men tingene går langt hurtigere nu. Det tog kun et par
timer, og det kostede "kun" 1000 kr. De kaldte det vist
"importafgift".
Ude hos vores agent, Arun Treks", blev der pakket lidt om, og vi fik set
alt det mad og udstyr, han havde skaffet til turen. Der var et par få ændringer,
så det gik resten af eftermiddagen med at få skaffet. Om aftenen gav Arun Trek
middag på Rum Doodle, som vækker minder hos alle, der har været i Kathmandu.
Det er her, alle bjergbestigere mødes og spiser og drikker. I flere montrer hænger
plader med navnene på de fleste af dem, der har været på toppen af Mt.
Everest.
I dag mandag har vi pakket lidt om, handlet det sidste ind og været til
briefing. Det sidste var lidt af et skuespil. 2 ud af 3 officielle personer
kendte udemærket godt vores planer, men officielt forsøger vi kun på Danga,
6250m, som er så lav, at vi ikke behøver nogen forbindelsesofficer (L.O.) fra
regeringen. Han er både dyr og besværlig men til gengæld overflødig. Og
selvfølgelig havde vi hverken walkier eller satellittelefon med. Vi fik en lækker
pizza til aften, og med knapt så mange øl som i går. Vi glæder os til at
undslippe storbyjunglen og komme ud i bjergene.
I aften er så sidste aften i Kathmandu, for i morgen flyver vi ud i
bjergene. Desværre har planerne ændret sig, så vi får 4 dages længere
vandring (egentlig OK) og 4 dages mindre klatring (IKKE OK). Helikopteren måtte
alligevel ikke flyve til Ghunza, da der ikke var nogen politi-post til at
kontrollere os, så det bliver i stedet flyvning til Suketar og vandring over
Ghunza til basislejren, se revideret tidsplan. Jeg håber, at denne version af
planen holder længere end den forrige!
Jeg ved ikke, hvor meget vi får skrevet de næste par dage, så intet nyt er
godt nyt. Vi får nogle meget lange trekkingdage med muligvis kun få hurtige
portere, så måske kan vi ikke skrive og/eller sende noget. Planen er at prøve
at forcere de normalt 8 dages vandring på 4 dage. Jan Mathorne
Atter i København.
Dagene i Kathmandu gik forbløffende hurtigt og efter stort set det samme mønster.
Stor morgenmad på hotellet, rundt i Thamel bydelen, der hvor alle turister og
det meste af handlen er. Frokost med en god kage til dessert og herefter rundt i
Thamel. God aftensmad med nogle øller ( i Nepal er de på 2/3 L og der fås både
Tuborg og Carlsberg). Herefter ende vi oftest på katten og musen (baren Tom
& Jerry).
Jan havde nogle maveproblemer, da han forlod kokkens sikre greb og måtte som
den eneste på hele ekspeditionen en tur på Ciproxin antibiotika. Der var helt
uhørt en aften hvor han ikke spistee noget og bare lå på hotellet og kun drak
cola og dem som kender Jan ved at så er det alvordeligt galt.
Jeg var en tur i ministeriet og debriefe. Det var en meget speciel oplevelse der
kun tog 2 minutter. De var ikke en skid interesseret i at høre om en førstebestigning
i deres eget land, det eneste de er der for er penge!!! Meget mere interessant
var et møde med Lis Hurley, deer efterhånden er blevet en 85-86 år. Hun er
journalist og har boet i Kathmandu siden engang i 50'erne. Hende eller en af
hendes ansatte har mødt og interviewet alle ekspeditioner sidaen dengang og hun
har opbygget et fantastisk kardotek.
Hun var oprindelig Reuters Nepal korrespondent men skriver nu kun om
bjergbestigning og skriver bl.a. til Mountain info i High og til American Alpine
Journal og regnes nok som den største autoritet indenfor Himalaya klatring. Hun
havde, hvad der var interessant ingen info om vores bjerge og det understøtter
at der er tale om førstebestigninger. Men mest utroligt er hun egentlig selv.
Hun er frisk og aktiv og har en utrolig rigdom af historier og anekdoter og fortælle
og det blev en hyggelig time i hendes selskab.
Turen hjem med Thai gik glat selv med 7 timer i Bangkok lufthavn og nu er vi
tilbage i den daglig vane med arbejde osv. I løbet af vinteren bliver der et
foredrag i klubregi inde på Riget. Evt. andre foredrag vil blive annonceret på
www.himalaya.dk.
Henrik på ekspeditionens vegne.
29. oktober 2002:
Endelig er vi fremme i Kathmandu. Vi slap helskindet forbi nymaoisterne, trods mødet
med to røde faner undervejs og en smule skjult nysgerrighed. Faktisk lykkedes
det os i smug at indtage den af nymaoisterne forbudte substans "cola"
i et mørkt baglokale undervejs, midt i deres højborg - byen Chiruwa.
I Suketar kom først en helikopter forbi på vej til Ghunsa, siden en
flyvemaskine, men ikke vores. Og selv samme helikopter kom sandelig forbi igen
med endnu en nødstedt trekker (denne gang en dansker), inden vores flyver
endelig dukkede ud af skyhavet. Det viste sig faktisk, at vore billetter sagde
afgang kl. 11.45, men det havde vi selvfølgelig ikke bemærket.
Desuden var det vist også kun vejledende, idet vi kom afsted en time senere.
Nå, men skyhavet lagde en dæmper på udsigten. Dog nåede vi et gensyn med
Everest imellem lufthullernes rutschebaneture. Til gengæld var vejret fint i
Kathmandu, så vi skyndte os til hotellet for straks at gå ud for at spise
(meget) forsinket frokost. Nu hvor vi alle har ligget i blød (sikken farve
vandet har her på hotellet!), er vi klar til aftensmaden i selskab med en
mindre gruppe danskere og nepalesere. Og mon ikke der skulle blive mulighed for
bare en enkelt øl?
21-22. oktober 2002:
Inat var der et fantastisk måneskin på alt fra en fuldmåne og en skyfri
himmel. Vejret er blevet stabilt godt, men også så koldt at indholdet i min
drikkeflaske var her til morgen bundfrosset.
Det ville selvfølgelig have været fedt med toppen, men det er nu med en helt
anden og "bedre" føelse, at jeg sidder her nu end efter Pandra. Dette
var en aktiv beslutning, hvor jeg kunne have fortsat, hvis jeg ville. Det er
meget bedre end at sidde og hverken kunne gøre fra eller til.
20. oktober 2002:
"Godmorgen" lyder det nedefra Allan og Henrik. Det tager lige et par
sekunder, før jeg finder ud af, hvor jeg er, og at klokken så må være blevet
03. Jeg har som sædvanligt ikke hørt mit eget vækkeur, men det skal også
igennem mange dun for at komme op til mit øre.
Det sidste forsigtige skridt og jeg kan lidt før kl. tretten triumferende strække
armene i vejret og vende mig mod de andre to, som om få øjeblikke vil komme
mig i møde. Vi omfavner hinanden og får anbragt os selv og vort udstyr, så vi
kan filme uden at skubbe hinanden over kanten. GPS'en siger 6238 meter, hvilket
ikke er helt ved siden af kortets oplysning, så vi synes at være kommet et
skridt videre mod løsningen af mysteriet om Danga, toppen som ikke helt vil
give sig til kende. Dannebrog hives frem - og Jans to bamser -, og således kan
vi alle blive fotograferet fra enhver tænkelig vinkel; Everest eller
Kangchenjunga som baggrund? Vi føler i modsætning til besøget på Pandra, at
vi har god tid. Alligevel har vi tænkt den tanke, at det kunne være dejligt at
komme helt ned til basislejren uden at skulle bivuakere endnu en nat. -Er vi ved
at blive magelige på vore gamle dage?
Vi forlader toppen og begiver os nedad, enige om at stoppe ved et velegnet
frokoststed. Men først skal vi lige overstå den lidt udsatte nedklatring ad
den løse klippegrat. Udvalget er småt, men udsigten overvældende, da vi sætter
os ikke langt fra den enorme serac-væg og nyder, hvad lommerne bringer.
Det føles lidt sikrere at kunne bevæge sig hurtigt forbi væggen, nu hvor det
går nedad. Væggen ser dog ikke særligt aktiv ud, så vi kan tilsyneladende
slappe lidt af. Ovenfor klippepartiet, som vi klatrede op, gør vi klar til en
kort abseil fra en stor løs blok. Og da alle er nede lykkes det at slå rebet
af blokken, så vi kan fortsætte hurtigt.
Nedefra bemærkede jeg en direkte rende fra dalbunden til stedet, hvor vi er nu.
Renden så løs ud, og bunden virkede stejl og glatskuret, så med serac-væggen
lige over hovedet indbød den ikke til langsom klatring opad. Men nu er det en
anden sag! Vi går ud på kanten og får bekræftet, at renden ikke er overvældende
stejl, så vi fortsætter nedad. Sneen er dog ukonsolideret, så vi glider af og
til ned over den glatskurede klippe under sneen. Men hurtigt går det, og snart
er vi nede, hvor vi kan se gletschertungen i dalbunden. Heldigvis finder vi en
passage ned forbi de glatte partier i bunden af renden, så på næsten ingen
tid er vi nede ved vort spor fra i morges.
Kort tid efter sidder vi alle og spænder vore jern af støvlerne, veltilfredse
med en fin førstebestigning og en lynhurtig retur. Vi bliver enige om at tage
et hurtigt måltid af vore Knorr hurtigsupper ved bivuakken, pakke og fortsætte
nedad. Klokken 16.40 har vi fået sækkene fyldt (også dem på ryggen) og
skynder os, mens dagslyset stadig er os til hjælp. Vi når faktisk to
trediedele ud ad gletscheren, inden sollyset forsvinder.
Der er lidt delte meninger om behovet for pandelamper, men lampernes begrænsede
rækkevidde og negative indflydelse på nattesynet gør, at vi tager et kvarters
pause, mens vi venter på, at lyset fra den næsten fulde måne skal nå os. Kun
den ene halvdel af gletscheren er lyst op, så vi må vælge en anden rute end
planlagt. Men fremad går det, krydret med eder og forbandelser, når stenene
forsvinder under fødderne på os. Snart kommer også tågen krybende og besværliggør
orienteringen, men intet kan stoppe os nu, hvor vi kan mærke det friske pust af
vind fra skråningerne under endemorænen. Vi stiler mod nogle bløde græsklædte
skråninger, der kan hjælpe os ned ad den ellers meget kuperede og stenfyldte
skråning, og endelig belønnes vort slid, da vi mødes af en klukken og rislen
af det fineste, klareste vand, netop som vi når græsset.
Herfra er det bare ned, krydse bækken og finde stien, som skal føre os hjem.
Resten foregår nærmest per automatik. Vi tænker mest på, om der stadig er
nogen oppe, når vi om kort tid vælter sultne ind i lejren. Til alt held er der
stadig lys her ved ni-tiden, så vi bliver hurtigt inviteret indenfor i køkkenteltet,
hvor der snart er gang i en, så to, hvæsende primusser. I løbet af ikke meget
mere end en halv time er vi fodret af med nudelsuppe garneret med et par skiver
sprødristet Bunkenborg salami samt dåsepære til dessert. Så vi takker og
finder hurtigt vej til vore soveposer, mætte på oplevelser efter en fin dag i
bjergene.
19. oktober 2002:
I formiddags pakkede vi sammen til den absolut sidste klatretur under denne
ekspedition. Vi har 4 dage tilbage og håber at kunne nå op på det bjerg, som
på det nepalesiske kort er benævnt Danga og er 6250 meter højt.
Turen ind gik først ca. 1 time ned gennem hoveddalen indtil den første dal mod
vest viste sig. Med det samme vi drejede ind i denne dal så vi en høj morænevold
foran os. Denne skulle vi op over og det meste af skråningen op til så ud til
at være løse sten. Jeg synes ellers jeg fik nok i foregårs, da Jan, Allan og
jeg gik ned fra bivuakken efter Pandra. Men det skulle vise sig at blive meget værre.
Vel oppe over morænevolden kunne vi kigge op ad endnu en dødisgletscher, hvor
vi skulle op ad for at nå ind til foden af Danga. Først tog vi dog et langt
frokosthvil og spiste den medbragte packlunch, som kokken havde givet os med fra
basecamp.
Efter hvilet var der ingen pardon, der var kun en vej til Danga: op og danse på
alle de løse blokke, springende fra sten til sten. Det tog tid at nå ind til
Danga, men efter omkring 3 timer på dødisen, begyndte vi at kigge os om efter
en bivuakplads.
Foran os kom en fin, hvid gletschertunge ned og lejrede sig ovenpå dødisen.
Tungen tydede på, at der var en gletscher, som gik op til det gletscherplateau,
der udgør en del af vores formodede rute op ad Danga.
Vi ville rimeligt tæt på gletschertungen, da vi skal bruge denne i morgen til
at komme det første stykke opad. Men der var ikke mange rigtig gode
bivuakpladser. Måske er vi blevet forvænt af de sidste to bivuakker, hvor vi
har fundet store sten at ligge under, så vi kunne ligge delvis i læ for
snevejr og vind. I et område med store blokke søgte vi efter en med mulighed
for at bygge en god bivuakplads under, men enten lå de på en skrånende
isflade eller også var de bare stablet ovenpå andre store sten uden mulighed
for at lave en plan flade nedenunder.
Vi endte med at lave to separate pladser, en til Allan og Henrik, en til Jan og
jeg. Jans og min lå lidt ovenfor de andres uden meget læ mod vinden og det
blev da også en kold nat uden tag over hovedet og med en let vind hen over os.
Eneste fordel var, at vores plads var bygget på en lille plet smeltevandsgrus,
som vi kunne plane helt ud. Ingen hårde sten at ligge på. Allan og Henrik
byggede deres plads bag en stor sten, som beskyttede mod vinden, men til gengæld
lå de ovenpå store blokke og havde ikke tid - eller iver - nok til at få
planet den helt ud.
Aftenen lovede godt for vores topforsøg på Danga næste dag, helt klart i højden
med en utrolig solnedgang over Jannu og Kangchenjunga, som vi kunne kigge lige
over til. Som sædvanlig var der skyer nede i dalen, men de nåede ikke op til
os. Den klare luft gjorde til gengæld luften kold. Af vægthensyn havde jeg
ikke taget Goretex bukser med og havde taget en fleece trøje mindre med end jeg
havde på de forrige ture, så det var koldt at sidde og nyde de 5 retter mad: 2
portioner suppe (Knorr ret i koppen, genialt god), frysetørret hovedret, blåbærsuppe,
kiks med Bunkenborg spegepølse, solbærtoddy. Det meste af maden er meget vædskeholdigt,
da vi skal have erstattet de mange liter vædsketab, som den tynde, tørre luft
er skyld i. Trods det store vædskeindtag var det ikke nødvendigt for mig at
tisse i løbet af natten, det plejer ellers at være tegn på en god vædskebalance,
der er en vigtig forudsætning for at kunne yde mit bedste i morgen.
17. oktober 2002:
Vi sover som ventet længe, og ingen reagerer, før solen rammer stenen. Der er
et tyndt højt skydække. Vi var heldige i går. Der går lang tid med at spise
morgensuppe, men vi skal til det: Pakke sammen. Da vi er klar til at tage afsted,
er det blevet næsten helt overskyet. Det er lidt for tidligt på dagen.
Vi vader nedad gletcheren og diskuterer lidt hvilken vej. Allan er mest
interesseret i en mere direkte vej udover den stejleste del, men Bo og jeg
stemmer for den samme vej tilbage som op - lang men let. Det varer 1 times tid,
så er vi nede af gletcheren. Vi samler et par småting op ved vores første
bivuak, og så er det ellers ned ad sneskråningen mod død-isen og de store
sten. Det er tungt at hoppe fra den ene kubikmeter-store sten til den næste med
tung rygsæk, så vi føler, at det kun går langsomt fremad. Men da vi langt om
længe nærmer os teltet, har vi brugt lige så lang tid som sidst med lette
rygsække.
To sherpaer vinker til os fra teltet. De er som aftalt gået os i møde for at
hjælpe os med at slæbe ned. Teltet bliver slået ned, og de får vores reb mv.
Det hjalp noget på vores rygsække. Desværre er vejret gået over i sne. Det
har truet med det i et stykke tid, men nu er der ingen tvivl. Stenene på vej
nedover bliver glatte i kombinationen ar sne og mos/lav, og flere gange smutter
støvlerne. Det blev ikke helt til den ventede afslappede sidste del ned mod
basislejren.
Lidt før basislejren dukker Henrik frem af snefoget, og den sidste rest af
turen fyldes af historier. I messeteltet er der dejligt med drikke og kiks, før
vi klæder om til aften - tørt og varmt tøj. Aftensmaden bliver spist med stor
appetit, og resten af aftenen går med beretninger, godt hulpet af en flaske rødvin
og lidt whisky, inden vi trætte, glade og mætte tumler i poserne.
Der er utroligt heldigt at topdagen blev den ene dag med godt vejr. Med lidt
bagvendt logik er jeg personligt glad for vejrskiftet, hvis det gode vejr var
fortsat ville jeg have siddet og ærgret med mere over hvorfor f..... Pandra
bestigningen ikke kunne have været et par dage senere, så jeg havde været
med.
Nu glæder vi os i basecamp til at få dem ned i eftermiddag.
16. oktober 2002:
Toppen:
Forventningerne til denne dag har været store og har forstyrret min nattesøvn.
Jeg er allerede vågen, da uret melder, at klokken er 2 og det er tid at gøre
klar. Morgenmaden, 1 liter frugtsuppe, overstås uden den store entusiasme, men
vi skal have lidt vædske og noget energi i kroppen. Vi er så heldige at have
fundet rindende vand lige i nærheden af bivuakstedet. Her om morgenen er det nærmest
rindende grødis, udmærket til vores gryder men ikke så heldigt til vores
drikkedunke, som helst ikke skulle fryse helt til is mens vi er afsted. Kroppen
har brug for store mængder vædske sådan en dag, hvor der skal hives efter
vejret i den tynde, tørre luft.
Som altid er det hårdt at komme afsted sådan en kold morgen og klokken er da
også næsten 4, inden vi er på vej op ad morænen og derefter den øverste del
af gletscheren under snerenden. Det stejler til og der begynder at stikke
klipper ud mellem sne- og ispletterne. Allans spor fra i går kan ses i sneen,
men hvor der kun er is, må vi selv i vores pandelampes lille livscirkel finde
ud af den rigtige vej. Det er ikke så slemt at klatre opad, jeg tænker lidt
over, hvordan det bliver at komme nedad en gang senere i dag. Renden viser sig
ellers som en rigtig himmelstige, vi vinder hurtigt højde og når snart op i
den øverste del, hvor den smalner til og hvor det sidste overisede stykke
passeres sikret med reb. Her i den øverste del rammes vi af morgensolen denne
perfekte morgen, vindstille og ikke en sky på himlen. Det ser ud til, at vi har
valgt en perfekt dag til vores topforsøg.
I passet holder vi en kort pause, hvor vi kigger på ruten videre op og forsøger
at få fat i Henrik via walkie-talkie. Han sover tilsyneladende, vi har allerede
været oppe i 4 timer.
Det første stykke fra passet op ad en snevæg går fint og hurtigt, derefter
falder tempoet eftersom Allan, der klatrer forrest, nærmer sig en overhængende
klippevæg. Han traverserer ud under den og kommer tydeligvis i problemer. Da
jeg når op under klippevæggen kan jeg se hvorfor. Ude til siden for mig, hvor
Allan passerede, ligger en række klippeøer i sneen, sneen rundt om disse er
usammenhængende, softice-agtig og ikke helt ufarlig at passere.
"Følg rebet lige op i stedet for" har Allan fået råbt til mig. Jo
tak, tænker jeg, men der er jo ingen is eller sne på det første stykke. Min
ene isøkse bliver hooket i en lille skrånende klippesprække, jeg hiver mig
helt op til jeg i strakt arm hviler ovenpå den. Den anden bliver placeret på
et lille klippefremspring højere oppe, mine steigeisen bliver placeret, hvor øksen
nedenunder sad lige før og nu kan jeg trække mig så højt op, at jeg kan få
placeret den ene økse i isen ovenfor det lodrette klippeparti. De to første
gange jeg slår øksen i sprænges isen, som vælter ned over mig, men tredje
gang lykkes det og jeg kan skrabende med mine steigeisen få etableret mig på
den stejle is ovenfor klippen.
Omkring 30 meter højere oppe står Allan på en lille platform, han har fået
sparket sig i sneen med sikring oppe i et hul ved et lille fremstikkende
klippestykke. Jeg når op til ham og jeg beretter grinende: "to drytool bevægelser
for at komme over den stejle passage". Og det her kalder vi
"normalvejen", ja det bliver det jo nødt til at være, da det indtil
videre er den eneste vej noget menneske har forsøgt at komme op på Pandra.
Lidt efter dukker også Jan op ved standpladsen og vi diskuterer ruten videre op
lidt yderligere. Allan er mest stemt for at gå op langs isvæggen til venstre
for os, Jan og jeg er af den opfattelse, at den snekam vi kan se ude til højre
er den, vi har kigget på nede fra basecamp. Allan fortsætter opad den stejle
sne i en lille rende, Jan sikrer ham mens jeg kontakter Henrik i basecamp for at
høre, om han kan se os og eventuelt dirigere os i den planlagte retning. Men vi
er langt fra basecamp og selv med en kikkert er Henrik ikke sikker på om det er
os eller fremstikkende klipper, han kan se. Vi får dog et indtryk af, at vi
burde gå ud til højre. I mellemtiden er Allan nået uden for høreafstand og
fortsætter næsten lige opad.
Da rebet til mig strammes fortsætter jeg opad i Allan linje. Ovenover mig kan
jeg se Allan kæmpe med løs sne, han råber ukvemsord over den dårlige sne.
Allan plejer at tage den slags meget roligt, så det er et rigtig dårligt tegn.
Heldigvis når han forbi den dårlige sne efter et kort stykke. Da jeg nærmer
mig stedet med den dårlige sne, kan jeg mærke at rebet strammes markant, et
tydeligt tegn på, at Allan har etableret en standplads og sikrer mig derfra.
Det priser jeg mig lykkelig over, da jeg forsøger mig på den ukonsoliderede
sne. De første to forsøg på at komme opad ender ved udgangspunktet og efterhånden
har jeg fået lavet mig en stor platform med en lodret snevæg ovenover. Det
bliver sværere og sværere at komme videre op. Næste gang skal det lykkes. Med
begge isøkser helt begravet i sneen ovenfor og det ene ben højt løftet op i
et trin i sneen lykkes det med en blanding af butterfly for armene og crawl for
benene at komme et skridt videre op. OK det er så teknikken her, jeg genbruger
den et antal gange, mister totalt pusten, men kommer til sidst forbi det
ubehagelige sneparti.
Kort efter når jeg op til Allan, der grinende spørger, hvordan jeg klarede
snevæggen. Han var endt op med samme teknik. En rigtig god ting: vi kan se, at
vi er lige under det sneplateau, som ligger umiddelbart under topvæggen. Og vi
kan for første gang i dag se toppen direkte ovenover os. Afstanden er svær at
bedømme, jeg tænker 150-200 højdemeter, men da Jan kommer op til os snakker
han om 300 højdemeter.
Efter et kort hvil efterlader vi reb og den ene isøkse og forsætter op ad en
sneskråning mod plateauet. Jeg sporer op gennem dyb, tung sne og må puste ud
for hvert 10-15'de skridt. Da vi nærmer os den randspalte, der deler plateauet
fra topvæggen bliver sneen heldigvis mere fast og det begynder at gå
hurtigere. Allan skridter over randspalten i sne, der er ved at kollapse under
ham. Han giver mig en hånd og jeg giver Jan en hånd. Så er vi alle sammen på
topvæggen. Spændingen i kroppen begynder at stige, nu er der ikke længere
uoverkommeligt langt til toppen.
Jeg går forrest opad topvæggen og kan næsten ikke vente mere. Topkammen nærmer
sig heldigvis hurtigt, jeg får en klump i halsen, følelserne er ved at overvælde
mig. Jeg når op på topkammen omkring 10-15 meter under toppen, jeg forsøger
at bevæge mig hurtigere det sidste stykke op med det resultat, at jeg må
stoppe halvvejs oppe og hive efter vejret. Men til sidst runder det af og går
ned til alle sider. Jeg er på toppen og Jan og Allan er på vej de sidste
meter. De må dog lige vente et øjeblik, den evindelige irriterende fotograf
kommer op i mig. Jeg skal lige have videokameraet parat inden de får lov at
komme de sidste meter.
Da Jan og Allan når toppen, vil jubelen og de gensidige lykønskninger næsten
ingen ende tage. Vi kan næsten ikke forstå det, men vi har gjort det: en førstebestigning
af en større Himalaya top, Pandra har fået sin første rute, men sikken en
normalvej.
Han får sit knus og et par klap på hovedet. Hvor har han dog trukket meget i
dag!
Vi er alle 3 euforiske, men vi ved også, at vi har travlt. Toppen er kun
halvvejs, og vi skulle gerne ned inden mørket bryder frem, hvilket ikke ser
helt realistisk ud. Bo står på det forholdsvis smalle topkam og filmer
udsigten, mens han langsomt drejer rundt og kommenterer de toppe, han ser. Og
hvor ER her flot. Der er praktisk talt ikke en sky at se.
Jo, nede i lavlandet mod syd er skyerne ved at koge op, men langs hele Himalaya
er der bare top på top. Everest ses tydeligt, selv om den er næsten 100 km væk.
Og vi kan se langt ind i det brune, tørre Tibet. Da jeg graver ned i rygsækken,
er Bo på pletten. "Hvad har du med til toppen, Jan?" Han ved, at jeg
plejer at have en lille "top-ting" med. Men først gælder det flaget.
Bo filmer, mens Allan og jeg holder Dannebrog, der blafrer i vinden. Vi bliver nødt
til at holde det lidt akavet, da det ellers hænget slapt ned. Hvor er vi
heldige, at der ikke er mere vind. Derefter er det den lille top-tings tur: 2 små
tøjbamser fra mine 2 børn. I 1988 var det en klaphat, i 1994 en grøn
plyspapegøje - skørt!
Vi tager billeder af horisonten hele vejen rundt, både med video, med Henriks
digitalkamera og med vores andres "analoge" kameraer. Da alt er
gennemfotograferet og vi er begyndt at blive kolde, pakker vi sammen og skynder
os ned ad topkammen. 5 meter nede ser Allan digitalkameraet falde ud i sneen!
Jeg har ikke fået lukket hylsteret ordentligt. Endnu en gang er vi heldige, at
det ikke tog turen ned i dalen.
Det går stejlt nedad topvæggen, men det er nedad, så det går noget hurtigere
end opad. Ved randspalten hopper vi alle over, men enten fejlbedømmer jeg
afstanden, eller også er jeg bange for at hoppe for langt - jeg hopper lige
kort nok og er ved at falde ned i spalten. Jeg genvinder balancen på den
rigtige side og kan lettere rystet klatre videre.
Det går hurtigt ned til det efterladte udstyr, hvor vi får noget at drikke og
lidt at spise. Bo opdager, at en af hans drikkeflasker har været utæt,
sandsynligvis pga is i gevindet i morges. Bunden af hans rygsæk sejler i
klistret energidrik. Han prøver efter bedste evne at få renset det hele. Vi
bliver enige om at prøve en mere direkte vej ned, da abseil (nedfiring) er
hurtigere og sikrere end at klatre ned ad det stejle og usikre sne. Hvis vi kan
abseile ned over den serac, vi står på, kan vi let komme ned til toppen af
klippen. Men vi kan ikke finde noget is at abseile fra. Vi graver og graver men
kan kun finde sne. Vi må opgive abseil. Vi må klatre ned i stedet. Jeg sikrer
Allan let, mens han forsvinder nedad.
Der går lang tid, før der bliver hevet i rebet og Bo kan følge efter. Senere
igen når jeg ned til en fin standplads i is. Herfra abseiler vi meget skråt
hen til den snegrat, der var vores oprindelige mål.
Den næste reblængde når næsten helt ned til toppen af klippen, men Allan
graver i snegraten, og op af sneen dukker et klippetårn. Det ser fast nok ud, så
med det håber vi at kunne nå ned til sneplateauet. Men kan det nå helt ned?
Vi diskuterer det lidt. Måske? Ellers må vi bide den over i to. Allan begynder
abseilen, og det viser sig, at rebets forlængelse ved vores vægt gør, at vi
kan nå sneplateauet! Nede over alt det svære! Pyha.
Sneplateauet er langt men rimeligt nemt. Vi rammer vores spor fra i morges, mens
solen synker mod horisonten. Vi når ned til toppen af snerenden, mens solen
farver alle de højeste toppe røde. Hvilket syn. Selvom vi har travlt, kan jeg
ikke lade være med at tage kameraet frem for hver ændret farvenuance.
Jeg kalder Henrik over walkien og fortæller ham, at vi er sikkert nede ved
toppen af snerenden. Mærkeligt, at der ikke var radiokontakt på toppen men
godt nok hernedefra. Dette er sidste mulighed i næsten et døgn, da de 2
bivuakker ligger i radioskjul bag en anden bjergryg.
Allan og Bo har allerede lavet et anker i is, så vi kan abseile det første svære
stykke af snerenden. Derefter er det bare om at klatre nedad snerenden i
pandelampens begrænsede synsfeldt. Ned, ned, ned. Ingen fejltagelser nu. Ikke
risikere noget. Jeg klatrer langsomt, men hellere det. Da jeg kommer ned til den
sidste abseil, er de 2 andre i sikkerhed nede på gletcheren, og snart er jeg
det også. Endelig er vi alle nede. Stykket hen til bivuakken føles lang, selv
om det ikke er det. Godt 16 timer har turen varet, så det er i orden at være
træt.
Den første kop varm suppe smager himmelsk, den næste ligeså. Vi er helt
sikkert i vædskeunderskud pga den tørre luft og de utroligt mange vejrtrækninger.
Mens vandet er på vej til at koge til den frysetørrede ret, er Allan faldet i
søvn. Vi får alle vores frysetørrede ret og en solbær-toddy (non
alkoholisk), inden vi går til ro. Allan og Bo har endda mundvand nok til pølse
og kiks. Det er med en afslappet indre ro, at vi lader øjenlågene falde i. Vi
har gjort dagens gode gerning. Toppen er nået. Ekspeditionen har haft succes.
Kl. 7.30 lokal tid var Jan i walkien, de var i 6300 meters højde og skal op
gennem en couloir forbi nogle klipper - det ser fornuftigt ud.
Det er ikke muligt at at se dem fra basecamp selvom Pandra sydvæg vender ned
imod os og vi har sat et kamera med en 300 mm tele op.
Kl 10.10 er Bo på walkien. De er nu i 6400 meters højde og det har været
teknisk svær klatring, meget stejlt og med steder med drytooling
(klippeklatring med isøkser). Det ser bedre ud fremover, men de ved ikke rigtig
hvor på væggen, de er og i hvilken retning de skal klatre.
Sammen pejler vi os frem til hvor de sansynligvis er og jeg kan give dem nogle råd
set fra afstand, hvor jeg har det store overblik, men de kan jo selvfølgelig
kun selv afgøre vejen videre frem udfra deres fund deroppe.
Bagefter tager jeg et digitalbillede af Pandra og forstørre det på vores PC'er,
men jeg kan ikke finde dem.
Hvor ville jeg dog meget hellere være deroppe sammen med dem i stedet for at
sidde her og afvente slagets gang.
De sidder nu i 6540 og for noget at drikke inden den videre tur nedad som vil
involvere nogle abseils.
Man må efterhånden sige at vores ekspedition indeholder alle ingredienser til
en god historie:
Ændrede planer i sidste øjeblik som kan ødelægge meget (ændrede helikopter
flyvning). Politiske spændinger. Lige ved og næsten (Danga). Død (heldigvis
ikke hos os). Endnu en tur uden succes (første gang på Pandra) Stor skuffelse
og nedtrykt sindsstemning (min egen skuffelse over ikke at være med på Pandra,
det er nok min største skuffelse som klatrer). Og endelig succesen idag med førstebestigningen
af Pandra.
Det eneste der mangler er en romance - men jeg har set et par af de andre kaste
lange blikke efter nogle af de yngre yak-okser her på sæteren, hvor vi har
basecamp!!!!!
15. oktober 2002:
Bivuakken er så trang som nogensinde, men nu da vi har prøvet det før, lykkes
det os at få en god nats søvn. Og da vi vågner, er det til en skyfri himmel,
som tidligt lader solens stråler velsigne vores morgenmåltid. Forude venter
det ukendte gletscherfald, som sammen med tågen hidtil har hindret os i at få
et indtryk af mulighederne for at bestige Pandra fra denne side. Vi når snart
til enden på vort tidligere spor i den dybe sne på gletscheren. Det er tungt
at træde sporet, særligt når det går stejlt opad. Hældningen gør også, at
det er vanskeligt at overskue gletscherfaldet: hvordan kommer vi lettest
igennem? Den mest direkte vej gennem indersvinget af gletscherfaldet er truet af
faldende sten, midten af faldet er umuligt at bedømme, så vi lægger en kurs
mod det sted, hvor gletscheren tilsyneladende virker rolig. Men kun for at blive
afvist af den ene enorme tværgående spalte efter den anden, som tvinger os ud
på en stor omvej, før vi til sidst kan krydse gletscherplateauet. Vi har
nemlig også endelig fået overblik over bjergvæggen, som omkranser
gletscheren. Og kun et sted løber en snerende fra top til bund og tilbyder en
acceptabel passage til Pandras sydgrat. Vi diskuterer, hvor vi skal bivuakere i
forhold til renden, men da der pludselig dukker et naturligt halvtag op i form
af en stor, flad sten, bliver det afgjort: Jan og Bo vil også hellere flytte
sten end sne. Vi hjælpes ad med at flytte den første store sten, som viser sig
at kunne danne udgangspunkt for gulvet og herefter er de to i fuld gang, to
sande brolæggere.
Jeg bliver opfordret til at kigge lidt nærmere på snerenden, men vælger dog
at spise lidt og lade solen forsvinde fra væggen, før jeg går i gang.
Bevæbnet med en walkie-talkie og et reb til en eventuelt vanskelig retur
begiver jeg mig mod snerenden. Set nedefra kunne bunden byde på visse
problemer, så da jeg har passeret de indledende klippepartier med tyndt is- og
sne-dække (skotsk 3. grad) lader jeg rebet hænge, fæstnet i en klump is, der
som en svamp er vokset frem af sneen ved solens hjælp. Videre op ser snerenden
mere "velpolstret" ud. Faktisk viser sneen sig at være så dyb, at
jeg opgiver at nå op til den aftalte "walkie-tid", men fortsætter
dog, for hvordan er den videre vej mod Pandras top? Halvvejs oppe af snerendens
300 højdemeter smalner det til, og sneen bliver mere fast. Og allerøverst,
hvor en stor snetunge fra graten hænger ud over snerenden, forvandles sneen til
lidt stejlere is (55 grader). Lidt luftigt bliver det, men øverst venter den
skjulte udsigt.
Stor er skuffelsen, da jeg hverken kan se til Pandra eller basislejren, men ved
at klatre lidt op ad et af snetårene på kammen får jeg overblik over bjerget.
Sydgraten løber som en svagt stigende snekam op mod en overhængende trekant af
klippe, som dog tilsyneladende lader sig passere på sne. Derfra en stejl sneskråning
med enkelte fremstikkende klippestykker op mod det, som vi fra basislejren har
kunnet identificere som et plateau under toppen, som jeg dog ikke kan se, blot gætte
mig til. Lettere opstemt haler jeg walkien frem og kalder basislejren.
Skønt er det at høre Henriks stemme. Jeg kan berette lidt, og vi aftaler, at
han holder radioen åben næste dag, hvor vi vil begive os mod toppen. Jeg skal
dog først lige ned her fra 6240 meters højde, 500 meter over bivuakken. Rebet
kunne have været nyttigt, nu må jeg bare koncentrere mig ekstra i stedet. Da
jeg når ned til rebet, viser det sig, at abseilen alligevel ikke når ned, så
jeg må nedklatre det lille indledende problem, før jeg kan skynde mig tilbage
til bivuakken, mens lyset svinder. Maden er klar, da jeg når frem til
bivuakken, som er blevet færdigpudset med læ-mur og plads til "samtale-køkken".
Jeg er nu feberfri og i klar bedring. Idag gik jeg de tre timer ind og besøgte
den slovenske/internationale ekspedition (www.drytooling.org). De har ligesom os
fundet forfærdelig dårlige sneforhold og deres ambitioner er modereret
gevaldigt - incl. for Steve Haston, der jo ellers ikke er kendt for at være
beskeden. De var iøvrigt blevet standset at maoister på vejen ind, dem så vi
jo heldigvis intet til.
14. oktober 2002:
Den lille rødbrystede fugl kaster sine beskedne triller ud i den klare luft
omkring os. Trods de passerende skyer, så er luften lun, og solen har magt. Vi
sidder ved en forfalden stenhytte her ved den gamle og glemte karavanevej ind
til Tibet. Jan er netop vendt om for at hente sin glemte pandelampe i
basislejren, så Bo og jeg kan tage os god tid og nyde turen ind til vort telt,
som ligger der, hvor erosionen har fået det endelige ord: stien ophører og
tvinger os ned på gletscherens død-is. Fremme ved teltet supplerer vi vore
forsyninger og sætter os for at nyde dagens sidste rester af solskin, mens vi
nyder kokkens madpakke og venter på Jan. Skydækket bliver stadigt tykkere og
kryber længere ned over os.
Vi er i vildrede: vejret danner intet mønster, og vi risikerer at måtte vende
om endnu en gang på grund af tæt tåge på bjerget. Vi har da godt nok lidt
flere forsyninger denne gang at tære på, men det er stadig ikke det store. Men
da Jan kommer frem, så er han ikke i tvivl.
Han har selvfølgelig også lige knoklet sig frem, så hvorfor skulle vi dog
vende om nu? Vi fortsætter ind ad gletscheren som vi efterhånden kender ud og
ind, faktisk kender ingen den bedre end os. Men vort mål Pandra forbliver
skjult i skyerne, så det er stenene for vore fødder, der klogeligt nok
forbliver i fokus. For selv om vi snart synes at kunne genkende flere og flere
af de enorme sten, som vi springer imellem, så kan de finde på pludselig at
ville forsvinde under fødderne på os. Vi forbløffes, da vi når den sidste
opstigning til bivuakken og opdager, at turen herop ikke har taget længere tid,
end da vi sidst gik den anden vej. Vi må efterhånden være godt højdetilvænnede.
Min halsbetændelse er i bedring og der er håb forude, men vi skal forlade
basecamp den 23. oktober så tiden er ved at være knap.
13. oktober 2002:
En dag med forbløffende pænt vejr, men stadig søndenvind, som har en tendens
til at bringe ustadigt vejr. Men vi har vasket (os) og gjort klar til et nyt
forsøg. Ellers har vi bare råædt.
12. oktober 2002:
Natten var trang! Vi lå alle tre under en kæmpesten. Der var ingen, der tænkte
over konsekvensen af, hvis stenen rullede bare 5 grader - 3 flade
bjergbestigere. Jeg havde nok den bedste plads, for jeg kunne vende mig i søvne.
Bo måtte rykke sig lidt ud, vende sig, og så tilbage igen. Men trods det, sov
vi alle rimeligt.
Gletcheren syntes uendelig, men vi nåede da frem til det efterladte telt. Her
fik vi for første gang i 1½ døgn walkiekontakt med Henrik, da resten af turen
op mod Pandra havde ligget i radioskygge bag et forbjerg.
Lidt i 11. her til formiddag lokal tid, hører vi endelig larmen fra en letvægtshelikopter,
så vi skynder os hen til deres lejr og sammen med et par af sherpaerne bærer
jeg liget, der er gemt i en sovepose, ind i helikopteren, der skadigvæk har
motoren kørende. Jeg tager afsked med hendes mand som flyver med, vi havde en
lang samtale igår det har vist været en stor hjælp for ham.
Kort tid efter bliver vejret bedre i basecamp, med det ser stadigvæk dårligt
ud i bjergene. Kl 14. er der endelig walkie kontakt.
11. oktober 2002: Bo's fødselsdag
Vi stod op, da solen ramte vort telt ved den udtørrede sø. Først havde Bo dog
fået sunget fødselsdagssang, men det helt store morgenbord blev det ikke til.
Vi havde ukendt terræn forude, som lå og ventede. Vi efterlod telt og proviant
til et døgn, pakkede bivuakudstyr samt to døgns proviant og gik op på moræneryggen
for at overskue den videre færd. Kaos!
Vi stod på det sidste stykke græs før Tibet. Vor side af dalen, så langt øjet
rakte, var stejle og løse grus- og sten-skråninger ned til den brede gletscher
af død-is. For at komme frem måtte vi tilbage for at finde en nogenlunde fast
nedstigning til gletscheren. Vel nede begyndte det hårde slid. Fra sten til
sten, op, ned og udenom, gik det langsomt fremad. Meget af tiden gik vi med den
stejle og løse skråning over os, så der blev spejdet og lyttet efter faldende
sten.
Endelig efter tre timer stod vi for foden af den sidegletscher, som vi mente
skulle føre os frem til en mulig rute til toppen af Pandra. Mellem os og den lå
et stejlt skuret klippeparti med kælvende istårne på toppen. Men på venstre
side lod der til at være en rute op langs et vandfald. Efterhånden som vi kom
højere blev der mere og mere sne på skråningen. Og snart kom der mere, for
også det tiltagende skydække gav sit nye bidrag. Da vi ved 16-tiden var nået
frem til en lille sø for foden af gletscherisen med enorme klippestykker strøet
rundt omkring, besluttede vi os for at lede efter en overdækket bivuakplads. To
klippeblokke lænede sig mod hinanden og gav efter nogen hakken i det frosne
mudder plads til tre meget trange sovepladser med en delvist overdækket
kogeplads. Inden mørket faldt på, fik vi også undersøgt, hvordan vi næste
morgen kunne komme op på gletscheren. Mætte fik vi os vrikket ned i
soveposerne.
En fra den franske gruppe tager rygsækken og løber mod deres lejr. Jeg går
også hurtigt derned sammen med Karma uden rigtigt at vide hvad der sker. Ved et
af teltene står der en gruppe og da jeg ser ind ligger der en bevidstløs
kvinde og der er to som giver hjertemasage og kunstigt åndedræt. Der er en
kvindelig fransk læge tilstede og jeg får hurtigt et overblik over
situationen. Der er tale om en ca. 40-årig kvinde i god form, som har benægtet
symptomer på højdesyge og var hurtigt gående igår fra Kambachen. De har
givet hjertemassage i ca. et kvarter og hun har ikke ilt eller medicin til
injektion med sig. Vi finder min intensiv medicin til indsprøjtning frem og jeg
giver injektioner i både blodårer og direkte ind i hjertet, men intet hjælper.
Efter en halv times intensiv behandling og da hun har lysstive og masimalt
udvidede pupiller, må jeg erklære hende død og vi indstiller behandlingen.
Efter at de har grædt taler jeg med flere fra gruppen incl. hendes kæreste og
det viser sig at de havde haft to overnatninger i Kambachen (godt 4000 meter)
inden at de kom herop og alle incl. den afdøde havde benægtet nogen symptomer.
Men til sin kæreste havde hun sagt at hun havde hovedpine både i Kambachen og
her i Lhonak og hun havde kastet op om aftenen. Hun var symptom benægtende og
var en af dem der var gået hurtigst op (hvad der også er farligt, da det
stresser hjerte og lunger og kan give iltmangel) og fortalte intet om hovedpinen
eller opkastninger til andre end kæresten.
Hun må have haft højdebetinget hjerneødem og det skulle være erkendt og
behandlet flere timer før. Da hun får hjertestop er det alt for sent. Det er
en forfærdelig historie, men må også minde os om den fornødne respekt
omkring bjerge og højdesyge.
Jeg talte med Jan her til morgen via walkien. De havde haft en fin nat og var
alle i god form og havde sunget for Bo. Planen for idag var at rekognisere op
imod Pandra's sydside og de ville tage bivuarkudstyr med. Jeg har ikke været i
kontakt med dem siden og det er helt forventeligt, da de nu er omme på bagsiden
af et bjerg, der ligger lige nord for basecamp. Faktisk forventede Jan ikke at
åbne walkien før imorgen, når der er kommet fri af dette bjerg. Så intet nyt
er godt nyt.
Jeg har fortsat nogen feber og hovedpine, men der har været så meget at se
til. Sammen med sherpaerne har vi overvejet at drikke vores sprut i anledning af
Bo, men vi venter dog til de 3 andre kommer ned.
10. oktober 2002:
Vejret er klart bedre, så vi rykker op i bjergene i dag. Målet er Pandra, 6850
m, så dette er forhåbentlig den sidste dagbog de næste 5 dage.
Vi planlægger at bruge 2-3 dage på at rekognoscere, vælge rute og lægge os i
position, 1 dag på at lave toppen, og 1 dag på at komme ned til basislejren.
Efter frokost går vi afsted. Det første stykker er ind gennem et gammelt
flodbassin og vi følger den vej Allan og Bo havde fundet et par dage før. Da
det begynder at gå opad kan jeg med det samme mærke at der er noget galt. 10
skridt og jeg må pausere. Jeg havde sovet dårligt natten før og havde indtryk
af at have lidt feber, men fik det bedre i løbet af formiddagen efter at have været
på toilettet et par gange, så jeg lod som ingenting og gik med. Nu har jeg det
som om jeg har influensa, træt i hele kroppen, skiftevis varm og kold og uden
nogen kræfter i benene. Vi holder en pause og efter aftale med Jan og Allan går
jeg med et stykke videre, da der ikke skulle være ret meget op af bakke mere.
Men selv på det flade stykke ovenover i 5000 meters højde beordrer mine ben
hele tiden hvil. Det er håbløst at fortsætte, da selv og jeg ville klare det
nogenlunde, så vil jeg ikke blive fuldstændig frisk og jeg vil kun blive en hæmsko
når det kom til rigtig klatring. Det meddeler jeg de andre og giver dem GPS,
medicinkasse og det digitale kamera, som var det af fællesudstyret jeg bar.
Jeg vender om og selv på vejen ned må jeg holde pauser og hundefryser med alt
mit tøj på. På vejen ned ser jeg at der er kommet en trekkinggruppen som har
slået lejr nogle hundrede meter fra os. Det eneste tidspunkt jeg får varmen på
i basecamp er da jeg får chilipickles til mine ris. Karma og Nima kommer
tilbage efter mårkets frembrud og fortæller at lejren ligger på en moræne i
5250 meters højde, hvor to gletchere løber sammen. Den ligger i et udtørret
leje fra en sø og det eneste vand fås ved snesmeltning. Vejren videre frem ser
svær ud. De fleste oplysninger bekræftiges ved walkie-samtalen med Jan.
Jeg går i seng kl. 19 og falder i dyb søvn indtil jeg bliver vækket af råben
kl 5.45.
09. oktober 2002:
Ikke meget nyt herfra, vi vågnede midt i en sky og det har småsneet lige
siden, så dagens højdepunkt har været Monrad og Rislunds Farvel Åge på
vores minianlæg i messeteltet.
Sneen er faldet over basecamp for anden nat i træk. Solens magt gennem den
tynde luft over os er dog så stor at sneen, som lige så stille falder i løbet
af dagen smelter med det samme og den natlige dynge er væk på nogle timer.
08. oktober 2002:
Vågnede op til nogle centimeters nysne, men tilsyneladende bedre vejr. Solen
skinnede fra morgenstunden og smeltede hurtigt det meste af sneen omkring lejren
og på sydvendte skråninger. Vi så en enkelt stor lavine falde ovre på Mera
Peak så langt væk, at vi ikke kunne høre den.
07. oktober 2002:
Dagen gik med at slappe af, spise og drikke. Det var også meningen at vi skulle
vaske en del, men det blev mere eller mindre afbrudt af vejrskiftet. Tidligere
var det stabilt højtryk med vind fra Tibet, men nu er det sydfra kommende vejr
med mange skyer. Om aftenen blev vejret rigtig dårligt med kulde, blæst og 3
cm nysne i basecamp. Vi sad i messeteltet og små frøs og kunne kun varme os
ved en enkelt whisky. Inden vi gik i seng ved halvni tiden skulle alt bankes fri
for sne.
Dagen blev selvfølgelig også brugt til at reflektere over turen til Danga (jeg
tror det var Danga vi forsøgte at bestige, da mine erfaringer med nepalesiske
kort er af vekselende kvalitet) og vi er enige om det rigtige i vores
beslutning. Vi kunne godt have besteget bjerget, men de objektive risici var for
store pga. monsunsneen og det er intet bjerg vejr.
Jeg tror at med god stabil sne var vi kommet op uden de store problemer, men jeg
tænker også tilbage på turen med gode tanker, da solopgangen over
Kantchenjunga (verden 3. højeste bjerg) og skyerne i dalene er en af de
smukkeste bjergoplevelser jag har haft.
06. oktober 2002:
Som sagt, så gjort. Vi kom afsted fra lejren lidt over fire. Vejret var klart
med tindrende stjerner og en skinnende hvid gletscher over os. Sneen var frosset
og lod os derfor gå oven på skorpen. Vort spor fra i går, gjorde det muligt
at vinde højde hurtigt og uden rutefindingsproblemer. Halvvejs oppe ad
gletscheren, ved foden af de store bjergvægge, hvor solen kun nødigt kommer,
fik vi dog direkte brug for det trådte spor, da skorpen ikke længere ville bære.
Det begyndte at lysne, først svagt, men snart opdagede vi, at alle dale så
langt vi kunne se, var dækket af skyer. Faktisk lå skytæppet kun ganske lidt
lavere end vores lejr. Dette skydække ville helt sikkert hæve sig med solens
komme, så nu gjaldt det bare om at ligge foran.
Da solens stråler endelig brød igennem, efter i begyndelsen kun at have rødfarvet
Kangchenjungas toppe, var vi nået på højde med de øverste istårne i
gletscherfaldet. Stadig et stykke vej til foden af bjerget, men alligevel måtte
vi bare standse op: fuglene fløjtede helt her oppe i isødet, og solens stråler
spillede i de mange istapper, der hang fra istårnene. Snart nåede vi enden på
vort spor, og foran os lå en stor ubrudt gletscherflade helt frem til passet,
hvorfra klatringen skulle begynde.
Fra passet løb en snekam op mod en fortop, hvorfra en bølgende sneryg, afbrudt
af to klippetårne, ledte op til selve toppen. Nemt så det ud. Godt nok
forvandledes snekammen halvvejs til en række lodrette istårne, som ville
tvinge os ud i den østlige sneflanke, men dette var netop den snerampe, som vi
på forhånd havde udset os til at kunne føre os til den øvre sneryg. Derfor
lagde vi ud uden rebene, omend disse og sikringsgrejet stadig var med i rygsækkene.
Det første trin ud i sneflanken afslørede dyb, ukonsolideret sne. Dog ikke
mere end, at man ved at lade sig glide en halv meter ned ad skråningen kunne få
fodfæste. De øverste ca. 15 cm monsunsne lod altså til at blive hængende.
Pludselig forsvandt mine ben i et hul, mens overkroppen fortsatte sin bevægelse
nedad. Isøksen blev dog heldigvis siddende, nogenlunde hvor jeg havde plantet
den, så i stedet for at fortsætte nedad, begravet i sne, så hang jeg bare med
hovedet nedad. Det lykkedes mig at få vristet benene så meget ned, at jeg
kunne genvinde balancen uden at skulle flytte isøksen.
"Snowflutings" - mange kender sikkert de flotte riflede sneskråninger,
hvor snefladen ligger nærmest som var det et tegltag. Her var vi havnet, og
monsunsneen skjulte, at der strøet ud over sneflanken lå adskillige
"svampe" af is med hulrum under. Et sådant hulrum havde overrasket
mig. Mens de andre fandt rebet frem, fandt jeg frem til mere fast sne på den
solbeskinnede side af de lodretgående "flutings".
Vi fortsatte, men den "nemme" snerampe op til sneryggen havde vist sig
at være knapt så nem. Vi søgte i stedet direkte op mod fortoppen, hvorfra vi
bedre kunne overskue den videre vej mod toppen.
Skuffelse! -Vejen til toppen var først en række af overhængende issvampe til
den ene side og løs sne til den anden, siden et klippetårn, der skulle omgås
ad solbeskinnede, snedækkede slabs, og endelig en stejl sneryg, komponeret over
løs klippe, til et af de istårne, som udgjorde toppen. Hvad der fra
begyndelsen havde lignet en solotur i strålende sol, havde udviklet sig til dårligt
sikret klatring med solen, og måske også vejret imod os. I hvert fald begyndte
skyerne at nærme sig stadigt mere.
Men midt i vores skuffelse, alene på en fortop i 6135 meters højde, kunne vi
dog konkludere, at dette bjerg, som af Chris Bonington er blevet benævnt Danga,
i følge vort nepalesiske kort hedder Tinjung, har en forkert højde, samt at
vort korts Danga er en temmelig uinteressant, men måske højere, snetop længere
mod vest. Sådan er "exploratory climbing"!
Vi fandt ned igen til lejren, denne gang dog i reb (solen havde fået godt
fat!). Og vel nede besluttede vi at fortsætte ned til basislejren efter et godt
måltid. Trods en mere direkte vej ned, var det stadig ikke let, og end ikke våde
fødder, da vi skulle krydse floden, kunne hindre os i at nå frem til endnu et
lækkert måltid i basislejren.
05. oktober 2002:
Lejrpladsen vi fandt i går aftes, som syntes OK i går aftes uden alt for mange
spidse sten, viste sig ikke at leve helt op til forventningerne. Vi sov alle
elendigt både fordi vi lå dårligt, vi forstyrrede hinanden og måske også
pga. uvisheden om hvad den næste dag ville bringe. I tankerne fik
forventningerne en ekstra skrue: hvor langt kunne vi nå næste dag, hvor højt
kunne vi få placeret vores næste lejr og hvor meget ville vi kunne se af den
videre rute op ad Danga ?
04. oktober 2002:
Vi stod op FØR solen ramte lejren! Det var hundekoldt, men det kriblede i
fingrene - vi skulle pakke og afsted på tur for at bestige Boningtons Danga og
evt. kortets Danga alt afhængig af, hvordan det så ud deroppe.
03. oktober 2002:
Dagen i dag skulle være kigge-udsigt-dag. Vi skulle op på graten bag
basislejren for at se "vores" bjerge fra et lidt højere punkt. Måske
kunne vi også blive enige om, hvilke bjerge, der var hvilke, og hvilke, vi i
givet fald skulle forsøge at bestige.
02. oktober 2002:
Det har været hvile, vaske, og ompakningsdag i basecamp. Vejret har været
perfekt og vi har set en hel del på de opkringliggende bjerge og efterhånden
enige om hvilket, der er Pandra. Vi får nærmere syn for sagen imorgen,hvor vi
trekker op af en grat bag basecamp, hvor der bør være en ordentlig udsigt.
Vi regner med at gå op til ca. 5500 meters højde med kort, kompas, højdemåler,
GPS og madpakker og så bruge en rum tid på at få et ordentligt overblik.
01. oktober 2002:
Det har været en fantastisk flot dag på vej til basislejren. Udsigten har hele
tiden ændret sig og nye bjerge er kommet til syne eller nye sider af de samme
bjerge.
Under frokosthvilet havde vi kort og kompas fremme og diskuterede livligt
bjergenes navne. Men vi kan stadig ikke blive enige om hvad der er hvad. Ender
det med at vi tror, vi har klatret hver sit bjerg - til trods for, at det er den
samme top vi har været på ?
Basislejren ligger på en stor flad græsslette på størrelse med en 18 hullers
golfbane, vi burde have haft golfkøller med. I den ene side af sletten ligger
en del stenhuse, som bl. a. bruges af yak driverne. Vores basislejr ligger i den
anden side af sletten under en lille klippevæg. Fordelen ved vores beliggenhed
er relativt lidt vind.
Planen for de næste dage er: organisering af basislejren i morgen med al
teknikken inklusiv vores solcelle til opladning batterier og i overmorgen vil
vi, hvis akklimatiseringstilstanden tillader det gå op på højderyggen bag
lejren. Her kan vi komme næsten lige så højt, vi skulle have lyst. Herfra kan
vi formentlig få identificeret de fleste af bjergene i området, så vi kan
blive enige om, hvilke det er vi vil gå efter.
30. septemper 2002:
Vi vågnede efter en kold nat til en næsten skyfri himmel og kølig vind fra
nord. Måske skal det altså lykkes at få jaget de sidste rester af monsunen
bort? Til gengæld varede det en evighed før solen ramte os, men vi kunne
tillade os en sen start, så det blev muligt at lægge fleecetrøjen før
afgang.
Stien mod Kambachen førte os igennem skyggefulde bevoksninger af først
forvoksede træer af enebær, siden lærk og endelig birk, der langsomt blev
mere og mere forkrøblede. Omkring os begyndte de høje tinder at dukke op, dækket
af kridhvid monsunsne. Og endelig efter frokost åbenbarede Jannus enorme nordvæg
sig, dog kun for en kort stund: Hvadenten den nu rent faktisk er klatret eller
ej, så er den bare imponerende, og det lykkedes da heldigvis at få et godt nærbillede,
så der er basis for at drømme videre i de lange vinteraftener.
Det sidste stykke vej fulgtes vi med yak-karavanen, 13 dyr i alt, men også et
leben af Ghunsa-beboere i alle aldre. De tog det vist nærmest som en
familieudflugt, for kan man måske ikke sagtens drive en yak med den mindste søn
på nakken?
Nu er vi så installeret i Kambachen i knapt 4100 meter uden højdeproblemer, og
da middagen er ved at blive serveret, så vil jeg slutte nu.
Ps. Der var apple-pie til dessert.
29. septemper 2002:
Idag har det være hviledag, hvor vi bliver endnu en nat i Ghunsa (3440 m.o.h.
ifølge vores GPS) for aklimatisering. Vi har været oppe i 4070 meters højde
et par timer, hvor vi spiste frokost og nød bjergudsigten når skyerne engang
imellem åbnede sig. På vejen tilbage var vi forbi en bedemølle og den
tidligere lokale politistation, der for et halvt år siden blev brændt ned af 4
maoister, der var dog ingen betjente i mange kilometers omkreds.
Karma, vores nepalesiske guide for bærere mv. har haft en travt dag, da bærerne
hertil blev aflønnet igår og skal erstattes af lokale bærer og Yak-okser. Og
alle husstande vil gerne have del i kagen, så vores 20 ladninger herfra er delt
ud på 20 husstande. Imorgen går det så til Kambachen i ca. 4.000 meters højde.
28. septemper 2002:
Endelig i Ghunsa! Vi var i morges lidt usikre på, om bærerne ville strejke som
i går. Men der var ingen problemer trods de 1050 højdemeter forskel.
Landskabet har ændret sig fra tempereret regnskov til mere alpint med spredte
buske og træer. Det var flot vandring langs en voldsom og brusende flod, ofte
krydret med spektakulære vandfald. Og når man skulle krydse disse vandfald,
var det via mere eller mindre stabile broer.
Ved frokoststedet kom der pludselig sol!!!! Vi var i næsten 3000 meters højde,
så det tog ikke lang tid at få tørret vores svedige tøj. Det kunne også være
rart med lidt udsigt - indtil videre har al udsigt været begrænset af skybasen
i ca 3500 m.
27. septemper 2002:
Dagen gryede under halvtaget, hvor vi sov, og nattens finregn afløstes af høje
skyer uden regn.
Ad delvist tilgroede stier fulgte vi floden Ghunsa Khola, som skal lede os frem
til vor basislejr. Tragt var det, frodigt og med fantastisk udsigt til den
brusende flod, som vi skulle krydse flere gange for at kunne komme frem, op og
ned ad bjergsiderne. Vi holdt frokost ved et af de utallige vandfald, hvor vi
lod vore svedige og ildelugtende kroppe svale i det klare, brusende vand. Ud på
eftermiddagen nåede vi det idylliske Ajlilosa, hvor den varmende
eftermiddagssol brød igennem. Et perfekt sted at overnatte, men vores plan om
at nå Ghunsa i morgen tillod det ikke.
Vi har 35 bæreladninger og 31 bærere, hvor fire efter eget valg bærer dobbelt
load for at tjene mere. Et typisk load er 25-30 kg og dagslønnen er 30 kr.Men
det er den eneste mulighed for at tjene kontanter i denne meget øde del af
Nepal. Det er helt anderledes her end de andre steder vi har været, her er
stort set ingen tea-houses og vi har på fire dage kun set et sted hvor der blev
solgt colaer. Det er fascinerende men også mere øde og fattigt.
Men idag hen på eftermiddagen gad bærerne ikke mere og de påstod at det næste
sted (1½ til 2 timer længere fremme) var uden hytter hvor de kunne sove. Der
udspandt sig en længere diskussion hvor kokken Buddha var forhandler og det
endte heldigvis med at vi fortsatte det sidste stykke og kan nå Ghunsa imorgen.
Det har vi også udlovet drikkepenge for.
Nu er der faldet ro over lejren, alle har fundet ly og det lader til alle er
tilfredse efterhånden som maverne fyldes.
26. septemper 2002:
Vi fortsætter der ind af og det samme gør regnen. Vi tror at det er ligeså
sansynligt at det holder op med at regne nu som at Yetien er hvidhåret og med
et stort hvidt skæg og går rundt i rødt tøj og kan træffes alle steder i
december.
En anden følge er at ens bukser er brune af mudder og rødplettede fra iglebid.
Men nu går det opad og det ser ud til at bærerne en med på at gå de næste
tre dagsmarcher på to dage så vi er i Ghunsa om to dage. Så skulle det
heldigvis blive køligere og med bedre vejr, akklimatisering i højderne og
bjergudsigt. - vi glæder os.
Nu er det tid til poserne og ligge og fordøje Buddha's (kokken) gode mad.
25. septemper 2002:
Første lange dagstrek fra Phurumdu til Chirwa . Bærerne syntes med god grund
det var en anstrengende dag, stierne er smattede af monsunregnen og det gik
meget op og ned over glatte sten.
Vi har været våde hele dagen enten af sved eller af monsunregn.
24. septemper 2002:
Efter en nat med kraftig monsunregn havde vi ikke de store forventninger, da vi
tog til lufthavnen kl. 6 om morgenen. Men midt i morgenmaden i lufthavnens
restaurant blev vi kaldt til, helikopteren var klar.
Skyerne hang stadig tungt i to lag, et lavt nede i dalene og et højt lag over
vores flyvehøjde. Det muliggjorde at vi i den støjende russiske helikopter kom
frem til flyvepladsen Suketar i 2300 meters højde.
Så var næste problem om vi kunne nå at få rearrangeret bagagen og få fat i
de nødvendige bærere. Det trak ud og først midt på eftermiddagen kunne vi
starte ud ad stierne den korte tur til Phurumbu, hvor vi nu sidder og nyder en
sen eftermiddagste. Stierne er meget glatte pga. monsunregnen og den lerholdige
jord, så vi har alle sidesteppet ned over de stejleste partier.
Men det er godt at være på vej !
23. septemper 2002:
Efter en kort lur på omkring 12 timer (!) følte vi os rimeligt ovre jetlag.
Muligvis må noget af bagagen komme i et roligere tempo. Men vi vil snart afsted
og ønsker ikke at tabe yderligere klatredage. Vi er meget spændte på at komme
ind og se "vores" område.
21. septemper 2002:
Hilsen fra Kathmandu.
Hej derhjemme. Vi kom til Kathmandu for nogle timer siden godt møre efter en
lang flyvetur uden ret meget søvn. Vi har lige gået en tur i byen og fået et
godt måltid mad hos Helena's der jo er en gammel kending for trekkere og Nepal
rejsende. Der var happy hour på coktails så nu går vi i seng for at klare
jetlag mv.
Planerne er blevet ændret lidt idet vi først flyver ud til bjergene på
tirsdag den 24.9 og skal i turistministeriet om mandagen. Nepalesisk
burokrati!!!
Henrik
13. septemper 2002:
Janak ekspeditionen har indgået en aftale med TV2 Lorry, som indebærer at der
vil komme et indslag inden vores afrejse. Endvidere vil Lorry bringe
nyhedsindslag, når der er rigtig spændende nyheder.
Ekspeditionens afrejse er fastlagt til den 20. september med Thai, som har givet
os tilstrækkelig ekstra bagage tilladelse til, at vi kan nøjes med en mindre
cargo afsendelse inden ekspeditionen. Det betyder vi vil være fremme i
Kathmandu d. 21. og en dag med indkøb og officielle besøg som f. eks.
turistministeriet vil vi d. 23. flyve ud i bjergene med helikopter.
Bo Belvedere Christensen.
Last updated 19-sep-2002 af Bo Belvedere Christensen
Contact Bo Belvedere Christensen to arrange a lecture about this expedition or about one or more of our previous expeditions or You can read more about the expedition lectures on K2 adventure.